Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Det er et hotel ud over det sædvanlige. Et hotel, der ikke bare er et hotel. Et hotel, der ligner et surfbræt oven på tre søjler. Jeg har tilbragt et par nætter på Marina Bay Sands i Singapore.

Det lille land Singapore er en smule større end Bornholm, men som handelscentrum i det sydlige Asien og med Singapore Airlines som trafikknudepunkt mellem Europa og Stillehavsområdet, stifter mange bekendtskab med miniputstaten.

Marina Bay Sands ligger 20 kilometer fra Changi-lufthavnen. Jeg havde ellers læst på lufthavnens hjemmeside, at der skulle være gratis transport til hotellet, men jeg måtte af med 9 dollars. Til gengæld blev jeg kørt alene i minibussen og fik hurtigt det første glimt af hotellet. Det er så højt, at det formentlig kan ses fra hele Singapore.

Men selv om vi nåede til hotellet, var køreturen langt fra færdig. Og det var blot en forsmag på, hvor stort området er. Vi kørte og kørte, men der gik nok et kvarter, før vi endelig var fremme i en parkeringskælder under hotel 1 – altså det ene af de tre tårne. Straks var der en mand klar til at tage imod min bagage. Jeg plejer at klare den slags selv, men han insisterede på at tage kufferterne og så ville de blive bragt til mit værelse.

Med et par kvitteringer kom jeg op til receptionen (en af dem, viste det sig senere), og det var stort. Virkelig stort! Jeg tør slet ikke gætte på, hvor højt der var til loftet. Men jeg skulle jo tjekke ind, så hen til den korte kø ved receptionen.

Jeg kom hurtigt hen til skranken, hvor jeg fik at vide, at mit værelse desværre ikke var klar. Fair nok, for jeg var en time for tidligt på den. I stedet fik jeg udleveret en lille mappe med nogle brochurer, og hun skrev et eller andet på den.

Jeg brugte en time på at studere nærområdet, og så var det jo heldigt nok, at jeg ikke skulle slæbe rundt på mine kufferter.

Tilbage til hotellet, hvor jeg stillede mig i kø samme sted som sidst. Hurtigt så manden, der holdt styr på køen, at jeg havde mappen. Han hev mig ud af køen og hen foran, men da det ikke gik hurtigt nok, blev jeg sendt over på den modsatte side af bygningen til en anden skranke. Her var der hurtig ekspedition, og jeg fik min mappe tilbage med nøglekort – til hotel 3.

Og så var det ud på en gåtur… Forbi restauranter, elevatorer, gangbro og andre receptioner. Endelig henne ved elevatorerne til hotel 3, og her var der seks elevatorer til de nederste etager og seks til de øverste. Imponerende! Jeg tog dem til de øverste etager op til 40. etage, hvor jeg skulle bo.

Ud af elevatoren og så var der ellers en imponerende udsigt ud over byen i tre retninger på gangen. Men der var ikke tid til at falde i staver, så nøglekortet i låsen og ind på værelset. Jeg havde selvfølgelig skruet forventningerne lidt op – det er vel meget naturligt til 2.550 kroner pr. nat – så jeg må indrømme, at jeg blev en anelse skuffet, da jeg trådte ind i værelset. Ikke fordi det var dårligt, men der var bare ingen wow-effekt.

Jeg skyndte mig at tjekke alle ender og kanter, og begyndte med badeværelset. Jeg håber altid på et stort badekar, men det var der ikke. Til gengæld var det stort og opdelt i tre. Til venstre toilettet med et navn, der fik mig til at tænke på hits fra omkring 1980, nemlig Toto. I midten en stor vask med det, der skal være af spejle, servietter, sæbe og håndklæder. Kvinderne vil nok være glade for det kraftige lys ved spejlet. Og så til højre en lækker bruser med masser at tryk på vandet.

I gangen var der pengeskab, badekåbe og sutter, en handske og creme til at polere sko, strygejern og pose til vasketøj. Der var en rigt udstyret minibar med diverse asiatiske øl, sodavand, sprut og lidt sødt og salt.

Stuen var ret stor med kingsize seng og fjernsyn. Der var vanvittigt mange kanaler på mange sprog, mulighed for at købe film og finde informationer om hotellet og området. Skal jeg kritisere noget, er det, at det tager så lang tid at komme igennem deres system for bare at se en almindelig tv-kanal.

Ud mod vinduet var der et sofaområde og et kontorhjørne. Og her var der noget, jeg savner mange steder: Stikkontakter! En lille låge i bordet og så kunne der tilsluttes stik fra hele verden samt stik til internettet. Der var dog også gratis wi-fi med en glimrende hastighed. Og så den sædvanlige velkomstmappe og telefon. Ja, faktisk var der hele tre telefoner på værelset: På toilettet, ved sengen og på kontoret.

Værelset var også udstyret med diverse kontrolpaneler. Ved vinduet var der styring af gardinerne, ved sengen kunne jeg styre lyset og ved indgangen var der knapper til lys og ‘do not disturb’-lyset uden for døren.

Selvfølgelig var det udsigten, der trak, og det var faktisk lidt frygtindgydende at stå og kigge ud. Hele bygningen krummer – eller er konkav, om man vil – så når man står på de øverste etager, kan man rent faktisk se lodret ned.

Men knapt havde jeg set det hele og ikke mindst nydt udsigten, før mine kufferter ankom. Den flinke fyr forventede med garanti drikkepenge, men jeg havde ingen kontanter overhovedet, så jeg måtte nøjes med at takke mange gange.

De næste par dage blev brugt på at se området. Og det viste sig, at det var stort – rigtig stort. Faktisk vil jeg sammenligne det med Las Vegas. Alt er lige i nærheden, men alligevel langt væk. Med adgang fra hotellet er der under vejen foran hotellet en indkøbsgade med tøjbutikker af den fine slags. I den ene ende af gaden er der en metrostation med forbindelser til resten af Singapore. Her skal der i øvrigt bruges kontanter til at købe billetter i form af et papirsrejsekort, som man indsætter penge på. Jeg kan have været uheldig, men de gange jeg skulle bruge automaterne, var der et kvarters kø!

På den anden side af vejen – med forbindelse via indkøbsgaden nedenunder – var der casino og et kæmpe indkøbscenter i tre etager. Der var hundredvis af butikker – igen i den fine ende med ure, tøj og luksusvarer. Samt restauranter, hvor man ikke kommer ind med shorts. Der var dog også en 7-Eleven-kiosk og en burgerbar. I midten af den ene gang var der et aflangt bassin, hvor man kunne komme ud på en sejltur.

Ved siden af indkøbscentret var der et kæmpe konference/messe-center på mindst fem etager.

Fra indkøbscentret var der udgang til vandet, hvor man kunne se de imponerende mange handelsskibe. Desuden var der adgang til en eksklusiv Louis Vitton-butik og et videnskabsmuseum.

På den anden side af hotellet var der en slags botanisk have. Selv om den støder op til hotellet, er den ikke let at besøge. Jeg måtte ud af hotellet på modsatte side og finde en elevator. Herfra kom jeg op på en gangbro gennem hotellet – og gangbroen blev ikke brugt til andet end at gå fra den ene side af hotellet til den anden. Det var ind og ud ad aircon flere gange, før jeg kom ud til haven. Et enormt område og en grøn oase i den ellers overfyldte by. Her var der delt op med planter fra forskellige lande og det var muligt at komme op i tårne, hvor man kunne gå på en sti fra tårn til tårn. Overalt med udsigt til hotellet. Ja, visse steder i haven var der skygge, fordi hotellet er så stort og højt. Man kunne se op på ‘surfbrættet’ og de træer, der er plantet øverst oppe.

Og her kommer vi vel til den virkelige attraktion: 57. etage. Hold nu kæft, hvor er det imponerende! Heroppe er der indrettet et paradis med bar, restaurant, pool og meget andet. Alle har adgang til det meste, men kun hotelgæster kan benytte poolområdet, og et specielt udsigtspunkt kræver at man køber billet. Det valgte jeg ikke at gøre, for der var masser at se på i forvejen.

Poolområdet bestod af en såkaldt infinity pool med en ‘usynlig’ kant, hvor man direkte fra poolen kan nyde udsigten over byen (se video nederst i artiklen).  Reelt er kanten cirka en halv meter tyk, og skulle man ryge ud over, lander man et stykke nede på et repos med afspærring. Så man sætter ikke livet på spil ved at bade her. Den ene ende er børnefri, mens alle kan boltre sig i den anden. Der er masser af ‘strandstole’ samt udlevering af håndklæder. Baren kan levere drikkevarer og der er en lille butik med badesandaler, shorts etc. På den modsatte side af surfbrættet, er der et lounge-område med flere boble-bade. Også herfra var der udsigt ud over byen og havnen, men det varme vand gjorde, at glasset duggede.

I den anden ende var der en restaurant og en natklub, hvor der begge steder var dresscode.

Så konklusionen må være, at jeg i forhold til værelset havde skruet forventningerne for højt op. Det var et glimrende stort værelse, men uden lidt ekstra luksus. Området er på godt og ondt som Las Vegas, hvor man kæmper med lange afstande og aldrig rigtig synes man kan komme væk – også fordi man skal nå at se det hele. Og så er der der 57. etage, som alle på et tidspunkt i livet bør opleve. Skal jeg igen til Singapore vil jeg på grund af prisen nok ikke vælge samme hotel. Jeg ville gerne betale for at besøge øverste etage, men den er som nævnt forbeholdt hotelgæster.

[ot-video type=”youtube” url=”http://youtu.be/4MqvS_vBofU”]

Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!