Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Nu er der krav om, at alle flyrejsende til Danmark skal have en negativ coronatest. Og udenrigsministeriet har ændret rejsevejledningerne: Hele verden går nu i rødt.
Nu skal virksomhederne igen kikke på rejsepolitikken. Nye varianter af Corona virussen, ændrede rejsevejledninger i Danmark, nye restriktioner i udlandet og udsigten til færre flyafgange og lukkede hoteller giver udfordninger.
Indrejse til Danmark
For at begrænses smitten med de mere smitsomme varianter af Covid-19 har regeringen besluttet at indføre et krav om, at alle flypassagerer til Danmark skal fremvise negative coronatest, før flyselskaberne må tage den dem med. Testen skal være taget indenfor 24 timer før passageren går ombord på flyet.
Det er sundhedsmyndighedernes anbefaling at forebygge nye introduktioner af smitten i Danmark, og derfor udvider regeringen nu de regler, der gælder for passagerer fra Storbritannien til at omfatte hele verden.
Vi er i en meget alvorlig situation, og derfor stiller vi nu som et krav, at hvis du vil flyve her til, skal du have en negativ coronatest. På den måde sikrer vi, at der ikke kommer passagerer fra Storbritannien eller fra Sydafrika ind via andre lande og direkte ud i det danske samfund uden en test. Mulighederne for at blive testet for Covid-19 er gode, og de fleste større lufthavne har adgang til testfaciliteter i selve lufthavnen. Det er derfor er det et overkommeligt krav, som vil give et ekstra værn mod de mere smitsomme varianter.
Benny Engelbrecht, transportminister
Forbuddet gælder alle passagerer undtagen børn til og med 12 år, og det er op til flyselskaberne at sikre, at man ikke kommer ombord uden en negativ test.
Indenrigsflyvninger og flyvninger fra Grønland og Færøerne er undtaget fra forbuddet.
Verden går i rødt i ny rejsevejledning
For at minimere risikoen for coronamutationer i Danmark, har regeringen besluttet at skærpe rejsevejledningerne for hele verden.
Fra fredag den 8. januar og indtil 17. januar skærpes rejsevejledningen for hele verden fra at have været ’orange’ (alle unødvendige rejser frarådes) til ’rød’. Det vil sige, at alle rejser til hele verden frarådes. Skærpelsen sker som led i smittehåndteringen med coronavirus/COVID-19 i Danmark, hvor begrænsning af rejseaktivitet er et væsentligt element i indsatsen for at have kontrol med smittespredningen, samtidig med at mutationer af coronavirus forekommer i flere lande.
Vi ser lige nu nye mutationer af COVID-19 i udlandet. Det er en meget alvorlig udvikling og udgør en betydelig risiko for, at samfundsmitten i Danmark kan eskalere markant. Danskernes tryghed og sikkerhed er regeringens førsteprioritet. Vi kan se målstregen. Vaccinen er her. For hver dag der går, bliver flere og flere danskere vaccinerede. Vi må ikke snuble på opløbsstrækningen. Ikke mindst i lyset af de nye mutationer bliver vi nødt til – alle sammen – at gøre en ekstra indsats. Og det er dagens pakke af rejseinitiativer et udtryk for.
Jeppe Kofod, udenrigsminister
De danskere, der allerede er på rejse, behøver ikke at rejse hjem med det samme. Udenrigsministeriet anbefaler, at man i tvivlstilfælde kontakter sit fly- eller rejseselskab for at undersøge hjemrejsemulighederne.
Der er fortsat ruteflyforbindelser til Danmark via flere transitlufthavne, men situationen kan hurtigt ændre sig, som det tidligere er sket under pandemien. Desuden er det vigtigt, at de rejseråd og sundhedsanbefalinger, som gives herunder, følges.
Skærpelsen af rejsevejledningerne betyder, at også erhvervsrejser, som ellers er anset som nødvendige rejser, frarådes. Der gælder dog visse undtagelser. Eksempelvis i forbindelse med levering af varer og tjenesteydelser ind og ud af landet. Se konkrete undtagelser på www.coronasmitte.dk.
Rejseråd til danskere i udlandet
- Du skal kontakte dit rejseselskab og forsikringsselskab, hvis du har spørgsmål om, hvordan du kommer hjem.
Hvis udrejse ikke viser sig mulig, kan du kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcentral hele døgnet ([email protected] eller +4533921112) - Du bør tjekke de lokale restriktioner i det land, du befinder dig i.
- Du opfordres til at tilmelde dig Danskerlisten via danskerlisten.um.dk eller via appen Rejseklar. Danskerlisten er den hurtigste måde for Udenrigsministeriet at sende dig information om det land, du befinder dig.
- Ændringen betyder ikke, at de danske grænser bliver lukket for danskere eller andre der bor i Danmark, der er på vej hjem fra ferie eller andet udlandsophold.
Sundhedsanbefaling ved hjemkomst
- Alle indrejsende opfordres til at tage en kviktest umiddelbart, når de ankommer til Danmark ved at benytte sig af de gratis kviktestfaciliteter, som stilles til rådighed ved indrejse. Børn under 12 år er undtaget denne opfordring.
- Opfordringen om kviktest er et tillæg til de gældende smitteforebyggende anbefalinger om, at danske og udenlandske indrejsende opfordres til at selvisolere sig i 10 dage, som kan afbrydes af et negativt svar på en PCR-test, som er foretaget tidligst på fjerdedagen efter indrejse.
- Hjemtransport: Rejsende skal følge myndighedernes anbefalinger ift. smitteforebyggende adfærd. Dvs. at bruge mundbind i offentlig transport samt følge anbefalinger om afstand samt hygiejne mv
Borgere, som har behov for yderligere information om rejsevejledningerne, opfordres til at kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter på [email protected] eller (+45) 33 92 11 12.
Lars siger
Suk. Hvor ville jeg ønske vi havde en regering som gjorde noget reelt for at stoppe smitte spredning i steddet for udelukkende at fokuser på at holde udlændinge ude af Danmark. Corona virus er ligeglad med nationaliteten på dem den smitter, og det var dansker som kom smittede hjem fra afterski i Østrig og Italien som startede corona panikken i Danmark for snart 1 år siden.
I steddet for de nuværende fremmedfjenske indrejse regler burde der være krav om 14 dages karantæne som kan forkortes til man har fået negativt svar på 2 på hinanden følgende corona PCR tests som er taget med minimum 4 dages mellemrum. Karantænen skal selvfølgelig dække både dem som ankommer med fly og dem som ankommer med tog, færge og egen bil. Og så skal der være kontol med karantænen, samt en kraftig bøde hvis man bliver taget i at snyde med karantænen. Det er den model mange andre lande bruger med stor success.