Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Efter at SAS for lidt tid siden meldte ud at de oprettede to nye driftselskaber ved navn SAS Link og SAS Connect, har der været uro blandt de ansatte. Vi har blandt andet set en demostration i SAS hovedkontoret, hvor medarbejderne viste deres utilfredshed.
Utilfredsheden skyldes at SAS med de to nye driftselskaber, har lavet en struktur der gør at mange medarbejdere ikke komme tilbage til deres gamle job, da dette nu er flyttet ud i de enten SAS Link eller SAS Connect.
De skal på lige vilkår ansøge om at blive ansat og i mange tlfælde skal de selv betale for en omskoling for at flyve med de nye flytyper.
Læs mere: SAS opretter SAS Link og SAS Connect
Den nye CEO i SAS, Anko van der Werff, har sat en stram deadline på hvornår han skal have en aftale på plads med fagforeningerne. Det skal ske inden for 3 måneder. Han udtaler også at (via Reuters):
Vi kommer ikke til at tjene penge i 2022 og vi vil have udfordringer ind i 2023 også. Derfor vil pandemien have en påvirkning på os i mindst 3 år. Dette viser hvorfor det er vigtigt at vi forandre vores setup.
Anko van der Werff, CEO i SAS
Se nogle af billederne, hvor SAS medarbejdere har lavet en stille demostration mod SAS ledelsen:
Reaktionerne fra fagforeningerne
Fagforeningerne har heller ikke været tilfredse og dog har de danske fagforeninger ikke gjort meget væsen af sig indtil nu. Dette ændrer sig dog i dag, hvor syv danske fagforeninger skriver et åbent brev til Statsministeren, Finansministeren og Beskæftigelsesministeren om situationen. Læs det her i sin fulde længde:
Kære statsminister, finansminister og beskæftigelsesminister,
Vi skriver til jer med en bøn om, at I tager et mere aktivt ejerskab i SAS. Vores allesammens flyselskab presser sine ansatte på en måde, som ikke kan være et statsejet selskab værdigt. Derfor ser vi os nødsagede til at rette henvendelse til jer som de ansvarlige ejere.
SAS har i årtier haft et stærkt fokus på at reducere omkostninger. Vores ærinde er ikke og bliver aldrig at udhule SAS med høje lønkrav. Derfor har vi altid involveret os konstruktivt i forhandlingerne med SAS, fordi vi holder af selskabet, og fordi vi anerkender behovet for at fokusere på omkostninger i en konkurrenceudsat branche.
Desværre har et årelangt fokus på omkostningsreduktioner medført, at blikket på organisationen og de mennesker, den udgøres af, er blevet for snævert. Ingen har haft blik for de negative konsekvenser, som SAS’ fragmentering af selskabet over en årrække har betydet. Ingen har haft blik for den løbende udhuling af arbejdsvilkårene for vores kolleger. Og ingen har haft blik for, hvordan SAS finder på stadigt mere kreative virksomhedskonstruktioner, som udnyttes til at presse vores kolleger
på alle niveauer i organisationen.Ingen har med andre ord haft blik for de menneskelige og værdimæssige omkostninger undervejs, hvor vi ansatte er reduceret fra mennesker af kød og blod til tal i Excel-arket. Det er institutionaliseringen af denne opførsel over for de ansatte, som bekymrer os.
Det bekymrer os, da vi kan se, hvordan det påvirker vores kolleger negativt både psykisk og mentalt. Arbejdsmiljøet og trivslen i hele Danmarks flyselskab er på et historisk lavpunkt, hvor selv mennesker, der har arbejdet i SAS hele livet, kapitulerer. Er det anstændigt? Kan SAS være det bekendt?
Uanstændig er SAS-ledelsen i hvert fald, når den nu – som vi har oplevet så mange gange før – går i pressen og indkalder til forhandlinger. Med de sædvanlige dommedagsprofetier og en tango-invitation forsøger SAS at kontrollere fortællingen og legitimere sin opførsel. Tykkere spin og mere
kynisk forhandlingstaktik skal man lede længe efter.I et statsejet selskab er udviklingen altid en konsekvens af politiske valg – eller manglen på samme – og vi må kunne tale om, hvorvidt et statsejet selskab er etisk og moralsk forpligtet udover det, man kan forvente af andre aktører på markedet.
Denne debat vil vi gerne være en del af som en legitim og relevant sparringspartner. Derfor står vi til jeres rådighed, så vi sammen kan bringe SAS tilbage til at være det danske hæderkronede flagskib, som engang gjorde alle danskere stolte.
Med venlig hilsen
Carsten Bardrup Nielsen, Klub 537 Dansk Metal
Christa Ceré, Cabin Attendants Union
Henrik Meiner, HK Luftfart SAS
Henrik Thyregod, Dansk Pilot Forening
Kurt Henriksen, Flyarbejdernes Klub
Kim John Christiansen, 3F Cargo
Bo Larsen, Ekspeditionsarbejdernes Klub
Der vil i dag den 4. november kl. 11.00 være en markering foran Christiansborg, hvor alle syv foreninger vil være repræsenteret. Der vil blive holdt en tale og vi er sikre på at dette også vil komme på de store nyhedskanaler i løbet af i dag.
Skriv et svar