Anmeldelse: Classic Lounge, Moskva Sheremetyevo

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Classic Lounge i Moskvas Sheremetyevo lufthavn har det, en lounge skal have. Gode sidde- og arbejdsplader samt har et fint udvalg af traditionel russisk mad i buffeten. Den ligger i hjørnet af terminal F, tæt på indgangen til terminal E.

Siden min første tur til Rusland i 1996, har jeg med jævne mellemrum fløjet til og fra Sheremetyevo. Efter SAS nedlagde deres rute fra København til Moskva og Lufthansa Group flyttede til Domodedovo Airport, er jeg kommet færre gange i Sheremetyevo. Men denne gang fløj jeg med Czech Airlines – og det blev et meget behageligt gensyn med lufthavnen.

Der er bygget nye terminaler – og nu kan du tage lufthavnstoget fra Sheremetyevo til Bellorusky stationen, hvor du kan skifte til metroen. Så det er let at komme ind til byen uden at skulle tage en taxa, der både er dyr og ofte sidder fast i traffikken.

Lufthavnen blev her i 2019 opkaldt efter den russiske digter Alexander Pushkin, der levede fra 1799 til 1837. Pushkin anses af mange for den største russiske forfatter. Lufthavnens navneændring fremgår af store plakater, som jeg først lagde mærke til efter jeg var kommet igennem sikkerhedskontrollen.

Beliggenhed

Loungen ligger i terminal F. Skiltning fra du er kommet igennem sikkerhedskontrollen er OK – men der var da et par gange, jeg kom i tvivl om, jeg var gået for langt. Det var jeg så ikke – og efter en travetur gennem hele terminalen, nåede jeg frem til trappen op til loungen. Den ligger på 3. sal ved gate 44.

Indretning

Loungen ligger midt i terminalbygningen og har derfor ingen vinduer (heller ikke ovenlys / vinduer i loftet). Der er naturligvis stikkontakter i væggene og gulvet, så du kan oplade din PC, tablet og mobiltelefon. Wifi virker fint- jeg brugte det kun til e-mails, så jeg kan ikke kommenterer på muligheden for at kunne udføre mere krævende opgaver.

Loungen har plads til omkring 100 gæster og er delt i 3 områder:

  • Spise- og arbejdsområdet, hvor borde og stole har en behagelig højde, så du kan have din pc-er på bordet og fortsætte med dine rapporter. Du kan også tage et større måltid, hvor du spiser med kniv og gaffel.
  • Afslapningsområdet, hvor du sidder i bløde stole ved lave borde. Her kan du naturligvis nyde en snack fra buffeten og et glas fra den nye betalings bar.
  • TV-stuen med de klassisk stribede tapeter og mørke paneler i loftet. Her sidder du i chesterfield sofaer – og kan drømme dig hen til et ophold på en engelsk herregård.

Jeg kunne desværre ikke tage et foto fra spise- og arbejdsområdet, da der sad rigtig mange gæster ved bordene derinde. TV-stuen er vist på forside fotoet. Afslapningsområdet med et udvalg af engelsk- og russisksprogede aviser og den store reklame for loungens salg af kaviar fylder godt på væggen – og passer heller ikke rigtigt ind i stilen.

Afslapningsområdet, hvor du kan nyde en drink og snacks

Den varme og kolde buffet

Buffeten har et stort udvalg af kantinemad. Da jeg besøgte loungen kunne jeg vælge mellem 2 supper, en klar suppe med hønsekød og den traditionelle rødbedesuppe Borscht. Denne er rigtig sund. Foruden rødbeder er suppen også rig på hvidkål, gulerødder og oksekød.

Suppen står klar

En anden varm ret er kartofler og koteletter. Kartoflerne er drysset med friske krydderurter, som det er tradition i Rusland.

Udvalget i den kolde buffet er noget større. Den russiske Olivier salat (en lidt kæk beskrivelse: Italiensk salat med kartofler, æg og skinke), en kålsalat, forskellige oste og skiveskåret pålæg samt pirog (små kager lavet af tærtedej og fyldt med enten hvidkål eller hakket kød). Og naturligvis portionsbægre med yoghurt, der i Rusland også spises som dessert.

Det salte og det søde

Hvis du ikke lader dig friste af buffetens store udvalg, kan du nøjes med at tage en lille skål med salte nødder og chips, der kan nydes med en gratis øl, vand eller et glas vin. Men du kan naturligvis også vælge at købe lidt fra loungens bar. Denne er beskrevet nedenfor.

Har du valgt at fylde tallerkenen med nogle af de kolde og varme fristelser, kan måltidet afsluttes med en kop kaffe og et par af de mange kager, der opbevares i et køleskab. Formentlig for at sikre, at cremen holder sig frisk.

Baren er åben

En af loungens nyheder er baren, der har et stort udvalg af bobler, spiritus og specialøl. Jeg kom tilfældigvis forbi på åbningsdagen – og var dermed en af de første kunder (måske endda den helt første). Betjeningen var venlig og serviceminded. Du får den fulde oversigt over varerne på hylderne i drinkskortet, hvor priserne også fremgår. Jeg betalte med mit SASEuroBonusMastercard – og kan bekræfte at kortterminalen virker.

Loungen har naturligvis også et gratis alternativ til den bemandede bar: Gratis vand, øl og vin, som du selv henter i loungens køleskab eller på bordet ved buffeten. Her kan du også få en kop kaffe eller te.

Gaven til at tage med hjem

Naturligvis lader loungen dig ikke i stikken, hvis du har brug for at tage en lille gave med hjem. Køleskabet med sort og rød kaviar har nogle forslag, hvis du vil overraske med lidt godt til en hyggelig aften. Køleskabet har den ægte vare til priser, der vil give dig godt med EuroBonus point, hvis du betaler med dit MasterCard. Den ægte sorte kaviar fra støren er godt repræsenteret. De helt små glas fås til omkring 1.500 kroner, mens de større portion kan købes for omkring 7.000 kroner. Hvis du vil flotte dig, er du vel også nødt til at købe en passende flaske bobler i en af lufthavnens andre butikker, så delikatessen rigtigt kan nydes, når du kommer hjem.

Adgang

Rejsende på Business Class med en række flyselskaber i Sky Team får udleveret adgangskort ved check-in. Det gælder bl.a. for Aeroflot, Czech Airlines og nogle asiatiske selskaber. Desuden har man adgang med Diners Club og Priority Pass. Endelig kan man købe adgang enten ved at forudbestille eller ved at betale i døren. Prisen er 3500 rubler (omkring 350 kroner) for 3 timer. Man kan blive længere tid, hvis man betaler 1100 rubler for hver time. Børn mellem 2 og 12 kan komme ind for halv pris.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Trackbacks & Pingbacks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *