Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Danmarks regering bad i marts danskere om at komme hjem fra udlandet. Flere udeboende danskere er dog stadig fanget under fremmede himmelstrøg. Dette er fortællingen om Henrik Thrige, som har søgt tilflugt ved den costaricanske jungle for at beskytte sig mod sygdom og kriminelle.
Den 17. marts 2020 klokken 12.00 lukkede de danske grænser for første gang i en hel levealder komplet for rejsende fra udlandet. Rejsende skulle have et anerkendelsesværdigt formål for at komme ind i landet, og turisterne måtte vige bort. En helt særlig situation havde nemlig vendt verden på hovedet, og vi stod overfor den største krise i nyere tid.
Danskere blev bedt om at pakke kufferterne og komme hjem fra, hvor de end befandt sig i verden, og dem der var på vej afsted, blev bedt om at pakke kufferterne ud igen. Situationen var ganske uvant for de fleste af os, hvorfor den drastiske beslutning om at gå i fuldt kriseberedskab blev mødt med en vis skepsis af mange af Danmarks globetrottere.
En af disse globetrottere hedder Henrik Thrige. En mand på 52 år fra Præstø, som i 2016 rev rødderne op og sammen med sin kone flyttede til Costa Rica for at udleve deres fælles drøm.
Mødet
Jeg kommer i kontakt med Henrik via en af Henriks tidligere kollegaer. Kollegaen, der har fulgt ham gennem sociale medier siden arbejdslivet skilte dem ad, var meget bekymret for Henriks situation. Jeg fattede straks interesse for denne dansker, som efter at finde sig strandet i Costa Rica, angiveligt skulle være flygtet ud til et amerikansk/britisk par ved junglen for at beskytte sig selv. Den tidligere kollega har startet en indsamling for at hjælpe Henrik med at finansiere medicin og mad.
Ved første øjekast på Henriks Facebook-profil ser han ud til at leve et fredeligt liv med hvide bounty-strande i baggrunden. Det indtryk får man også gennem de videohilsner, han har lagt op på Facebook-profilen til venner og familie hjemme i Danmark.
Trykker man “play” på videoen, går den dystre virkelighed dog op for én. Henrik beretter i sine videoer om, hvordan Costa Rica er lukket helt ned, hvordan kriminaliteten i området spidser til, og hvordan pengene til mad og medicin er ved at slippe op. Man kan dog ikke undgå at bemærke Henriks altid tilstedeværende optimisme, selvom det ikke er svært at se, at Henriks situation, video for video, bliver værre og værre.
“El Vikingo”
Da Henrik sammen med sin kone, Sanne Lützen Thrige, flyttede til Puerto Viejo på Costa Rica tilbage i 2016, forlod Henrik sit godt betalte arbejde i Danmark for at udleve drømmen om at indgå i et samfund på den anden side af Atlanterhavet. Sanne havde flere år forinden besøgt området og arbejdet i et jaguar-reservat, og lige siden har det været en drøm, at de skulle åbne en turistoase i Puerto Viejo.
Ved ankomsten til Costa Rica startede Henrik, sideløbende med turisme-forretningen, også et autoværksted, som specialiserer sig i at ombygge Jeeps til alverdens særlige formål. På sin egen Jeep har Henrik logoet af en viking. Logoet skyldes, at han i lokalsamfundet er kendt som “El Vikingo” (vikingen red.), hvilket med en vis sandsynlighed bunder i det skandinaviske ophav i kombination med Henriks meget veltrænede statur.
Henrik og Sanne startede fra dag ét med at interagere med lokalsamfundet, og de har blandt andet hjulpet med at køre nødhjælp i deres Jeeps til fjerntliggende steder, der har været ramt af katastrofer. På den måde blev parret hurtigt en del af lokalsamfundet, og de er både vellidte af købmanden og kan mægle med den lokale narkobaron, når der en sjælden gang er kommet en vesterlænding i knibe.
Da krisen ramte
Da Henrik og Sanne i marts modtog beskeden om, at danskerne skulle vende hjem, spillede især deres fælles følelsesregister med musklerne. Henrik vidste godt, at der sandsynligvis ikke ville være noget tilbage at komme efter, hvis han først forlod det, han i samarbejde med Sanne havde bygget op med blod, sved og hårdt tjente penge. Samtidig havde de Sannes nevø på besøg, og hun og nevøen havde planlagt hjemrejse i starten af marts, da Sanne skulle hjem og arbejde.
Løsningen blev, at Henrik forblev tilbage i Costa Rica og tog sig af deres ejendom, mens Sanne rejste hjem til Danmark med nevøen. Da Sanne ankom til Danmark, blev hun sat i karantæne, og hun blev endda syg med COVID-19 i karantænehuset. Blot 14 dage efter Sanne’s hjemkomst var løbet kørt for Henrik. Costa Ricas grænser lukkede, og Udenrigsministeriet havde ikke længere mulighed for at hjælpe danskere ud af landet.
Kort efter nedlukningen af Costa Rica var turisterne også forsvundet, og dermed var Puerto Viejos levebrød væk. Det betød, at flere og flere måtte ty til kriminalitet for at overleve. Henrik oplevede selv flere gange at blive antastet på gaden af lokale Tikkoer, som er den indfødte stamme i området. Tikkoerne er dog et meget konfliktsky folkefærd, og Henrik har gennem sin tid i Costa Rica lært, at det hjælper at puste sig op overfor dem. Så giver de hurtigt op. På den måde er det lykkedes ham at slippe helskindet fra flere røveriforsøg.
De venner Henrik har blandt de lokale, rådede ham dog hurtigt til at komme væk. Jo længere krisen ville vare, jo mere desperate vil de kriminelle blive, og så bliver man nemt offer som “gringo”. Derfor fandt Henrik og de det amerikansk-britiske par ud af, at det ville være smart, at Henrik flyttede ud til dem udenfor byen, hvor de kunne opbygge deres eget bofællesskab og passe på hinanden. Selv er parret nye i området, og havde ikke engang nået at etablere sig før krisen ramte.
Et liv i vildmarken
Da Henrik flyttede sammen med parret, Mike fra USA og Phil fra England, havde de netop færdigbygget deres nystartede bar i Puerto Viejo. Knap nåede de at åbne, før de igen måtte lukke ned grundet de restriktioner, corona-virussen førte med sig. Al deres energi var gået til at bygge baren, så parret havde endnu ikke indrettet sig på grunden, hvor deres farverige autocamper i stedet har udgjort deres hjem. Derfor var det første projekt at få bygget et hus, hvor Henrik kunne bo.
På få dage fik de tre samlet nok resttræ og myggenet til at bygge et primitivt hus eller “skur”, som Henrik selv kalder det, så han også kunne få tag over hovedet. Huset kostede dem samlet set 300 danske kroner at bygge, og det er lavet på bedste sparemanér for at have nok penge til at komme gennem krisen. Selv er de tre meget stolte af at have banket et hjem på benene så hurtigt og billigt.
Henriks første plan var at fiske, således at de kunne få mad uden at skulle bruge penge på det. Henriks og Sannes turistvirksomhed havde nemlig danske lystfiskere som omdrejningspunkt, hvorfor Henrik både har viden og grej til at få mad på bordet. Men den plan røg i vasken, da den costaricanske regering indførte et næsten totalt udgangsforbud. I stedet må Henrik og bofællerne bytte sig frem til den mad, de skal indtage. Henrik er gået i gang med at bytte blandt andet fiskeudstyr for kød, vel vidende at den resource også slipper op på et tidspunkt. Med andre ord er mulighederne ved at rinde ud for bofællesskabet. Derfor er de begyndt at plante deres egne frugter og grøntsager, som de værner om, som var det deres egne babyer.
Tabt bag en ambassade
Henrik henvendte sig allerede, da han kunne se, at de gængse veje ud af Costa Rica lukkede sig omkring ham, til den danske ambassade i Bogotá. Siden da har meldingen været, at Henrik selv skulle prøve at komme på et fly til Europa eller USA og komme videre derfra. Flyselskaberne, som har haft særlige flyvninger til Costa Rica, har dog ikke kunnet tage Henrik ombord, da de prioriterede egne statsborgere over danskere.
Det var da også med stor ærgrelse, Henrik den 12. marts opdagede, at et fly fyldt med danskere netop var lettet fra nærliggende Peru. Henrik havde ingen information fået om afgangen fra ambassaden, som han føler han er blevet glemt af. Udenrigsministeriet oplyser til mig den 19. juni, at ambassaden er i løbende kontakt med de 14 danskere, der er strandet i Costa Rica. På trods af det nu er ca. 2 måneder siden, Henrik sidst har hørt fra dem.
I løbet af den kommende måned kan der måske komme en mulighed for at rejse til USA, men det er ikke til meget hjælp, fortæller Henrik. I USA vil han nemlig skulle i 14 dages egenbetalt karantæne, og det har han ganske enkelt ikke råd til. Samtidig er der en risiko for, at han ved at forlade Costa Rica i krisetid vil miste sit dobbelte statsborgerskab i Costa Rica, og så vil jorden og ejendommene, som han ejer, for evigt være tabt.
Og så ramte dengue
Fredag den 19. juni sidder jeg og skriver på de sidste linjer af fortællingen om Henrik, da jeg modtager en lydbesked på Whatsapp fra ham. Gennemvædet af sved vågnede han natten til fredag og følte sig rigtig syg. De andre i kollektivet lå allerede syge med dengue, og det var kun naturligt at det også skulle ramme Henrik, selvom det kommer på det værst tænkelige tidspunkt. Alligevel var det en overraskelse for Henrik, som indtil videre er gået fri af både den og den tiltagende corona-trussel.
Der var dog ikke meget andet for Henrik at gøre end at sætte sig bag rattet i Jeepen med kurs mod det nærmeste apotek. Hospitalsbesøg er dyre i Costa Rica og bliver den sidste udvej, hvis alt andet kikser. Apoteket kan kun tilbyde ham smertestillende medicin, intet andet virker mod dengue, som skal have lov til at gå over henover et par uger. Sygdommen beskrives af de fleste som ulidelig og energidrænende. Selv betegner Henrik dengue som en influenza på steroider, og alt i kroppen gør ondt.
Hvordan slutningen på rejsen kommer til at falde ud, må tiden vise. Når vi nu forlader Henriks historie, er det med udsigt til flere måneders kamp, før han måske igen kan sætte sine ben på dansk jord. Indtil da må han overleve i sit kollektiv, hvor de europæiske venner passer på hinanden og må sørge for hinandens sikkerhed og sundhed efter bedste evne. Udsigterne til bedring synes i hvert fald langt uden for rækkevidde.
Skriv et svar