6 grunde til at tage børnene med til Bali

Bali Skildpadde

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Få steder i verden vækker lykke hos både børn og voksne som Bali gør. Balineserne er vilde med børn, strandene er gode, maden smager så englene synger, og hver dag er underholdende. Vi kigger nærmere på 6 ting, du skal opleve, når du rejser til Bali med børn.

Du kan finde mere inspiration til din næste Bali rejse med børn på Stjernegaard Rejser.

Slip skildpadderne løs

Hjælp en skildpadde og lær lidt om de kære padder ved et af øens skildpaddecentre, fx Serangan Turtle Conservation, hvor der arbejdes for at bevare de truede dyr. Foruden en spændende lektion i skildpaddernes liv og udfordringer, kan børnene adoptere en skildpaddeunge, sætte den fri i havet og ønske den held og lykke på dens videre færd ud i det store hav. Et unikt møde med naturen, børnene aldrig glemmer.

Få mange flere tips til Bali med børn her!

Adrenalinkick

Bali skal ikke bare ses. Bali skal opleves! Tag børnene med på en sjov dag i det grønne og oplev naturen lidt tættere på. Er I klar på et rigtigt sug i maven, så tag med på en raftingtur ned ad floderne omkring Ubud eller oplev et lille eventyr på en canyoningtur, hvor der både er klatring, rappelling og andet sjovt på programmet – eller besøg Treetop Adventure Park og oplev skoven fra en metalwire. Foretrækker I lightversionen, så er en tur på mountainbike i landskaberne omkring Ubud et absolut must.

Unik underholdning i Ubud

Har I et par dage i eller omkring Ubud, kan I se frem til underholdning i børnehøjde. Ubud er Balis kulturelle hjerte, og dermed er der lagt i ovnen til en række kærlige kulturchok for både børn og voksne. I kan opleve de traditionelle, teatralske barongdanse udført af både børn og voksne ved Kongepaladset eller ved Pura Dalem-templet. Ofte ledsaget af drager og andre finurlige væsener. Kommer I forbi Kongepaladset en søndag morgen, kan I også være heldige at få et ’backstage’ glimt af de balinesiske piger, der øver sig. Et interessant kulturmøde børn og børn imellem.

Tag på shopping

Børnene kan ligeså godt lære det! Man kommer ikke sovende til en god handel, så tag dem med til det lokale marked, giv dem en skilling og lad dem prutte om prisen til de har handlet sig til et evigt minde. De lokale sælgere er oftest meget begejstrede for børnene, og de vil derfor næppe prøve at løbe om hjørner med dem. Måske de kommer tilbage med batikfarvet tøj, en sjov hat eller noget godt til ganen.

Safari i Barat National Park

Wildlife og vild natur er der nok af på Bali, særligt i øens nordvestlige hjørne i Barat National Park og på Menjangan Island, hvor I kan tage på safari og se den endemiske Bali-stær, spotte Menjangan-hjorten og se masser af aber og andre eksotiske kendinge. Når I alligevel er på disse kanter, så snyd ikke jer selv for en snorkeloplevelse med lidt ekstra pang. Koralrevene omkring Barat National Park og Menjangan Island har skruet flot op for farverne og der er masser af fjollede og farverige fisk, der gerne kommer helt tæt på.

Delfiner i morgengryet

Lovina er kendt for en af Balis smukkeste solnedgange – og så er den lille by også kendt for de enorme flokke af delfiner der svømmer, hopper og plasker i havet ud for Lovina på Balis nordkyst. Delfinerne er særligt aktive i morgentimerne, hvor I kan tage med på en bådtur og måske nyde synet af op til 100 glade delfiner ad gangen. Husk på, at delfiner er vilde dyr, der skal behandles med respekt. Så vælg bådtur med omhu, så I sikrer jer en oplevelse, hvor delfinerne kommer til jer – frem for at I jager delfinerne.

Husk at holde øje med Udenrigsministeriets rejsevejledning, når du planlægger en rejse til Bali eller andre dele af verden.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Kommentarer

  1. Kenneth K siger

    Fedt, tak for gode tips!
    Den bliver printet ud og gemt til efterårsferien 2021 på Alila Bali.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *