Norwegians allersidste fly af typen Boeing 737-800 er landet

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

I formiddags landede Norwegians allersidste Boeing 737-800 i Oslo Gardermoen lufthavn. Det fabriksnye fly kommer direkte fra Boeing-fabrikken i Seattle og er det 100. fly af typen Boeing 737-800, som er leveret til Norwegian. Kommende leverancer sker med den opgraderede og endnu mere miljøvenlige model 737 MAX 8, som har endnu lavere brændstofudslip.

Den sidste leverance af Boeing 737-800 er en milepæl for Norwegian, da den afslutter et vigtigt kapitel i selskabets historie; det var disse fly, der gjorde Norwegians vækst og fremgang mulig.

I dag har Norwegian en flåde på 148 fly, hvoraf 118 er af modellen Boeing 737-800, 24 er Boeing 787 Dreamliner og seks er Boeing 737 MAX 8, både selvejede og leasede. Selskabet har yderligere 200 fly i bestilling og får 25 fabriksnye fly ind i flåden i løbet af 2018.

Norwegians koncernchef Bjørn Kjos siger at:

Den sidste leverance markerer enden på en æra for Norwegian. Da vi introducerede Boeing 737-800 i flåden for 11 år siden, gjorde vi det, fordi det var et moderne og brændstofeffektivt fly med lave driftsomkostninger. Nu tager vi hul på et nyt kapitel i Norwegians historie med leverance af over 100 Boeing 737 MAX 8-fly, som er endnu mere brændstofeffektive og miljøvenlige.

I løbet af 2017 modtog Norwegian seks 737 MAX 8-fly og var dermed først i Europa med den helt nye flytype, som er en opgraderet version af Boeing 737-800. I år fases yderligere 12 fabriksnye 737 MAX 8 ind i flåden. Flyene flyver på Norwegians transatlantiske ruter mellem den amerikanske østkyst og Cork, Shannon, Dublin, Belfast, Edinburgh samt Bergen i Europa, men også destinationer inden for Europa samt til Dubai. Boeing 737 MAX 8 er ca. 20 procent mere brændstofeffektiv end forgængeren 737-800. Med en gennemsnitsalder på 3,6 år har Norwegian en af verdens yngste og mest miljøvenlige flyflåder i verden.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *