Buenos Aires. Den livlige argentinske hovedstad

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Buenos Aires er hovedstaden i Argentina og er en spændende destination. Min jordomrejse havde nu ført mig til byen med fodbold, tango og empanadas.

Dette rejsebrev fra Buenos Aires er det fjerde fra min jordomrejse. Du kan læse de andre breve her: del 1 – planlægning af rejsen, del 2 – Spanien og Chile og del 3 – Patagonien.

Buenos Aires (7. uge)

Fra Ushuaia til Buenos Aires med Aerolíneas Argentinas

Efter at have tilbragt en uge i Ushuaia gik turen nordpå til Buenos Aires. En tur på cirka 3.000 kilometer, der ville tage 35 timer at køre. Det er dog muligt at tilbagelægge turen på cirka tre timer med fly. I modsætning til ruten El Calafate-Ushuaia er der mere end en operatør på ruten, og prisen er derfor også noget lavere på trods af længere distance.

Jeg havde endnu engang valgt at flyve med Aerolineas Argentinas, der har flere daglige afgange med både Boeing 737-800 og Airbus A330-200. Herudover er det muligt at flyve med lavprisselskaberne Flybondi og JetSmart Argentina (der i 2019 købte Norwegian Air Argentina).

Jeg var med på afgangen AR1897 der flyver til den største af de to Buenos Aires lufthavne “Ministro Pistarini/Ezeiza (EZE)”. Dette fortrød jeg hurtigt efter landing, da det gik op for mig at lufthavnen ikke er forbundet til metrosystemet. Jeg endte derfor med at tage en bus to timer til mit hostel. Det lykkedes dog og kostede mig knap to kroner (ja 2,00 DKK!).

Bus er dog ikke en mulighed generelt for turister, da offentlig transport i Buenos Aires kræver et SUBE card. De var i restordre og så vidt jeg ved kan de ikke købes i lufthavnen. Jeg var dog så heldig at to andre danskere jeg havde mødt i Santiago de Chile havde givet mig deres.

Byvandring og genforening med min danske ven

Den første dag gik jeg en lille tur fra mit hostel til Plaza de Mayo, hvor præsidentkontoret ligger. Der flages når præsidenten er til stede, men intet flag var oppe denne dag.

Herefter gik jeg til det eksklusive område Puerto Madero. Området er en stor kontrast til resten af byen og ligner til forveksling downtown Miami, som det også kaldes af de lokale jeg mødte.

Jeg fortsatte herefter til et naturreservat, der ligger bag Puerto Madero. En hyggelig gåtur inden jeg vendte tilbage til mit hostel. Her fandt jeg ud af, at der boede mange nordmænd og danskere. Det er altid sjovt at møde landsmænd i et andet land, og høre hvad deres historier er.

Udsigt fra naturreservatet i Buenos Aires

Senere på dagen mødtes jeg med min ven Tobias, der var på en grupperejse i Sydamerika. Vi har rejst sammen flere gange blandt andet til Frankrig, Egypten, Jordan, Azorerne og nu også Argentina.

Da jeg rejser på egen hånd havde jeg planlagt min jordomrejse, så vi ville have nogle overlappende dag i Buenos Aires. Her koblede jeg mig på deres gruppe og fulgte deres aktiviteter.

Tangoshow og endnu en byvandring

På denne dag havde jeg betalt cirka 50 DKK for at komme med på deres byvandring i Buenos Aires. Jeg blev derfor en smule irriteret, da hostelpersonalet tog os med hen til en “Free Walking Tour”. Havde jeg lige betalt for at blive fulgt herhen? Turen var dog fin, og vi fik set de vigtigste højdepunkter i de centrale bydele.

Herefter jeg hjalp jeg gruppen med at få hævet penge i Western Union, så de kunne få en højere købekraft. Du kan læse min guide til dette her. Herefter havde vi et par timer til frokost og shopping inden vi mødtes igen til et tango show.

På grund af den høje inflation og mangel på høje sedler kan det at hæve penge være en komisk oplevelse

Inden showet havde vi fået empanadas og vin (ad libitum). Jeg er dog vegetar og måtte nøjes med to tomat- og mozarellaspyd. Argentina er nok et af de lande jeg har besøgt, som er mest glad for kød. Showet var dog underholdene og vi fik drukket nogle glas vin.

Cykeltur og fodboldkamp

Efter en god nats søvn mødte jeg op på min vens hostel igen. Hans gruppe skulle på en guidet cykeltur, som jeg havde tilmeldt mig også. Vi havde en god tur på nogle timer og fik set obelisken, fodbold-bydelen Boca samt det farverige område Caminito (på dansk; lille vej).

Senere på dagen skulle Argentina spille mod Panama – den første kamp siden sejren i VM-finalen. Jeg er ikke selv fodboldinteresseret, og havde derfor ikke forsøgt at få billet. Min ven og hans gruppe havde dog været meget heldige og fået billetter. En enkelt havde dog ikke haft succes, og vi så derfor kampen sammen fra en lokal bar.

Mindedag for sandhed og retfærdighed (24. marts)

24. marts er en vigtig dag i Argentina og kaldes for “Mindedag for sandhed og retfærdighed”. På dagen mindes ofrene for kuppet i 1976. Det var svært at gå nogle steder i gaderne, og som turist var det en smule svært af forstå stemningen.

På den ene side var der fest og musik i gaderne. Samtidig var der billeder af ofre, og en underliggende politisk spænding. Da jeg af sikkerhedsmæssige årsager holder mig fra demonstrationer, når jeg rejser, valgte jeg at bruge det meste af eftermiddagen på mit hostelværelse.

Det var desværre også blevet tid til at sige farvel til min ven Tobias, der skulle rejse til El Calafate i Patagonien, hvor jeg netop havde været. Jeg gav ham derfor mine bedste tips til en god rejse og ønskede ham en god tur.

Fra Buenos Aires til Santiago de Chile med KLM

Efter et par timers søvn steg jeg på en Uber til lufthavnen. Jeg havde valgt at flyve tilbage til Santiago de Chile fremfor køre i bus, da det forkorter transporttiden markant. Med mere tid havde det dog været oplagt at tage et stop i Mendoza, der ligger på vejen fra Buenos Aires.

Der er stor konkurrence på ruten Buenos Aires-Santiago de Chile, der opereres af Areolíneas Argentinas, JetSmart Argentina, JetSmart Chile, LATAM Chile og Sky Airline. Herudover flyver KLM også på en såkaldt fifth-freedom rute fra Amsterdam til Santiago de Chile via Buenos Aires. Det er muligt at købe billet til den sidste del, og det var netop det jeg havde gjort.

Afrejse fra Santiago de Chile

I Santiago de Chile boede jeg igen ved min vens familie. Her havde jeg to overnatninger. Jeg brugte tiden på at få pakket om og trænet lidt af mit spanske igen.

Den 27. marts skulle jeg sent om aften med et fly fra Delta Air Lines til Atlanta. Jeg opdagede dog tilfældigvis at flyet var aflyst. Dette havde jeg ikke fået nogen besked om. Jeg kunne dog frit ombooke mellem en masse forskellige afgange med både Delta og LATAM.

Jeg valgte en flyvning til New York-JFK med LATAM, der afgik på cirka samme tidspunkt som min oprindelige afgang. Min vens familie kørte mig til lufthavnen som planlagt, og jeg fik sagt farvel til dem og takket dem for at være så gæstfrie. Flyet afgik som planlagt, og jeg fik sovet en del timer inden landing i JFK klar til to ugers rejse i USA.

Alt i alt havde jeg en rigtig god tur til Sydamerika med mange store oplevelser, og det er klart en verdensdel jeg gerne vil vende tilbage til og opleve mere af en dag, måske på en anden jordomrejse.

Budget og forbrug

I den 7. uge brugte jeg 2.489 DKK. Jeg har nu i alt brugt 22.785 DKK eller 447 DKK per dag. Det er lavere end mit budget på 26.750 DKK eller 525 DKK per dag.

Argentina har især været billigere end jeg havde regnet med, da jeg har gjort brug af flere (lovlige) metoder til at næsten fordoble min købekraft. Hvis du gerne vil vide hvordan jeg gjorde dette kan du læse min guide, der forklarer metoden.

Næste afsnit

Efter ankomst til New York går min jordomrejse videre til San Francisco. Transfer I JFK-lufthaven gik dog ikke helt så nemt som jeg havde regnet med. Læs med i næste afsnit for at høre hvordan det forløb. Du kan følge min rejse her på InsideFlyer.dk og på min Instagram @Magnuslonfeldt.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *