God start for Danmarkskampagnen

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

I to uger har Martin Brygmann mindet danskerne om, at Danmark er meget mere end bare Danmark. Filmen er vist over 2,5 millioner gange på sociale medier, og dertil kommer visningerne på flow tv. Danskerne har kvitteret med at dele flere end 13.000 billeder med hashtagget #baredanmark. 

Vi har tidligere skrevet om den store kampagne, der skal markedsføre det danske ferieland. Kampagnen blev lanceret den 28. maj. 100 influencere fra hele landet delte deres ferieoplevelser i Danmark med hashtagget #baredanmark. Ugen efter begyndte en tv-kampagne med Martin Brygmann. På sin velkendte humoristiske facon minder han danskerne om, at de ikke skal tage Danmark for givet. 

13.000 billeder delt med hashtagget #baredanmark

Filmen er vist over 1 million gange på tv og sociale medier. Meget tyder på, at danskerne har taget budskabet til sig. Indtil videre er næsten 13.000 billeder delt på sociale medier med hashtagget #baredanmark. Et udvalg af billederne kan ses på hjemmesiden www.megetmereendbare.dk. Alle deltager i konkurrencen om 20.000 kroner.

Motiverne spænder fra private snapshots af frokost i det frie, hygge med vennerne og nuttede børn til pittoreske billeder af blomstrende marker, stemningsfulde bybilleder og vidunderlige udsigter.       

Vi er superglade for, at så mange danskere har engageret sig i kampagnen og delt billeder af deres ferieoplevelser i Danmark. Der er virkelig mange gode billeder og variationen er stor. Faktisk bliver jeg selv nysgerrig efter at vide, hvor nogle af billederne er taget, og der er mange steder, jeg godt kunne tænke mig at kende bedre. Den følelse er der nok mange, der deler, når de ser billederne.

Jacob Lisbygd, senior projektleder på kampagnen “Meget mere end bare Danmark” i VisitDenmark
Foto: © Robin Skjoldborg, VisitDenmark

Plakater og reportage i Go’ Aften Danmark

Kampagnen ”Meget mere end bare Danmark” fortsætter nu på fjerde uge ved at sætte fokus på de danske destinationer. Det sker blandt andet gennem 1.400 outdoorplakater og en podcast. Dertil kommer at ”Go’ Aften Danmark” over fem uger vil tage ud til alle 19 destinationer og rapportere om lokale særkender. 

Fyn er meget mere end bare eventyr. København er meget mere end bare kanalrundfart. Og Limfjorden er meget mere end bare friske rejer. 1.400 outdoor plakater med budskaber som disse vil være at finde overalt i Danmark fra mandag den 22. juni og to uger frem.

Jeg er stærkt begejstret over det samarbejde mellem VisitDenmark, Dansk Kyst- og Naturturisme og alle destinationsselskaberne, som vi på lyntid fik op at stå. Det vidner om en agilitet, handlekraft og samarbejdsvilje, der forhåbentlig vil danne skole for vores fremtidige samarbejde. Med VisitDenmark ved det kreative ror har vi i fællesskab udviklet en kampagne, der ser ud til at virke efter hensigten, nemlig at få danskerne til at have en egentlig ferieadfærd i Danmark i år, altså skifte landsdel og købe overnatninger, oplevelser og selvforkælelse.

Jens Müller, direktør i Destination Sjælland og formand for Danske Destinationer

De 1.400 outdoor plakater har 19 forskellige motiver. Nemlig ét for hver destination, som deltager i kampagnen. Plakaterne vil blive placeret rundt omkring i landet og skal være med til at inspirere danskerne til at holde ferie på kryds og tværs af landet og overbevise dem om at besøge nye steder, de ikke før har været. 

I juli går kampagnen ind i en ny fase. 

I juli lanceres også en podcast, hvor kendte danskere quizzer om deres viden om destinationerne i Danmark. Efter den 31. august går kampagnen ind i sidste fase målrettet ferieoplevelser i sensommeren og op mod efterårsferien. 

Bag kampagnen står 19 danske destinationer, Danske Destinationer, Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Storbyturisme og VisitDenmark. Dertil kommer, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har været med til at finansiere kampagnen. 

Forsidefoto: Bornholm, © Niclas Jessen, VisitDenmark



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *