Bye Bye, DAT MD-83 “Mad Dog”

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Begejstring, højt humør og en smule vemod. Det var følelserne, da knap 150 passagerer satte sig til rette i sæderne på OY-RUE, Europas sidste MD-83’er, på dens ”Farewell Flight”.

Gå igennem en international lufthavn og man hører et mylder af sprog. Det samme kunne man sige om DATs flight DX1 i går – den spektakulære afskedsflyvning for Europas sidste McDonnel-Douglas MD-83, OY-RUE, organiseret af DAT i samarbejde med InsideFlyer.

Nyheden om denne særlige rundflyvning er gået over hele verden som en løbeild, og flyentusiaster fra en række lande, både i Europa og Amerika, var rejst til Danmark for at opleve denne enestående begivenhed.

Turen var den mest trackede flyvning i verden på FlightRadar. Kilde: FlightRadar

Praktisk taget alle pladser var solgt, men ligeså vigtigt: Ikke mindre end godt 32.000 fly-interesserede fulgte flyvningen via internettet på FlightRadar24.com.

I kabinen er Charlotte Friis Fischer og Søren Munch i gang med at forberede gaveposer til passagererne inden boarding. Foto: BongoPlanes

Jeg kommer fra Brasilien, men bor i Italien. Jeg fløj hertil i går fra Bologna. Jeg har aldrig fløjet i en MD-83. Denne flytype var ikke særlig udbredt i Sydamerika, så det er måske den sidste chance, jeg får i mit liv!

João Machado fra Brasilien.

sagde João Machado, som var rejst til København for at deltage i turen. Også tyske Timo Oelker havde fundet vejen til København fra München:

Min første DC-9 flyvning var med Swissair fra Zürich til Tripoli.

Timo Oelker, Tyskland.

Bjørn Mikkelsen fra Ringsted:

Jeg har fløjet utroligt mange gange fra København til Stockholm og til München med DC-9 og MD-fly, så med denne flyvning er det som at være hjemme igen! Jeg er så glad for, at jeg meldte mig til denne flyvning.

Brian Mikkelsen fra Ringsted.

Rick Fleuren stemmer i:

Min ven og jeg arbejder i Amsterdams Schiphol lufthavn. Vi har både en svaghed for flyvning og jeg elsker gamle fly. Så vi tog bilen og kørte de 12 timer med 1 1/2 times søvn for at være med på denne flyvning.

Rick Fleuren fra Amsterdam.

Stemningen var spændt, da passagererne mødtes ved gate B9 i Kastrup lufthavn. Allerede her var det klart, at dette ikke var en helt almindelig flyvning.

Arrangøren Henrik Olsen annoncerer vinderne af lotteriet ombord på flyet. Foto: BongoPlanes

Man kunne købe lodder til et lotteri under flyvningen og de mest eftertragtede sæder, såsom pladserne ved nødudgangen, blev udbudt i auktion, med det indsamlede beløb doneret til Røde Kors.

Der var trængsel ved Gate B9 før afskedsflyvningen. Foto: BongoPlanes

Passagerene blev tilmed mødt ved gaten af DAT-chef Jesper Rungholm personligt, som også gennemførte flyvningen i det venstre cockpitsæde.

DAT-chef Jesper Rungholm tog personligt imod de mange passagerer ved gaten. Foto: BongoPlanes

Klokken 14:00 startede så push-back og en 1 ½ times flyvning over Sjælland, Fyn og det østlige Jylland. Rungholm og hans co-pilot, luftkaptajn Klaus Møller, havde lagt sig fast på en rute, der på FlightRadar tegnede et stort MD over Danmark.

De hårde drej og krængninger gik ikke ubemærket hen over passagererne, der derved fik sig en ekstra oplevelse. Som Jesper Rungholm sagde:

Vi har ikke trænet det her og da vi samtidig har en hel del vind i denne højde, så vi håber det går.

Ruten var blandt andet et stort “MD” over Danmark. Kilde: FlightRadar

Og mon ikke FlightRadar billedet bekræfter Rungholm og Møllers flyver-evner. Undervejs fortalte Rungholm historier fra OY-RUEs bemærkelsesværdige indsats i DAT, fra VIP-flyvninger med det danske fodboldlandshold, verdensturnéen i 2013/14 på vegne af sponsor Coca Cola og FIFA som optakt til verdensmesterskaberne i fodbold, til mere barske flyvninger til Afghanistan med danske soldater – til Kabul og til Helmand.

Jeg var nødt til at få en billet til denne tur. Som soldat havde jeg tre udsendelser til Afghanistan mellem 2010 og 2012 og alle mine flyvninger til og fra landet var med DAT. Efter seks måneder i ørkenen var det fantastisk at komme ombord på DAT-flyet, at tale med andre danskere og igen smage rugbrød og frikadeller. Jeg må indrømme, at da jeg hørte Jesper Rungholm tale om Afghanistan-flyvningerne, kneb jeg en lille tåre. At være ombord i dag er en ”trip down memory lane” for mig.

Rasmus Østergaard fra Viborg.
Charlotte Friis Fischer og hendes to kolleger tog sig af passagerernes ve og vel. Foto: BongoPlanes

Imens tog en veloplagt kabinebesætning bestående af Charlotte Friis Fischer, Lene Færch og Søren Munch sig af passagererne – med en engels tålmodighed når midtergangen igen og igen var blokeret af glade entusiaster med kameraer på vej til og fra cockpittet.

At arbejde på MD-83  er helt anderledes end at arbejde på en ATR eller en Airbus. Dette fly er i sin helt egen klasse. Det er Dronningen, som vi siger. I DAT har vi brugt MD-83’eren til ad-hoc flyvninger. Det er ganske specielt og det er bare en lille gruppe, der flyver med denne maskine.

Charlotte Friis Fischer, Stewardesse fra DAT på flyvningen

Flyvningen sluttede på værdig vis med et low-pass over Roskilde og Kastrup lufthavne og en vandmodtagelse efter landingen kl. 15:35 på Kastrups bane 22L.

Efter flyvningen – besætningen på MD-83’erens ikoniske hæktrappe. Foto: BongoPlanes

Som en sidste ”goodie” forlod alle flyet gennem hæktrappen mellem motorerne – især for de yngre passagerer en helt speciel oplevelse.

Tilbage på jorden – men på 10. sal: After Flight festen i Comfort Inn’s Sky Bar gav god mulighed for en passende afslutning på en spændende dag. Foto: BongoPlanes

Mange af passagererne fortsatte sammenkomsten ved InsideFlyer’s after-flight party i det nyåbnede lufthavnshotel Comfort Inns sky-bar på 10. Etage – tid til en øl, en snack, et kig i DAT-gaveposen og en god luftfartssnak, ofte mellem folk, der måske havde mødt hinanden for første gang på denne flyvning. Luftfart forbinder, siger man. Steder og mennesker. DATs MD-83 farewell flight dannede rammen om et helt specielt broderskab på tværs af køn, alder, geografisk oprindelse og alle mulige andre forhold. Jo, luftfart forbinder.

Flere billeder fra turen herunder:

Alle billeder er taget af BongoPlanes – Vi takker for hjælpen på turen 🙂



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *