TUI lukker alle operationer i Danmark i 1 måned

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Rejseudbyderen TUI har her til aften meldt ud, at de suspenderer alle operationer fra Danmark frem til midten af april.

I en mail til deres kunder skriver TUI følgende:

Udenrigsministeriet fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser. Vejledningen gælder for alle lande i verden. Vi ved ikke, hvor lang tid vejledningen vil gælde. Derfor har TUI besluttet at stoppe sine operationer i Danmark frem til d. 13. april. Alle vores gæster, som er ude at rejse lige nu, vil vende tilbage fra deres ferie som planlagt, medmindre de får andet at vide. Vi får mange spørgsmål i øjeblikket. Hvis du har planlagt en ferie med TUI inden for de kommende fire uger, bliver du tilbudt en ombooking eller fuld refundering. Vi undskylder for ulejligheden og beder dig om venligst at vente, til vi har kontaktet dig med mere information om din planlagte rejse.  

– TUI

Vender hjem som planlagt

Til trods for at statsministeriet tidligere på dagen, rådede danskere der er i udlandet, til at komme hjem hurtigst muligt, er meldingen fra TUI, at hjemrejser foregår som planlagt. Om det er muligt at komme tidligere hjem, hvis det ønskes, fremgår ikke af meddelelsen. InsideFlyer råder folk til at kontakte TUI direkte, hvis de ønsker at vende hjem tidligere.

Ombooking eller refundering

Man kan ændre sin rejse til en anden dato gratis, hvis man har en rejse den næste måned med TUI. Hvis man ønsker at få sine penge retur, tilbyder rejseudbyderen også dette. Hvorvidt man skal satse på at komme afsted i april er fortsat uvist, men TUI har indført gratis afbestilling på alle nyligt udstedte rejser, så man er altså i sikker havn uanset hvad man vælger.

Foto: Wikimedia commons

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *