Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
De Baleariske Øer er et lille ferieparadis ved Spaniens østlige kyst. De fire øer, Mallorca, Menorca, Formentera og Ibiza, byder på alt lige fra store kulinariske oplevelser til nogle af Europas smukkeste strande – læs med her for at få inspiration til den næste tur.
Fra kulørte drinks i byen til storslåede naturoplevelser på Ibiza.
Ibiza er især kendt for sit pulserende festliv, men øen rummer meget andet end det. Mens festen mest foregår på øens nordside, er det virkelig værd at leje en bil for at køre lidt ud og opleve det smukke landskab på nærmeste hold.
Du skal ikke køre langt for at opleve Ibiza i et helt nyt lys. Når man sætter kursen mod øens lidt mindre turistede egne, vil man blive modtaget af frodige, grønne bakker, tyk fyrskov og cikadesang, der pryder landskabet.
Hvis man vil opleve en autentisk og lokal stemning, kan man lægge vejen forbi Santa Gertrudis, en lille, livlig by nær øens midte. I byen Las Dalias, kan man lave en god handel på det lokale marked, hvor man blandt andet kan købe håndlavet kunst.
For lidt luftforandring kan man blandt andet besøge øens højeste punkt, Sa Talaia, der strækker sig 475 meter over havets overflade. Fra bjergtoppen får man en flot udsigt over øen og blåt hav, så langt øjet rækker.
Læg også gerne vejen forbi Es Vedra, en lille kalkstensø ude for Ibizas sydvestlige kyst. Ifølge gammel overtro er Es Vedra et af verdens mest magnetiske steder – fordi det efter sigende skulle være den eneste synlige spids af den forsvundne by Atlantis.
Formentera – et cykelparadis med fantastiske strande
Formentera er uden sammenligning den mindste af De Baleariske Øer – men på trods af den lille størrelse gemmer der sig alligevel store ferieoplevelser her.
Størrelsesmæssigt kan øen sammenlignes med Ærø. Den lille størrelse og smukke natur gør øen oplagt at udforske enten til fods eller på cykel. Et stort, grønt stisystem krydser øen på kryds og tværs. Her forbindes små, søvnige landsbyer med klitterræn, grønne vinmarker og gyldne hvedebeplantninger.
Hvis man vælger Pla de Mola, en af øens mest populære ruter, kan man nyde en tur, der både fører forbi fyrtårnet Faro de la Mola, Iglesia del Piar-kirken samt et populært håndværksmarked. Man kan også tage en tur op i et af øens fire vagttårne for at nyde en skøn brise og uforglemmelig udsigt over terrænet.
Nyd gerne en pause og køl ned ved en af øens mange smukke strande. Formentera har intet mindre end 69 kilometers kystlinje fyldt med hvide strande og turkisblåt hav. Her er rig mulighed for at kaste sig ud i vandsport, heriblandt dykning, snorkling eller en sejltur i kajak. For det bedste undervandseventyr, anbefaler vi det kunstige rev La Mariana, farverige El Arco og Punta Rasa grotterne.
Oplev Mallorcas charmerende småbyer
Mallorca har længe været blandt danskernes favoritdestinationer – og med god grund! Øen er kendt for sine livlige byer, skønne strande og storslåede natur. Øens liv er centreret omkring Palmabugten, hvor man både finder øens hovedby Palma, og andre populære feriebyer som Illetes, Palmanova og festbyen Magaluf. Hvis man trækker en smule længere ind mod fastlandet, møder man småbyer som Calvià, der er selve definitionen på rolig landsbycharme.
Hvis man virkelig ønsker at komme på eventyr, kan man leje en bil og bevæge sig op i bjergene. Læg vejen forbi de Serra de Tramuntana-bjergkæden, der bugner med idylliske bjergbyer. Her kan man lægge vejen forbi Valldemossa, en charmerende landsby med mange smågader og hyggelige butikker. Valldemossa kom for alvor på verdenskortet, da Fréderic Chopin boede i byen i en kort periode. Byens hovedattraktioner tæller da også da også klosteret, hvor Chopin boede under sit ophold, det klaver, som han komponerede en lang række kendte værker på og et museum, der er dedikeret til komponisten.
Læg vejen forbi Deià, en idyllisk bjerglandsby, der af mange bliver kaldt for Mallorcas smukkeste by. Byen kombinerer da også det bedste af to verdener, når bjergkæden lægger baggrund til byen, og du samtidig kan nyde udsigten over Det Baleariske Hav.
Flotte omgivelser og store naturoplevelser på Menorca
Menorca er den øgruppens næststørste ø – og måske også den grønneste. En stor del af Menorcas naturområder er nemlig blevet UNESCO-beskyttede, hvilket har stoppet større byggerier i området. Naturen har i stedet fået lov til at brede sig frit, og der er derfor ualmindeligt grønt og frodigt på Mallorcas søsterø.
Det er især værd at opleve øens unikke natur via de mange vandrestier, som snor sig gennem landskabet. Fra bakker og højdedrag kan man nyde den friske luft og en skøn udsigt over havet.
Det er oplagt at leje en bil og køre rundt blandt øens mange strande. Selvom Menorca er lille, gemmer øen faktisk på flere strande end både Ibiza og Mallorca – til sammen! Følg kysten for at finde et utal af skønne strande og bugter, der gemmer sig på øens 216 kilometer lange kyststrækning.
Skriv et svar