Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Jeff Skiles var i Danmark for at lave et foredrag i torsdags. I den forbindelse fik vi på InsideFlyer muligheden for at interviewe ham om hans foredrag, såvel som hans karriere.
På Nimb Hotel i København møder vi Jeff Skiles, manden der i samarbejde med kaptajn “Sully” landede en Airbus 320, på Hudson floden i New York. Jeff er meget nærværende, og hilser pænt på. Vi går en tur igennem tivoli haven, over til det lokale hvor vi skal holde vores officielle interview. På turen snakker vi om Jeffs første par dage i københavn, her fortæller Jeff:
Min søn tog for et par år siden, et semester af sin uddannelse her i København. Det er en stor fejl at jeg ikke har været her før nu. Her er skønt!
Vi finder os til rette ved det store bord i lokalet, og Jeff bestiller en kop sort filterkaffe. Og således starter vores interview.
En fortælling om flyindustrien de sidste 30 år
Vi spørger ind til fordragets omdrejningspunkt, men inden spørgsmålet overhovedet er fuldendt tager Jeff ordet:
Mit foredrag er i virkeligheden en fortælling om, hvordan måden vi opererer på i flyindustrien, har ændret sig igennem de 32 år, hvor jeg har været pilot. Det er nemlig de ændringer der har muliggjort den success vores landing blev til på Hudson
I dag arbejder vi som et team, og er hele tiden i tæt samarbejde under vores flyvninger. Det er det jeg vil vise, både flypassagerer, men også professionelle indenfor mit erhverv. Det er nemlig vigtigt at vi piloter lytter til hinanden, og konstant motiverer os selv til at blive bedre. Som jeg plejer at fortælle kollegaer, bliver vi kun bedømt ud fra det øjeblik i vores liv, hvor noget går galt. Vi bliver ikke bedømt på vores karriere som en helhed. Derfor er det vigtigt, at det øjeblik du bliver bedømt på, er dit bedste øjeblik.
Næsten som en dans
Jeff tager en tår af sin kaffe, og opmærksomheden henledes på det samarbejde der foregår i cockpittet. Samarbejde er nemlig et centralt omdrejningspunkt for foredraget senere i dag.
Teamwork var helt essentielt for Sully og jeg. Men grundstenene for vores samarbejde er lagt for lang tid siden af US Airways. Vi kendte vores roller på forhånd, og vi faldt begge ind i disse predefinerede roller meget naturligt. Sully var kaptajn, og det betyder at han var min chef. I vores tilfælde var der dog ikke tid til, at Sully kunne udstikke ordrer. Det var derfor vigtigt at jeg kunne læse ham, og selv bidrage der hvor der var brug for det. Det er noget vi bliver trænet i fra vores flyselskabs side.
Sully indtog selv rollen som den er primært flyver flyet, ved at sige “my Aircraft”. Jeg svarede med “your aircraft”. Derfor var det mig der skulle forsøge at problemløse, ved f.eks. at prøve at genstarte motorer og gøre flyet klar til landing udenfor en lufthavn. Vi gør hvert vores, men gør det alligevel i fællesskab. Det er næsten ligesom en dans.
“Rollerne skiftede, da vi ramte gæssene”
Jeff forklarer videre om terminologierne “my aircraft” og “your aircraft”, som i sin helhed definerer, hvem der har det primære ansvar for flyvningen. Da flyet ramte gæs, var det Jeff der fløj flyet, men i det øjeblik hvor flyet ramte gæs, vidste Jeff straks at rollerne var ændret.
Vi vidste begge, lige med det samme, hvor alvorlig en situation vi var havnet i. Derfor rakte jeg ud efter min”quick reference handbook” (en håndbog med checklister for nødsituationer red.) og begyndte at lede efter den rigtige checkliste. Der var dog ikke nogen checkliste designet til netop vores situation, og vi måtte stole på vores træning for at få flyet sikkert landet.
Højde måtte omsættes til hastighed
Da flyet ramte flokken af gæs, var det blot 1 km. oppe i luften. Det betød at der ikke var meget tid tilbage for Jeff og Sully, til at få flyet landet.
Vi kunne se hastigheden falde hurtigt for øjnene af os, og vi måtte hurtigt genvinde hastigheden for ikke at falde som en sten. Det blev vi nødt til at gøre, ved at starte vores nedstigning. Vi regnede ud, at vi cirka skulle falde 1000 fod i minuttet, hvilket gav os tre minutter til at lande.
“det var åbentlyst ikke nogen ideel situation”
Sådan beskriver Jeff selv situationen, hvor han indser at han må lande et fly med 155 passagerer ombord på Hudsonfloden. Vandtemperaturen i floden var den dag blot 1 grad, men det var ikke noget der slog de to piloter ud.
Vi skærpede vores fokus, i stedetfor at være bange. Man er mest bange for de ting man ikke ved noget om, men vi følte os begge sikre på at vores træning ville bringe os sikkert ned igen. Vores passagerer derimod, var i en helt anden situation. De vidste ikke hvad der foregik, og alt de kunne se var en motor i flammer, og at flyet var på vej nedad.
I Cockpittet havde vi travlt de 3 minutter og 20 sekunder som flyveturen varede. Vi havde et arbejde der skulle gøres, og jeg nåede slet ikke at tænke tanken, at det hele ikke skulle ende godt. Vi er jo trænede til situationer som disse.
Havde aldrig fløjet med Sully før
Jeff lyser op, da der bliver spurgt til hvorvidt det, at ens crew skifter fra flyvning til flyvning, påvirker teamworket ombord. Han forklarer at det netop er en af de emner, der er mest essentielle i hans foredrag:
Selv i et lille flyselskab som US Airways, var der 5000 piloter. Det betød, at mere eller mindre hver gang jeg kom på arbejde, kendte jeg ikke den jeg skulle flyve flyet med, og kabinepersonalet kendte jeg som oftest heller ikke. Men man føler alligevel at man kender dem man arbejder sammen med. Det skyldes primært vores meget standardiserede træning, såvel som vores strikse politikker og universielle procedurer vi følger. Det muliggør vores gode samarbejde.
Sully havde jeg aldrig mødt før denne tur. Turen var også min første i en Airbus 320, jeg havde ellers hidtil kun fløjet Boeing 737, men havde netop færdiggjort A320-træningen. Det var dog ikke et problem. Til at starte med, er Sully en meget professionel og stringent pilot, der følger alle procedurer til punkt og prikke. Selv, havde jeg netop modtaget træning i denne flytype, og havde blot få uger inden, lavet massevis af nødlandinger i simulatoren.
Vendte tilbage til arbejdet efter 7 uger
Jeff er en meget åben mand, og kommer ud i alle afkroge af hele flyindustrien. Man kan virkelig mærke at han er passioneret mand. Derfor bliver opmærksomheden rettet mod, hvordan han bar sig ad med at vende tilbage til arbejde så kort efter ulykken. De fleste andre piloter vælger at lade sig pensionere, eller skifter karriere – men det gjorde Jeff ikke. Til det fortæller Skiles:
Jeg vendte allerede tilbage til arbejdet efter 7 uger. Fra mit perspektiv, har jeg været pilot hele livet, og det var selvfølgelig ikke nogen køn situation jeg var havnet i – men omvendt forventer jeg ikke at det nogensinde sker for mig igen. Derfor har jeg ingen bekymringer ved at sidde i cockpittet på et fly, og det havde jeg heller ikke dengang jeg startede med at flyve igen.
Sully derimod fløj kun tre gange efter ulykken – de to med mig. Men det var egentlig heller ikke på grund af den emotionelle bagage han tog med sig, men nærmere et karriereskifte for at undervise og skrive bøger, som kan hjælpe andre med at lære af vores oplevelse.
Ulykken var kun begyndelsen
Mange fokuserer på ulykken som den altoverskyggende begivenhed, men for Jeff og Sully var det kun begyndelsen på et længere forløb, under efterforskning af FAA og med kæmpe opmærksomhed fra omverdenen. Herom fortæller Jeff:
I et år og fem måneder, var Sullys og mit største fokus på efterforskningen. Vi vidste jo ikke hvordan den ville ende. 3 minutter og 20 sekunder – kunne vi være kommet til at overse noget? De kunne måske være kommet frem til, at hvis jeg blot havde trykket på en kontakt, kunne alt være endt helt anderledes – man ved det ikke. Heldigvis fandt FAA frem til, at vi gjorde alt i vores magt, for at bringe flyet sikkert ned.
Men stadig her 10 år efter, påvirker ulykken mit liv. Der er blevet lavet en spillefilm om begivenheden, jeg bliver interviewet med dig her i dag. Det kommer til at påvirke mit liv for evigt er jeg sikker på. Men det er jeg ikke ked af, for det hele endte jo godt.
Således sluttede vores interview, og Jeff hilste pænt af, og holdte døren for alle på vej ud. En ydmyg mand kan han beskrives som, trods hans heltestatus i samfundet.
Skriv et svar