Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Mens Europas største hubs kæmper med kapacitetslofter, opstår der en ny dynamik i Europas luftfart. Spørgsmålet er, om Københavns Lufthavn står stærkere i de kommende år.
Luftfarten i Europa er ved at ændre sig og det kan skabe nye vindere. En af dem vi tror på er Københavns Lufthavn.
De klassiske knudepunkter i Europa er nemlig under pres.
- Amsterdam Schiphol er begrænset af politiske beslutninger trods den nylige dom.
- Frankfurt opererer tæt på maksimal kapacitet
- Paris CDG oplever stigende regulatorisk pres
Det betyder, at selvom efterspørgslen efter flyrejser vokser, kan de største hubs ikke nødvendigvis følge med. Det skaber et hul i markedet. Vinderen kan derfor nemt blive lufthavne med ledig kapacitet.
Det er lufthavne, der stadig har:
- Slots til rådighed
- Mulighed for ekspansion
- Fleksibilitet i drift
Det har en slags “blue ocean” og står i en markant stærkere position end tidligere.
Cluj er et godt eksempel. Lufthavnen i Rumænien er vokset fra 36.000 passagerer i 1996 til over 3,5 millioner i 2025. Det er netop fordi den har kunnet absorbere vækst, som andre steder ikke havde plads til.
Vi er i denne uge på besøg i Cluj til Aviation Event. Der får vi lejlighed til at lære endnu mere om den nuværende situation og hvor trenden peger hen.
Så hvor står København?
Det interessante spørgsmål er derfor ikke kun, hvem der vinder i Østeuropa.
Men er Københavns Lufthavn i virkeligheden bedre positioneret end mange af de store hubs? De har i hvert fald vist at 2025 var et vækstår og 2026 også tegner til at blive et godt år.
København har flere strukturelle fordele:
- Stadig relativt god kapacitet sammenlignet med eksempelvis Amsterdam
- En stærk geografisk placering i Norden
- En etableret hub-funktion med transfertrafik
- Infrastruktur, der kan skaleres yderligere
Hvis presset fortsætter på de største hubs, kan København i praksis blive et alternativ – ikke kun regionalt, men også i et bredere europæisk perspektiv. Vi tror netop på at Air France – KLM opkøbet af SAS vil betyde endnu flere ruter og kapacitet i Københavns Lufthavn (måske sekundært til de jyske lufthavne, som allerede har Air France – KLM ruter). Det giver helt klart mening og trenden er der.
Lavprisflyselskaber ændrer spillereglerne
En central pointe som den kommende Aviation-Event i Cluj viser, er at lavprisflyselskabernes rolle i denne udvikling. Selskaber som Wizz Air og andre søger aktivt mod lufthavne med ledig kapacitet og prioriterer fleksibilitet over traditionel hub-struktur.
De kigger hele tiden på at udvide deres point-to-point netværk. Dette kan både være en trussel og en mulighed for København. En mulighed, fordi den frie kapacitet tiltrækker trafik, men en udfordring, fordi trafikken ikke nødvendigvis følger den klassiske hub-model.
Konklusion: En mulighed – hvis den udnyttes
Konklusionen er at udviklingen peger på, at kapacitet i sig selv er blevet en strategisk ressource i luftfarten. Og i den kontekst kan Københavns Lufthavn stå stærkere end mange af de traditionelle hubs.
Men det er ikke en automatisk gevinst. Det kræver aktiv ruteudvikling og der er Københavns Lufthavn traditionel stærk og meget aktiv.
Konkurrencedygtige vilkår for flyselskaberne er også et must. Det kan være et af stederne som kan blive en hindring sammenlignet med andre lufthavne i nærheden. Men Københavns Lufthavn har brugt penge på at etablere et lavprissetup. Spørgsmålet er så om den har evnen til at agere hurtigt i et marked i forandring og de krav som især lavprisflyselskaberne kommer med. Er de ikke tilfredse, så flytter de deres fly og base til andre lufthavn. Det er netop noget vi så i Billund Lufthavn for ikke så lang tid siden, hvor den mistede halvdelen af trafikken hen over natten, da Ryanair droppede Billund.
Spørgsmålet er, om man formår at udnytte det vindue, der er ved at åbne sig i europæisk luftfart. Giv os din kommentar herunder.
Foto: Henrik Olsen






Skriv et svar