Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Knap halvdelen af de 388.000 danskere, der hvert år rejser til udlandet i vinterferien, foretrækker solferie eller storbyoplevelser frem for snedækkede bjergsider og skiløb. Men mange får ikke tjekket, om deres opladere matcher typen af strømstik i det land, de rejser til.
Du møder forskellige stikkontakter, alt efter hvor du rejser hen.
Vinterferien nærmer sig, hvor mange danskere traditionen tro drager på skiferie. Men det er ikke kun pister og afterski, der lokker i feriedagene. Af de omkring 388.000 danskere, der hvert år tager på vinterferie udenlands, foretrækker 186.000 af os sol og varme eller storbyoplevelser frem for kulde og sne, viser tal fra Danmarks statistik. Og der er mange eksotiske destinationer blandt de mest populære rejsemål for danskernes vinterferie i år – bl.a. Zanzibar, New Dehli og Marrakesh, viser tal fra rejsesøgemaskinen Momondo.
Uden strøm på destinationen
Mange af os glemmer dog at tjekke strømforholdene i det land eller de lande, vi rejser til, inden kufferten er pakket og vi sætter mod lufthavnen. Det kan betyde, at vi ikke kan oplade vores gadgets på destinationen.
Benny Hebsgaard, som er energirådgiver i energiselskabet NRGi udtaler at:
Med en våd og grå vinter kan man ikke fortænke danskerne i, at de søger mod fjerne og mere solrige himmelstrøg i vinterferien. I den forbindelse er det godt at orientere sig om, hvilken stiktype der anvendes i det land, man rejser til. Den europæiske standard er stiktype C, men på mange af danskernes foretrukne vinterdestinationer er det anderledes. Og så kan det blive svært at oplade mobilen og andre elektriske gadgets, der kan forevige eller underholde os i dagene ved stranden eller på eventyr i lokalområdet.
Oversigt over stiktyper på populære destinationer i vinterferien
Benny Hebsgaard guider herunder til stiktyper på de mest populære vinterferiedestinationer blandt danskerne.
Zanzibar, Tanzania
Den helt store højdespringer over danskernes vinterferiedrøm i år er øen Zanzibar med sine hvide sandstrande. Går vinterferien til det tanzaniske ferieparadis, skal du imidlertid pakke en rejseadapter i kufferten. Standarden for stiktyper her er D, der har to runde ben og et større rundt ben ovenfor, og G, der er kendetegnet med tre ben formet som rektangler med to forneden og en foroven.
New Dehli, Indien
I Indiens hovedstad bør det ikke være et problem at holde strøm på tablet og mobil. Spændingen er identisk med den danske og stiktypen C findes også de fleste steder. Dog finder man også stiktype D som i Tanzania, og M, der ser lige sådan ud, men med større ben. Det er derfor en god idé at have en adapter med hjemmefra for en sikkerheds skyld.
Marrakesh, Marokko
Marokko er med sit milde klima, mellemøstlige kultur og relativt korte flyvetur uden jetlag blevet en populær vinterdestination hos danskerne. Her kan du trygt medbringe dine opladere fra Danmark, da stiktypen er identisk med den europæiske standard C. Du kan også møde stiktype E, der er kompatibel med danske opladere.
New York og Miami, USA
Amerikanske storbyer som New York og Miami er også populære, når danskerne tager på vinterferie. Her stiktyperne A og B standard, der er aflange og flade, så du bør medbringe en adapter.
Krabi og Bangkok, Thailand
Stiktyperne i Thailand varierer, og som turist kan man, alt afhængigt af hvor mange dele af landet man rejser i, risikere at støde på både stiktype A, B, C og O. Heldigvis kan de varierende stiktyper for det meste passe til de danske opladere, men har du eks. en bærbar computer med jordstik, kan du få brug for en adapter.
Madrid, Spanien
Danskerne elsker at rejse til Spanien i vinterferien, hvor især Madrid er en favorit i år. I Spanien benytter man heldigvis samme stiktype som i Danmark, hvorfor man ikke behøver at medbringe en rejseadapter.
London og Manchester, England
Eftersom vinterferien ikke varer længere end en uge, tager mange danskere en forlænget weekend i den britiske metropol London eller fodbold- og musikhjembyen Manchester. Men skal mobilkameraet holde til adskillige billeder foran Big Ben eller City of Manchester Stadium, skal du huske en rejseadapter. I England i benyttes stiktype G.
Skriv et svar