Rejsebrev fra “Closed for Maintenance” på Færøerne

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Visit Faroe Islands projekt ”Closed for Maintenance, Open for voluntourism 2023” løb i den forgangne weekend af stablen for femte gang.

Projektet har siden 2019 samlet frivillige fra hele verden med henblik på at forbedre og vedligeholde en række populære vandreruter og seværdigheder på de nordatlantiske øer.

Hvert år skriver 4-5500 håbefulde sig op i håbet om at blive blandt de 80-110 heldige der vælges ud til at deltage i projektet.

Lidt fakta om projektet i 2023:

  • Closed for Maintenance bestod i år af ca. 80 internationale deltagere (fordelt på ca. 20 nationaliteter) og omkring 40 færinger. Hertil kommer koordinatorer fra Visit Faroe Islands samt lokale professionelle (landskabsarkitekter mm.).

  • Deltagerne var fordelt på 10 hold som arbejdede to fulde dage på projekter på otte af øgruppens 18 øer.

  • De områder der arbejdes på, er alle udvalgt i samarbejde med lokale beboere og lokale turistorganisationer. Flere af projekterne har været i støbeskeen i 3-4-5 år.

  • Omkring 4500 personer fra hele verden havde ansøgt om at blive en del af projektet (de heldige vælges ved lodtrækning).

  • Deltagerne betaler selv for flyrejsen til og fra øerne. Visit Faroe Islands sørger for alt andet (transport, indkvartering, mad mm.).

Gør vi en forskel?

Før jeg tog afsted, var jeg i tvivl om hvor meget der var gimmick og marketing og hvor stor en forskel jeg og de andre frivillige, reelt ville gøre.

Heldigvis tog jeg hjem fra Færøerne i søndags med god samvittighed og mange fantastiske oplevelser og venskaber i bagagen.

Efter min mening holder Closed for Maintenance 100%:

  • Alle 10 hold har arbejdet hårdt (jeg har ikke tal på hvor mange sten jeg har flyttet!) og forbedret og/eller repareret en række seværdigheder og vandreruter. Vi efterlod øerne i bedre stand end da vi kom.

  • Projektet har givet deltagerne en bedre forståelse for turismens indflydelse på en destination. På godt og ondt. Selv tager jeg hjem med en fornyet fokus på hvordan jeg kan minimere de aftryk jeg sætter når jeg rejser. Det handler bl.a. om respekt og omtanke.

  • Projektet uddanner ambassadører for øerne: Jeg selv og alle jeg mødte, er dybt betaget af øerne, den fantastiske natur og menneskene der bor der. Deltagerne kommer uden tvivl til at fortælle alle de kender om øerne, og de oplevelser de har haft deroppe.

  • Holdene bestod af et spændende mix af nationaliteter og personligheder samt lokale færinger (typisk med baggrund i det område hvor deres gruppe arbejdede). Vores færøske holdkammerater var gavmilde med anekdoter og historisk baggrund om Færøerne generelt, og i særdeleshed om de områder vi færdedes og arbejdede i.

Selvfølgelig handler det også om markedsføring. Og det havde sikkert været lettere (måske også billigere), at hyre professionelle til at klare udbedringerne.

Men så havde man ikke fået 80 ambassadører fra hele verden, som rejser hjem og fortæller familie, venner og kolleger om disse fantastiske øer og om Closed for Maintenance og filosofien bag.

Der er heller ingen tvivl om at regenerativ turisme er kommet for at blive, så der har Visit Faroe Islands bestemt også fat i noget rigtigt.

Hvis jeg bliver tilbudt en plads igen et år, vil jeg slå til uden at tøve så meget som et sekund!



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *