Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Fredag den 24. september 2021 meddelte Norge og Sverige, at de ændrer deres rejsevejledninger og åbner for rejser til udlandet. Ikke alene til EU-lande, men til hele verden med virkning fra 1. oktober. Ændringerne giver stof til eftertanke hvad angår Udenrigsministeriets rejsevejledninger for danske rejsende, for de skal naturligvis følge det norske hhv. svenske eksempel og åbne generelt for rejser til destinationer uden for EU. Nu!
For selvom de fleste danskere i dag er vaccinerede eller tidligere smittede og derfor kan rejse ganske frit i næsten hele verden, så afspejler Udenrigsministeriets rejsevejledninger ikke denne virkelighed. I stedet skaber UM’s rejsevejledninger forvirring og usikkerhed blandt både rejsende og rejsebureauer ved fortsat at fastholde, at verden udenfor EU er ”orange”, selvom vaccinerede og tidligere smittede allerede frit kan rejse til de pågældende lande.
Rejsevejledningerne er et stærkt rådgivningsværktøj, som alle relevante aktører, herunder de rejsende selv, rejsebureauer og forsikringsselskaber tillægger stor betydning og ”retter ind efter”. Men det fremgår ganske enkelt ikke tydeligt nok af rejsevejledningerne, at ministeriets fraråden af ikke-nødvendige rejser til tredjelande, der jfr. ovenfor er farvet ”orange” i rejsevejledningerne ikke gælder for vaccinerede og tidligere smittede! Dette på trods af at 85% af danskerne over 12 år nu er færdigvaccinerede.
Det forhold skal der gøres noget ved nu.
Danmark bør følge vores broderlande og snarest muligt ophæve rejserestriktionerne til tredjelande generelt.
Alternativt skal de danske rejsevejledninger hurtigst muligt ”vendes om”, så de afspejler de allerede gældende ud- og indrejseregler for vaccinerede hhv. tidligere smittede. Kort sagt vil ændringen indebære, at den orange farve forsvinder og erstattes af en grøn (=corona-lavrisikoområde) for langt de fleste af verdens lande.
Rejsevejledningerne fokuseres dermed på at rådgive den langt overvejende del af de danskere, der er vaccinerede eller tidligere smittede, mens rejserådene for ikke-vaccinerede skal fremgå af en separat del af vejledningen.
OBS! Omdrejningspunktet i denne problemstilling er, at den vigtige information om, at man gerne må rejse til lande uden for EU, hvis man er vaccineret eller tidligere smittet, ikke skal gemme sig et eller flere klik væk i rejsevejledningen for et land.
Rejsebranchen anerkender selvfølgelig, at det er vigtigt at informere også de ikke-vaccinerede om rejser og eventuelle risici og restriktioner der gælder for deres vedkommende, men det må og skal være den store majoritet af vaccinerede danskerne, som Udenrigsministeriet rådgiver først.
Venlig hilsen,
Lars Thykier, adm. direktør, Danmarks Rejsebureau Forening
Henrik Specht, direktør, Rejsearrangører i Danmark
Skriv et svar