Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
En historisk milepæl blev nået tirsdag den 16. december, da Vietnam Airlines’ første fly fra Ho Chi Minh City landede i Københavns Lufthavn klokken 05.33. Dermed er der for første gang direkte forbindelse mellem Danmark og Vietnam – og samtidig Vietnam Airlines’ debut på det skandinaviske marked.
Der var indbudt til en festlig indvielse i Københavns Lufthavn. Ruten blev officielt indviet ved gate C36 og ceremonien fulgte klassiske rammer med taler, åbning af ruten ved at klippe båndet og kageskæring.

Blandt talerne var Vietnams ambassadør til Danmark, Nguyen Le Thanh, Vietnam Airlines direktør i Europa, Nguyen Tien Hoang, samt Morten Mortensen, som er ruteudviklingsdirektør i Københavns Lufthavn.

Morten Mortensen fremhævede, at ruten starter med tre ugentlige afgange mellem Ho Chi Minh City og København – og erklærede at de så frem til til flere afgange i fremtiden.
Oprindeligt var rygterne at der også ville komme en rute til Hanoi på de resterende 3 dage og på den måde sikre daglige afgange til Vietnam. Dette må vi vente at se hvordan det udspiller sig.

Ifølge Hoang er interessen allerede over forventning: Den første afgang fra København var udsolgt, og belægningen for første kvartal 2026 ligger på mellem 80-85 %.


Planer om vækst og nye ruter
Vietnam Airlines ser København som et strategisk hub for Nordeuropa. Hoang bekræfter, at selskabet også overvejer at introducere en direkte rute fra Hanoi. Målet er daglige flyvninger til København ved udgangen af 2026 – en kombination, der matcher selskabets setup på andre europæiske destinationer.
Tiden vil dog vise om der er grundlag til daglige afgange rent passagermæssigt. Et samarbejde med SAS og SkyTeam kunne være med til at hjælpe med at skabe grundlaget, men lige nu er 3 ugentlige afgange nok passende.
Premium Economy på vej
Indledningsvis flyves med Boeing 787-9 i en to-klasse konfiguration (28 Business + 283 Economy). Dog fik InsideFlyer oplyst at man fra april 2026 vil introducere Premium Economy på ruten. Dette ændrer layoutet til 28 Business, 35 Premium Economy og 211 Economy. Premium Economy er meget efterspurgt ud af Norden og det vil helt sikkert både lokke forretningsrejsende og turister. Vi fik en snak med et rejsebureau, som bestemt ser frem til at kunne sælge Premium Economy.

Samarbejde med SAS og SkyTeam
Vietnam Airlines er medlem af SkyTeam, ligesom SAS. En ny codeshare-aftale giver SAS adgang til ruten og Vietnam Airlines adgang til SAS’ netværk fra København. Hoang ser et fremtidigt joint venture som realistisk – især i lyset af Air France/KLM’s kommende majoritetsejerskab i SAS.
Hvorfor er ruten vigtig?
- Direkte adgang til Vietnam: En attraktiv destination for både ferie og forretning.
- Stærk efterspørgsel: Ikke kun fra Danmark, men også Sverige, Norge, Finland og Polen. Så mere samrbejde vil komme i slutningen af 2026.
- Strategisk hub: København som gateway til Nordeuropa.

Vietnam Airlines’ indtog i Skandinavien markerer starten på en ny æra for rejser mellem Norden og Sydøstasien. Med stærk efterspørgsel, planer om udvidelse og nye produkter som Premium Economy er der lagt op til spændende udvikling i 2026.

Forsidefoto: Henrik Olsen






Skriv et svar