Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Sidste stop på min Hawaii-rundrejse var Oahu, hvor jeg boede på det nyrenoverede The Surfjack Hotel & Swim Club 10 minutters gang fra pulserende Waikiki Beach.
Det trendy lille hotel er blevet total renoveret for cirka halvandet år siden og fremstår derfor helt nyt og lækkert. Som bonus information kan det nævnes, at det kendte rejsemagasin Travel+Leisure for nylig har haft hotellet på deres liste over de 44 bedste nye hoteller i verden.
Waikiki-området er der hvor langt de fleste turister bor når de besøger Oahu. Kommer du fra en af de andre øer, kan Waikiki ved første øjekast være en voldsom oplevelse. Her er fart på fra morgen til aften! Og her er rigtig mange hoteller, butikker, restauranter, barer og cafeer.
I afmålte doser er Waikiki dog en fin oplevelse. Slutter din Hawaii-rejse her, er det oplagt sted at få klaret den sidste shopping. Og så er der et eller andet ved Waikiki Beach. Det er en oplevelse, at se hvordan både lokale og tilrejsende, samles her fra morgen til aften for at surfe og slikke sol.
Beliggenhed
Surfjack Hotel & Swimclub ligger lidt tilbagetrukket i forhold til alt livet ved Waikiki Beach. Det gør ikke så meget, der er alligevel masser af restauranter, barer og butikker i nabolaget og den berømte strand er blot 10 minutters gang væk.
Check-in
Jeg ankom til hotellet sidst på eftermiddagen, lidt træt efter en lang (rejse)dag, men det hjælper altid når man bydes velkommen med et kæmpe smil, fulgt op af et Aloha!
Receptionen er reelt et stort skrivebord ved indgangen til hotellet. Området er åbent og glider sammen med hotellets kaffebar, loungeområde, pool og restaurant. Det fungere meget godt og man føler sig velkommen og får lyst til at fortsætte ind og udforske hotellet.
Den unge fyr der tjekkede mig ind, var høflig og rolig og tog sig god tid til, at forklare om hotellets faciliteter og koncept.
Mit værelse
Jeg fik fornøjelsen af, at prøve en af hotellets 1 Bedroom Suites som er på knap 45kvm og kan rumme op til 4 voksne. Til rådighed havde jeg derfor et soveværelse, en stue og et badeværelse.
Hotellet råder også over One Room Bungalows, som blot er en fin måde at sige “standard værelse” på. Disse værelser er på ca. 26kvm og kan også tage fire voksne.
Rejser I flere sammen findes der både 2 & 3 Bedroom Suites som kan rumme henholdsvis seks og otte personer.
Overordnet set var jeg virkelig tilfreds med min suite. Designet er afslappet og smagfuldt, med brug af lyse farver og lyst træ og jeg havde masser plads. Selv badeværelset var stort!
Badeværelset
Det rummelige badeværelser har en almindelig dør ud til stuen og en skydedør ind til soveværelset.
Ud over en vask med rigelig aflægger plads, stort spejl og et toilet, har du en meget stor bruseniche til rådighed.
Faciliteter
I det åbne lobby område i stueetagen findes, ud over receptionen, også en bar / restaurant, som servere lækre cocktails og maden er også absolut godkendt.
Lige overfor receptionen, ud mod gaden, findes en hyggelig lille kaffebar / butik ved navn Olive & Oliver. Kaffen er virkelig god!
Midt i det hele er der en lille pool (se også billedet øverst i denne artikel), hvor der i weekenderne enten stå ren DJ og spiller lounge musik, eller en lokal kunster står ovre ved restauranten og spiller live.
Foran hotellet står to cykler, som gæster frit kan benytte.
Ligesom mange andre hoteller i USA, opkræver The Surfjack Hotel & Swim Club også et resort fee. Du får dog noget for gebyret på $25 per værelse per nat: Bl.a. gratis (og stabil) WIFI, poolhåndklæder, gratis kaffe om morgenen, lokale snacks i minibaren, to vandflasker på værelset dagligt samt en kredit på $10 til brug i hotellets restaurant.
Serviceniveau
Alle jeg talte med på hotellet virkede oprigtigt glade for at arbejde der. Det skaber en god stemning og som gæst føler man sig godt tilpas. Alle spørgsmål blev besvaret med et smil og de ansatte var ivrige efter at hjælpe.
Skriv et svar