Qatar Airways har lanceret Mixed Cabin Fares

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Du kan nu kombinere Economy og Business Class når du flyver med Qatar Airways ud i verden.

I forrige uge lancerede Qatar Airways deres Mixed Cabin Fares koncept som giver dig mulighed for, gennem dit rejsebureau, at booke billetter hvor du flyver Economy på nogle strækninger og Business Class på andre når du rejser til en række af selskabets destinationer rundt om i verden.

Business Class på de korte flyvninger

Indtil nu har det kun været muligt at booke Economy eller Business hele vejen ud og/eller hjem på en rejse med Qatar Airways.

Det nye koncept giver dig mulighed for, at booke Business Class på flyvninger med Qatar Airways fra Europa til Doha. Videre ud i verden, til f.eks. Bangkok eller Sydney, skal der flyves på Economy.

De fleste rejsende vil nok foretrække en løsning hvor der flyves på Economy fra København til Doha og på Business Class videre fra Doha til eksempelvis Sydney. Selvom intet er bekræftet om denne mulighed endnu, så oplyser kilder hos Qatar Airways, at man har en forventning om at det kommer på sigt.

Flere fordele med Mixed Cabin Fares

For rejsende fra København åbner det nye pris koncept op for muligheden for, at prøve Qatar Airways markedsførende Business produkt, Qsuites, til en fornuftig pris.

Disse sæder på 1. sal af Qatar Airways Airbus 380 kan frit vælges når du booker en Mixed Cabin Fare.

En anden fordel med Mixed Cabin Fares er, at når denne pristype bookes, så åbnes der op for gratis reservation af sæder ved nødudgangene på de lange flyvninger som skal bookes i Economy. Flyver du en eller flere strækninger med Qatar Airways Airbus 380´er, så betyder det, at du kan vælge sæder i den lille Economy mini-kabine som findes bagerst på 1. sal af denne flytype. Normalt er ovenstående sæder blokeret, med mindre du har status hos One World alliancen (Sølv eller højere).

Det med småt

Billetter baseret på Mixed Cabin Fares skal bestilles senest 30 dage før afrejse og du kan maksimalt være bortrejst i to måneder.
Ud over håndbagage kan du frit medbringe 40kg i kufferten.

Privilege Club

Når du flyver med Qatar Airways optjener du Qmiles og Qpoints i Privilege Club loyaltets programmet. Med Qpoints kan du opnå højere status i programmet. Qmiles kan du bruge på rejser med Qatar Airways og partnere. Hvor mange point du skal bruge til en rejse, afhænger af destination, dit medlemsniveau og din rejseklasse. Du kan bruge Privilege Club Qcalculator til at finde ud af hvor mange point du optjener på en rejse. Hvis du ikke er medlem af Privilege Club, kan du oprette dig her.


Kilde og fotokredit: Qatar Airways.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *