Københavns Lufthavn starter året med klimasatsning

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

I årets første kvartal rejste 6,3 mio. passagerer gennem lufthavnen. Samtidig lancerede lufthavnen en ny klimastrategi og fortsatte udvidelsesprojekterne.

Københavns Lufthavn fortsætter væksten ovenpå rekordåret 2018, hvor der for første gang var flere end 30 mio. rejsende på et år. I årets første kvartal rejste 6.340.978 mennesker gennem lufthavnen, hvilket var 1,2% flere end samme kvartal sidste år.

Det er fortsat de lange, interkontinentale ruter, der oplever de højeste vækstrater. 10,7% flere rejste på ruterne til destinationer udenfor Europa. Administrerende direktør for Københavns Lufthavne A/S fortæller:

Direkte forbindelser til nogle af de store vækstmarkeder i eksempelvis Asien er vigtige, især for dansk erhvervsliv. Vi har de senere år føjet mange nye ruter til rutekortet i CPH, eksempelvis Hongkong, Chengdu og Beijing i Kina samt til Delhi i Indien. Det ser vi også effekten af med de flotte stigninger i antallet af passagerer på ruterne samt stigningen i transferpassagerer.

Han peger også på det sommerprogram, som flyselskaberne tog hul på med overgangen til sommertid:

I det nye sommerprogram er der 62 flere ruter sammenlignet med vinterprogrammet, heraf er 23 nye. Nye ruter betyder både flere rejsemuligheder for danskerne, men især betyder det, at der kommer flere rejsende til Danmark. Det gavner især turistbranchen i Danmark, når det bliver lettere for eksempelvis folk fra Sydeuropa at komme her til på ferie og fornøjelse.

Antallet af lokalt afgående passagerer lå i første kvartal i år lidt under niveauet fra sidste år, mens transfer- og transitpassagerer steg hele 8,2%, hvilket understøtter CPH’s position som Nordeuropæisk hub. Det samlede passagertal steg 1,2%.

CPH’s omsætning faldt 4,1% i forhold til samme periode 2018 primært på grund af takstnedsættelsen pr. 1. april 2018. Resultatet før skat blev DKK 256,2 mio., svarende til et fald på 18,9% i forhold til samme periode 2018 primært som følge af takstnedsættelsen.

Ny klimaplan lanceret
I marts lancerede Københavns Lufthavn sin nye klimastrategi, der sætter ambitiøse mål. Her skal lufthavnen og flytrafikken være emissions-fri senest i henholdsvis 2030 og 2050. Woldbye siger:

Som et første skridt har vi besluttet at gøre lufthavnen CO2-neutral allerede fra i år. Vi udleder knap 1 kg CO2 for hver passager, og det tal skal ned på 0 i løbet af det næste tiår. Indtil det mål er nået, så kompenserer vi hvert eneste kg CO2 ved at investere i projekter, der fjerner mindst samme mængde CO2.

Vi har indgået et samarbejde med den internationale NGO, Nexus for Development, der i Laos producerer og distribuerer effektive og sundhedsvenlige komfurer til lokalbefolkningen. Projektet betyder, at der målbart udledes mindre CO2 svarende til vores udledning.

Samtidig har vi iværksat en række projekter her i lufthavnen, eksempelvis flere solcelleanlæg, nye varmecentraler og meget andet, der skal levere den grønne energi, vi har brug for til at drive lufthavnen på en 100% klimavenlig måde”, siger Thomas Woldbye.

Forbedret håndtering af affald har også høj prioritet i CPH, ligesom vi har fokus på at reducere brugen af plastik i terminalerne og resten af lufthavnen. Vi har også fokus på at forbedre vores genbrug af affald fra de daglige operationer i lufthavnen og på at genbruge så meget materiale som muligt i forbindelse med vores byggeprojekter.

Et eksempel er genbrug af madrester fra restauranter og cafeer i shopping centret. Her bruges affaldet til produktion af biogas. Et andet eksempel er genbrug af asfalt fra renovering af banerne til nye byggeprojekter. Dermed undgås brug at nyt grus.

Største udvidelse i lufthavnens historie
Københavns Lufthavn investerede i 2018 for ca. 2 milliarder kroner i udvidelser og forbedringer, og det niveau forventer lufthavnen at holde i år.

Til sommer indvies første etape af den helt nye Finger E med gates til især langdistancefly, ny paskontrol og mere plads til passagerer og medarbejdere. Woldbye forklarer afslutningsvis:

Ud over Finger E, så har vi taget de første skridt i en udvidelse af lufthavnen efter sikkerhedskontrollen mellem Gates B og C. Her planlægger vi 80.000 kvadratmeter med mere plads til passagerer, større bagageudlevering og faciliteter til de mange virksomheder, der arbejder inde i lufthavnen. Det er det største enkeltstående udvidelsesprojekt i lufthavnens historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *