Anmeldelse: Lufthansa Premium Economy fra Frankfurt til Bangkok

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Min hustru og jeg skulle på ferie i Thailand, og vi valgte at opgradere til Premium Economy, hvilket viste sig at være en rigtig god beslutning.

Lufthansa‘s Premium Economy giver adgang til gratis forhåndsreservation af sæder, men desværre ikke lounge adgang. Derudover var det et plus, at Lufthansa i vintersæsonen benytter Airbus A380 i stedet for Airbus A340 på denne strækning.

SAS Airbus A320 blev benyttet på strækningen fra København til Frankfurt (Foto: John Christensen)

Vi havde hjemmefra lavet online check-in hos SAS aftenen inden, da vi skulle med SAS fra København kl. 18:10 til Frankfurt. Oprindeligt var billetforslaget på denne strækning Lufthansa med afgang fra CPH 19:10, men det ville have givet os store tidsmæssige problemer i Frankfurt, så vi var glade for, at vi valgte SAS, som fløj en time tidligere.

Vore selv-printede boarding pass indeholdt begge stræk (CPH-FRA-BKK) på samme QR-kode, og det skulle vise sig at blive et mindre problem, da vi selv ville printe kuffertmærker ud i København. Det ville maskinerne ikke. En servicemedarbejder mente, at vi gjorde det forkert, men efter hun selv havde haft tre forsøg, gav hun os ret og hun hjalp os til en hurtig skranke check-in.

I Frankfurt brugte vi næsten en time på at komme fra ankomst gate A25 til afgangs gate Z66. På vejen dertil var der selv scan af pas ud af Schengen, men ingen ekstra sikkerhedskontrol. Fremme ved gaten var vi godt trætte og der var sort af mennesker, for flyet var fyldt til sidste plads på alle 4 klasser, ialt 509 passagerer.

Afgang var kl. 22:00, og boarding begyndte med tysk precision kl. 21:25 efter personalet havde annonceret, at vi lige skulle dele os op i to køer. Én for First Class og Business Class samt én for Premium Economy og Economy. Ak, tænkte vi, da et par hundrede passagerer begynde at danne vores kø. Men det skulle vise sig at gå lettere end forudset, da begge køer, havde to boarding pass scannere. Trods en del asiatere havde svært ved at finde ud af, hvad det var på boarding passet, der skulle scannes, gik det ret hurtigt.

3 broer til flyet, men kun 2 i brug (Foto: John Christensen)

Lufthansa havde på underste dæk valgt at boarde med kun én dør – den forreste, selv om der var to broer til nederste dæk på standpladsen. Det gik dog rimeligt hurtigt. Da vi havde pladser forest i flyet, var det hurtigt at finde hen til vore sæder.

Lufthansa’s Premium Economy på underste dæk forest i flyet (Foto: John Christensen)

Lufthansa’s PE-sæder er fine i størrelse. 19″ (48cm) brede og med en afstand mellem sæderrækkerne på 38″ (96cm). Ryglænene kan lægges pænt tilbage, så man kan finde hvile med god rygstøtte og desuden en god nakkestøtte.

Da vi ankom til vore pladser, lå der en hovedpude, et tæppe, ½ liter vand og hovedtelefoner. Sæderne har indbyggede skærme med audio/video on demand med ca. 100 film, ca. 200 TV-programmer og 15 spil. Der er desuden strømstik og USB stik. Lufthansa tilbyder endvidere internet, men det var desværre ude af drift på vor flyvning. En fin feature på A380 er, at de har et kamera oppe på halen og et forest under flyet. Med halekameraet er det let at følge med i, hvordan flyet bevæger sig rundt i lufthavnene.

Lufthansa’s Premium Economy. Bemærk de relativ store skærme. (Foto: John Christensen)

Boarding Completed kl. 21:55 og så kom vor air hostess og tilbød et glas juice. Lidt overraskende at man f.eks. ikke fik tilbudt et glas sekt på et tysk fly. Men OK, juicen var fin med en frisk eftersmag af citrongræs. Push back 22:03 og vi var på vej.

Gin-Tonic med dejlige sprøde Pretzels (Foto: John Christensen)

Efter ca. en ½ time i luften kom drinks vognen. Vi valgte vor fly favoritter Gin-Tonic, som vist mest er en tradition, og ventede på den lille pose nødder dertil, men her overraskede Lufthansa med en pose mini Pretzels, hvilket var en fin detalje.

Sen middag. Mixed salat, kyllingebryst og cappuccino cream pie samt lidt ost og lunt brød (Foto: John Christensen)

Omkring kl. 23:00 blev maden serveret. Forretten var blandet salat med cherry tomat og mozzarella samt tilhørende fransk dressing. Det er små skåle, men én cherry tomat og en tilsvarende mozzarella kugle virkede lige sparsommeligt nok.

Herefter kunne vi vælge mellem kyllingebryst i cremesauce med dampet babyspinat i hvidløgscreme samt ris med tomat eller vegetar lasagne. Vi satsede begge på kyllingen, hvilket var en godt valg. Mør og saftig, som var den helt frisklavet og med tilbehør, der var meget smagsfuldt. Til sidst var der Cappuccino Cream Pie, hvilken var i den bedre ende af fly-deserter og ikke for sød.

Til maden blev der ud over øl og vand serveret sekt. Det var Henkell Trocken, som mange læsere sikkert husker fra 1970’erne, hvor den var meget populær i Danmark, Tysk rødvin og så igen overraskende en fransk hvid Chaddonnay. Overraskende fordi man i Tyskland producerer mange fremragende hvidvine. Jeg havde personligt nok foretrukket en fransk rødvin og en tysk hvidvin, men det er Lufthansa’s valg.

Vi tog gensynsglæden med Henkell Trocken til os og den virkede fint gennem hele måltidet og ligeså senere, som “bliv nu træt” medicin. Vor air hostess var sød, frisk og meget snakkesalig, så vi fik vendt mange små historier, når glassene skulle genopfyldes.

Om det var på grund af sekten, det lave lydniveau helt fremme i flyet eller fordi sæderne var behagelige, ved jeg ikke, men det lykkedes mig at få sovet 3 x ca. 45 minutter, hvilket ellers aldrig sker.
Der blev flittigt båret vand rund om natten, hvilket var lidt forstyrrende, når jeg for en gangs skyld havde fået lukket øjnene.

Morgenmad. Kvark med müsli, røræg med smørstegte champignon, syltetøj og en varm bolle (Foto: John Christensen)

Vi blev vækket ca. to timer inden landingen, som var sat til kl. 14:00 lokal tid. Der fik vi serveret en udmærket morgenmad, som bestod af røræg i béchamel sauce med purløg og smørstegte champignon. Især champignonerne var meget smagsfulde og man kunne smage det smør, de var stegt i. Herudover fik vi kvark med müsli. Drysset havde suget væde til sig og var halvblødt. Det burde komme i en separat pose, så man selv kunne dosere det. Smagen var dog fin.

Det skal nævnes, at den dag vi fløj, var den sidste dag Lufthansa serverede et varmt morgenmåltid på oversøiske ruter på Premium Economy og Economy. Fremover vil dette måltid være koldt. First og Business Class vil stadig få serveret et varm morgen måltid.

Flyet ankom til Bangkok 10 minutter før planlagt.

Overblik

Pros

A380
Gode sæder
God forplejning
Fly til tiden

Cons

Dårligt rengjorte toiletter

Komfort

Mad og drikke

Service

Værdi for pengene

Generel Vurdering

Konklusion

Samlet set var Lufthansas Premium Economy en meget fin oplevelse. God komfort, god service, god mad og vin samt et godt underholdningssystem. Men toiletterne trækker ned på total oplevelsen.
Denne Airbus A380 havde to toiletter dedikeret til de 52 PE-passagerer, men disse toiletter blev konstant benyttet af Economy passagerer uden at personalet greb ind og det medførte, at vi aldrig så dem rengjorte, tværtimod noget nussede. Men ekstraprisen på kr. 1.700 one way pr. passager i forhold til Economy, synes vi var givet godt ud.

4.5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *