Brug EuroBonus point på gavekort til hoteller og restauranter

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Så er EuroBonus ude med en nyhed. Nu kan du bruge dine point på gavekort til hoteller og restauranter. Det er positivt, at EuroBonus produktudvikler. Men gavekortet er dyrt i point.

EuroBonus har sendt en mail ud til medlemmerne. Nu kan du bruge dine point på gavekort til restauranter og hoteller. Det har jeg ikke set før, så jeg går ud fra at det er en nyhed. Men det er da også muligt, at jeg har været uopmærksom.

Gavekortet til restauranter og hoteller gælder til 36 restauranter og 7 hoteller i Danmark. De fleste restauranter ligger dog i København, mens hotellerne er pænt fordelt i hele Danmark. 6 af hotellerne er med i sammenslutningen Danske Slotshoteller.

Gavekortet kan eksempelvis bruges på Hvedholm Slotshotel. Foto: © Kmilling

Skal du bruge dine EuroBonus point på et gavekort?

Gavekortet på 200 koster 5430 point. Det betyder, at dine point er 3,68 øre værd, hvilket er under halvdelen af den værdi vi normalt sætter EuroBonus point til her på InsideFlyer. Det er naturligvis bedre at købe et dyrt gavekort end lade pointene udløbe. Og har du så få point på din konto, at du har svært ved at få en ordentlig flybillet, er gavekortet også bedre end ingenting. Men ellers kan det være svært at finde gode argument for at smide de hårdt optjente point efter gavekortene.

Du kan naturligvis også vælge at købe gavekortet med dit kreditkort. Her er prisen 195 kroner, så du får en lille rabat, når du køber gavekortet gennem EuroBonus shop.

Gavekortet udstedes af firmaet Restaurantguiden og gælder i 12 måneder. Dermed har gavekortet en kortere gyldighedsperiode end mange andre gavekort, vi ser i Danmark. Men det er måske ikke det store problem, for vi køber næppe gavekort til at lægge i skrivebordets skuffe. Gavekortet skal bruges, så vi hurtigt får glæde af det.

EuroBonus sælger også gavekort til biografbesøg samt entre og turpas til Tivoli i København. Du finder alle gavekortene her. Da flere andre fordelsprogrammer har rabatter på entre til Tivoli, må du selv vurdere, hvordan du kommer billigst ind i forlystelseshaven.

Lige nu kan du højst købe for 30.000 EuroBonus point hver måned i SAS EuroBonus shop. Dermed er den øvre grænse sat op i forhold til april, hvor det maksimale køb var 5.000 point hver måned.

Forsidefoto: Gavekortet kan bl.a. bruges på Krogs Fiskerestaurant. Foto: Marco Zanferrari, flickr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *