Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Dansk turisme har lige fået en ny national strategi. Den sætter retningen for en bæredygtig udvikling af dansk turisme frem mod 2030.
Et af målene i strategien er, at antallet af overnatningerne skal stige 28 pct. og omsætningen skal stige med 37 pct. sammenlignet med 2019.
Danmark har et kæmpe potentiale for at tiltrække flere internationale turister. Det er også det, strategien lægger op til. Kendsgerningen er imidlertid, at dansk turisme stadig kæmper med et efterslæb af internationale turister som følge af pandemien.
Jan Olsen, adm. direktør i VisitDenmark.
Jan Olsen understreger, at det vil kræve vedvarende investeringer i blandt andet international markedsføring og en ekstraordinær indsats af alle i dansk turisme at nå de ambitiøse mål.
Strategien
Strategien markerer et markant skifte i dansk turisme. Fremover skal turismen ikke kun måles på økonomiske parametre som vækst og beskæftigelse, men også på miljømæssige og sociale parametre.
Strategien sætter retningen for en udvikling af turismen i Danmark. Turismen skal være miljømæssig, økonomisk og socialt bæredygtig, og opstiller bl.a. pejlemærker for, hvor industrien skal være i 2030:
- Turismen skal være grøn: Alle offentlige turismeorganisationer og 70 pct. af alle overnatningssteder skal være bæredygtighedscertificerede i 2030. Danmark skal kendes som det mest bæredygtige turistmål i Nordeuropa.
- Turismen skal bidrage til økonomisk vækst: Der skal skabes økonomisk vækst både ved at tiltrækker flere turister og ved at øge forbruget hos den enkelte turist. Målet er, at turismeomsætningen i 2030 runder 190 mia. kr. Samtidig skal væksten især ske uden for højsæsonen.
- Turismen skal bidrage til det omkringliggende samfund: Danskerne skal opleve, at turismen har positiv betydning for samfundet. Medarbejderne i turismeerhvervet skal have en høj jobtilfredshed og turisterne skal have en god ferieoplevelse.
Danmark skal være turisternes foretrukne grønne rejsemål. Det er ambitiøst, men med strategien vil vi lave en grøn genstartsmotor for erhvervet. Vi er allerede i gang med at få bæredygtighedscertificeret overnatningsstederne og få turisterne til at se Danmarks styrker som grøn destination, men vi skal have flere med. Her kan både vores kyst- og naturturisme og det lokale hotel, restaurant eller kro i endnu højere grad tænke grønt i forretningen. For uanset om man nyder en ferie på stenbroerne i København eller et kroophold i Tønder, så vil udendørslivet og naturen spille en stor rolle, og det skal det også gøre for fremtidens turisme.
Erhvervsminister Simon Kollerup
Skriv et svar