Villa Copenhagen ansætter Paté Paté køkkenchef til at forme og udfolde hotellets gastronomiske visioner

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Svenske Tore Gustafsson, som siden 2011 har stået i spidsen for de kulinariske oplevelser københavnere som turister har kunnet opleve på Paté Paté i Kødbyen, bliver Executive Chef på hotellet, der vil skubbe til grænserne, tage ansvar og redefinere vores opfattelse af, hvad luksus er.

Villa Copenhagen, som åbner i det gamle postcentral på Tietgensgade 39 i foråret 2020, har netop ansat en af Københavns mest eftertragtede kokke til at stå i spidsen for hotellets gastronomiske oplevelsesunivers. Tore Gustafsson har siden 2011 været køkkenchef i Kødbyens ældste og velrenommerede spisested Paté Paté. Nu skifter han Kødbyen ud, men bliver på Vesterbro, da han fra 1. juni er tiltrådt som Executive Chef på Villa Copenhagen.

Det skal være kontrastfyldt, bæredygtigt og smage godt, ellers kan det være lige meget…

Hvor kontraster mødes, på grænsen mellem det gamle, klassiske og elegante København og det moderne, skæve og rå Vesterbro, ligger Villa Copenhagen. Når Villa Copenhagen slår dørene op i foråret 2020, går kontrasterne igen, når gæsterne træder ind ad døren. Her forenes gammel, klassisk charme og Københavnsk kækhed helt naturligt i form af den historiske bygning og moderne indretning. At spise på Villa Copenhagen, hvad end det er i brasseriet, bageriet, morgenmadsrestauranten eller gårdhaven, bliver en oplevelse ind i en kulinarisk verden, der baserer sig på ansvarlighed, kvalitet og diversitet, fuldstændig i tråd med Villa Copenhagens værdier.

Gården

Det er netop en af årsagerne til, at Tore har sagt ja til jobbet som Executive Chef.

Som ambitiøs kok er muligheden for at forme det gastronomiske univers på et hotel som Villa Copenhagen et drømmejob. Her er ikke bare tale om én restaurant. Vi skal skabe en rød tråd, der forbinder alle spisestederne på hotellet, samtidig skal vi turde udfordre, dyrke kontrasterne og arbejde med respekt for råvarer, dyr og mennesker. Det er et ambitiøst projekt, men også vildt fedt at få lov til at bringe til live.

Lyder det fra Tore Gustafsson og fortsætter:

Det skal være kontrastfyldt, bæredygtigt og smage godt, når du spiser på Villa Copenhagen, ellers kan det være lige meget, og det vil det komme til.

Om det er i bageren, i brasseriet, over morgenmaden eller i gårdhaven, så er der taget stilling til, hvad der er på tallerkenen og i glasset. Med Tore ved det kulinariske ror vil der blive serveret bæredygtigt kød og fisk, der spises efter årstiden og råvarerne er økologiske og fairtrade certificerede, hvor det overhovedet er muligt, og ”palmeolie kommer aldrig inden for dørene i Villa Copenhagen, så der er ingen Nutella til gæsterne ved morgenbuffeten”, lyder det bestemt fra Tore.

Begejstringen over, at Tore Gustafsson har takket ja til jobbet, er da heller ikke til at skjule for Peter Høgh Pedersen, Managing Director i Villa Copenhagen, ”Villa Copenhagen skal være en destination i sig selv. Vi skal tiltrække både turister og lokale. For at gøre det, skal vi tilbyde unikke oplevelser af højeste niveau, der matcher den fortælling og de værdier, der ligger til grund for Villa Copenhagen. Tore er ikke blot en mesterlig kok, han er også af en sådan karakter, at han sætter medarbejdertrivsel og ordentlige råvarer overordentligt højt på dagsordenen. Derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at han er den helt rigtige person til at tegne vores gastronomiske univers”.

Om Tore Gustafsson

  • Født i Visby, Gotland 1966
  • Har arbejdet i Stockholm, Norge, London og som privat kok  i Spanien
  • Siden 2011 været køkkenchef på Paté Paté
Tore Gustavsson

Om Villa Copenhagen

Villa Copenhagen, beliggende i den gamle Centralpostbygning fra 1912, slår dørene op i foråret 2020. Med en moderne og nytænkende fortolkning af de traditionelle dyder indenfor luksus og service i hotelbranchen vil Villa Copenhagen redefinere den generelle opfattelse af, hvad et luksushotel er og byde indenfor til en anderledes oplevelse. Villa Copenhagen vil skabe en hybrid, der udspringer af hotellets 3 kerneværdier: contrast, conscious luxury og happiness. Specielt bæredygtig luksus stiller høje krav til måden, hvorpå service, drift og partnerskaber skal håndteres. Villa Copenhagen bliver mere end bare et luksuriøst sted for turister. Det skal være et vartegn for København og for københavnerne.

Villa Copenhagen er en del af Nordic Hotels & Resorts, som har hoteller i Sverige, Norge, Finland og Danmark. I alt består Nordic Hotels & Resorts af 29 enkeltstående og enestående hoteller samt en restaurant.

Se lidt flere billeder fra hotellet her:

Alle billederne er fra Villa Copenhagen (Nordic Hotels & Resorts)



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *