Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
I går aftes blev den offentlige hemmelighed endelig helt offentlig. JetBlue kommer til Europa og det sker med ruter til London fra New York og Boston.
Nyheden blev lanceret på en stor intern event i en hangar i New York, hvor Præsident og COO Joanna Geraghty fortalte at flyselskabet nu endelig var klar til at tage det sidste skridt mod at starte flyvninger til Europa. Noget der har været talt om de sidste mange år.
Konkurrenterne på det europæiske market bør være en smule nervøse over dette træk. Især Norwegian, som kæmper på samme lavpris segment bør tænke sig en ekstra gang om og forsøge at udnytte bedst muligt at jetBlue først starter op i 2021. En af grundene til at det skal tages seriøst er at Joanna Geraghty netop udtalte i går at:
Priserne på flybilletter på ruterne fra London er så høje at de rent faktisk får dig til at rødme – især på premium billetterne.
Gode priser og god komfort
JetBlue er i USA kendt for at tilbyde den bedste plads til benene i Economy, Live TV, gratis WiFi (Fly-Fi internet er JetBlue navnet), gratis snacks og ikke alkoholiske drikkevarer.
Dertil er de også kendt for deres Business Class, som de kalder for jetBlue Mint. Det er især denne del, som JetBlue vil benytte til at gå på strandhugst ved de andre flyselskaber, der flyver ud af London.
Joanna Geraghty lovede endda at JetBlue Mint ville få en ekstra overhaul for at de kan tilbyde en forbedret transatlantisk service. Der kom ikke noget klart ud om hvilket sæde der er valgt til de, i første omgang, 13 nye Airbus A321LR der skal bruges på ruten. Vores gæt er at det bliver Thompson Aero og deres kommende Vantage Solo Suites, hvilket passer godt til netop Airbus A321LR flyene.
Selve sædet ser sådan ud:
Med Airbus A321LR, så kan JetBlue nå ganske mange interessante byer i Europa. Det er helt logisk at de starter med London og de vil helst sikkert helt få fingrende i et landingsslot i London Heathrow lufthavnen, hvilket ville reducere presset på Norwegian en smule.
Sker det ikke er det sandsyneligt at JetBlue starter op i netop London Gatwick lufthavnen og så står jetBlue og Norwegian overfor hinanden. Umiddelbart har jetBlue det bedste produkt at tilbyde kunderne i både Economy og Business Class. Norwegian har ikke en Business Class, men kun deres Premium Economy.
Der kom også rygter om at jetBlue ville overveje at starte flyvninger op fra London City lufthavnen og til New York. Dette ville også være et ganske interessant træk, som helt sikkert ville ændre en del på markedspriserne. Dette ville i så fald være med en mindre flytype, som for eksempel en Airbus A220 med ekstra rækkevidde.
Først da Norwegian startede med flyvninger fra London til USA, så faldt priserne. Selskaber som British Airways, American Airlines, United og Delta var tvunget til at sætte priserne ned. Når jetBlue starter ruterne op vil priserne helt sikkert se endnu en justering nedad – især på premium kabinerne. Så konkurrencen er forsat hård og det er til glæde for kunderne.
Skriv et svar