TUI opjusterer på Thailandsk ø

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Stor efterspørgsel på Koh Lipe får TUI til at udvide med flere hoteller

Allerede i slutningen af august var der kun få ledige pladser på det ene hotel, TUI udbød. Derfor opjusterer rejseselskabet nu med yderligere to hoteller.

Vi vidste jo godt herinde, at det var en fed destination. Flere kolleger har sågar bestilt en rejse dertil denne vinter, efter vi fik det på programmet. Men set i bakspejlet, har ét hotel nok været lige presset nok. Det laver vi heldigvis om på nu.

Mikkel Hansen, pressechef for TUI i Danmark. 

For at komme til Koh Lipe skal man flyve til Krabi. Alle TUIs flyvninger til Thailand denne vinter sker med Dreamliner, men man må indstille sig på nogle timers transport, hvis Koh Lipe er ens endestation. Det kræver nemlig en lang køre- og sejltur, når de mange timers flyvning endelig er overstået, at komme til den sydligt placerede ø.

Koh Lipe er jo sådan et sted, hvor det er ret godt givet ud at have et par bøger med hjemmefra, medmindre man ikke kan få nok af at dykke og sejle.

Mikkel Hansen, pressechef for TUI i Danmark. 

Det autentiske Thailand vinder ind på danskerne

TUI har været markedsledende i Thailand i mange år, og Phuket, der tidligere har været den foretrukne destination for rigtig mange danskere, får nu kamp til stregen af områder som Krabi og Khao Lak. 

Krabi-området er mere autentisk og specielt velegnet til dem, som foretrækker udflugter, og det er lige netop en tendens, vi ser, at mange af vores gæster begynder at foretrække. Khao Lak har det bedste udbud til børnefamilien, mens Phuket er et mere etableret område rent turistmæssigt

Mikkel Hansen, pressechef for TUI i Danmark. 

Bilfri ferie på Koh Lipe

Den sydlige ø måler små to kilometer på tværs. Det er Robinson-lignende forhold, omgivet af koralrev, alt imens gangstier gennem regnskoven binder øens forskellige dele sammen. Biler ser du ikke mange af og hovedgaden er små 800 meter lang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *