Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
EU-Rådet vedtog i dag en henstilling om en koordineret tilgang til restriktioner for den frie bevægelighed som reaktion på covid-19-pandemien. Formålet med henstillingen er at undgå fragmentering og forstyrrelser og øge gennemsigtigheden og forudsigeligheden for borgere og virksomheder.
Covid-19-pandemien har grebet forstyrrende ind i vores dagligdag på mange måder. Rejserestriktioner har gjort det vanskeligt for nogle af vores borgere at komme på arbejde, tage til universitet eller besøge deres nærmeste. Det er vores fælles pligt at sikre koordinering af alle foranstaltninger, der berører den frie bevægelighed, og give vores borgere alle de oplysninger, som de har brug for, når de skal træffe beslutninger om deres rejseaktiviteter.Michael Roth, Tysklands viceminister for europaanliggender
Alle foranstaltninger, som begrænser den frie bevægelighed for at beskytte folkesundheden, skal være forholdsmæssige og ikke-diskriminerende og skal ophæves, så snart den epidemiologiske situation gør det muligt.
Fælles kriterier og kortlægning
Medlemsstaterne skal hver uge forsyne det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) med de tilgængelige data om følgende kriterier:
- antal nye bekræftede tilfælde pr. 100 000 indbyggere i de seneste 14 dage
- antal test pr. 100 000 indbyggere, som er foretaget den seneste uge (testfrekvens)
- procentdelen af positive resultater af test, der er foretaget den seneste uge (andelen, som tester positivt for covid-19)
ECDC bør på grundlag af disse data offentliggøre et ugentligt kort over EU-medlemsstater opdelt på regioner, som kan støtte medlemsstaterne i deres beslutningstagning. Områderne bør markeres med følgende farver:
- grøn, hvis antallet af bekræftede tilfælde over 14 dage er under 25, og andelen, som tester positivt, er under 4 %
- orange, hvis antallet af bekræftede tilfælde over 14 dage er under 50, men andelen, som tester positivt, er 4 % eller derover, eller hvis antallet af bekræftede tilfælde over 14 dage er mellem 25 og 150, og andelen, som tester positivt, er under 4 %
- rød, hvis antallet af bekræftede tilfælde over 14 dage er 50 eller derover, og andelen, som tester positivt, er 4 % eller derover, eller hvis antallet af bekræftede tilfælde over 14 dage er over 150
- grå, hvis der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger, eller hvis testfrekvensen er mindre end 300
Restriktioner for den frie bevægelighed
Medlemsstaterne bør ikke begrænse den frie bevægelighed for personer, der rejser til eller fra grønne områder.
Hvis medlemsstaterne overvejer at indføre restriktioner, bør de tage hensyn til forskellene i den epidemiologiske situation mellem orange og røde områder og reagere på en forholdsmæssig måde. De bør også tage hensyn til den epidemiologiske situation på deres eget område.
Medlemsstaterne bør principielt ikke nægte tilrejsende fra andre medlemsstater indrejse. Medlemsstater, der finder det nødvendigt at indføre restriktioner, kan kræve, at tilrejsende fra andre områder end de grønne skal:
- gå i karantæne
- tage en test efter ankomst
Medlemsstaterne kan tilbyde mulighed for at erstatte denne test med en test taget før ankomst.
Medlemsstaterne kan også kræve, at personer, der indrejser på deres område, udfylder en kontaktopsporingsformular. Der bør udarbejdes en fælles europæisk kontaktopsporingsformular til eventuel fælles brug.
Koordinering og information til offentligheden
En medlemsstat, som har til hensigt at indføre restriktioner, bør først underrette den berørte medlemsstat, forud for ikrafttrædelsen, samt de øvrige medlemsstater og Kommissionen. Underretningen bør så vidt muligt ske 48 timer i forvejen.
Medlemsstaterne bør også give offentligheden klare, fyldestgørende og rettidige oplysninger om eventuelle restriktioner og krav. Som hovedregel bør disse oplysninger offentliggøres 24 timer, inden foranstaltningerne træder i kraft.
Baggrundsinformation
Det er fortsat medlemsstaternes ansvar at beslutte, om der skal indføres restriktioner for den frie bevægelighed for at beskytte folkesundheden. Koordinering på området er imidlertid afgørende. Siden marts 2020 har Kommissionen vedtaget en række retningslinjer og meddelelser med henblik på at støtte medlemsstaternes koordineringsindsats og sikre den frie bevægelighed inden for EU. Spørgsmålet er også blevet drøftet i Rådet.
4. september fremsatte Kommissionen et forslag til Rådets henstilling om en koordineret tilgang til restriktioner for den frie bevægelighed.
Rådets henstilling er ikke et juridisk bindende instrument. Medlemsstaternes myndigheder har fortsat ansvaret for at gennemføre henstillingens indhold.
Forsidefoto: Jumpstory
Skriv et svar