Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Fornyeligt var jeg en tur med Air France via Paris til Madrid i economy class. Selv med lidt forsinkelse og forvirring omkring sædevalg på et af strækningerne, var oplevelsen præcis som en tur på economy class indenfor Europa bør være.
Check in
Jeg ankom i god tid til Kastrup lufthavn og stillede mig i SkyPriority køen til check in. Køen var ret lang og flyttede sig ikke eftersom der var nogle problemer med at checke en af passagerene ind. Efter et par telefonopkald, gik passageren til side og kunne resten af køen afvikles. Damen i skranken var åbenbart stået ud af seng med det forkerte ben. Hun sagde i hvert så lidt som muligt og hørte ikke efter hvad jeg sagde tilbage. Min kuffert kom dog afsted og jeg fik stukket et papirboardingkort i hånden, selvom jeg viste mit elektroniske boardingkort på telefonen, og jeg blev sendt min vej. At der var en god grund til at printe et boardingkort på papir ville det vise sig nogle timer senere.
Air France A318 København til Paris
Ved bookingen havde jeg valgt sæder som var nemt at huske: 3D på alle fire afgange. Dagen inden check in åbnede, var reservationerne for udturen dog blevet slettet og kunne ikke vælges før check in åbnede. Jeg kunne igen få 3D på turen til Paris. Fra Paris til Madrid var det allerede godt fyldt foran i flyet og jeg var blevet tildelt et vinduesæde midt i flyet. Jeg valgte dog at betale et mindre beløb for et nødudgangssæde med ekstra benplads ved gangen.
Der var prioriteret boarding med business class og FlyingBlue Elite Plus (guld eller højere) kunne komme ombord først. Herefter Elite (silver) før resten af kabinen blev fyldt op. Jeg fandt hurtigt frem til midt sæde på 3D. På trods for at afgangen stort set var udsolgt, var boarding hurtig overstået.
Række 3 på denne Airbus A318 var første række efter business class. På kort- og mellemdistance flyvninger hos mange europæiske selskaber, har business class de samme sæder som economy class, blot med midtersædet blokeret. Det giver mulighed for at gøre business class kabinen større og mindre ved at flytte gardinet. På denne afgang var gardinet sandsynligvis flyttet lidt frem eftersom der lå puder på de forreste rækker som nu var economy class.
Sædeafstand på 32″ er lidt mere end hos nogle lavprisselskaber. Der var lige nok til at knæene lige kan være der uden at være klemt mod sædet foran, selv med en højde på knap 2m.
Afgang var til tide og ret hurtigt kom vognen med forplejning forbi. Air France, og søsterselskab KLM, er et af de få tilbageværende europæiske selskaber der endnu har gratis forplejning på de korte flyvninger. Senest har Swiss og British Airways luftet overvejelser om at tage betaling for forplejning ombord. På denne tur kunne Air France byde på en sandwich og udvalget stod på vegetar eller kylling med tomat og parmesanost. Jeg valgte sidstnævnte, som smagte udmærkede for en indpakket sandwich. Den sandwich kom jeg til at møde mange gange de næste dage.
Flyvningen på knap 2 timer var hurtig overstået og vi landede til tide.
Air France A321 Paris til Madrid
Kun 40 minutter til at skifte fly i Paris Charles-de-Gaulle lufthavn betød at boarding ville starte omkring 10 minutter efter jeg forlod flyet. Efter angrebene for over et år siden blev der indført paskontrol i Paris, selv ved flyskifte indenfor Schengen. Der var heldigvis ingen kø, så jeg kom hurtig videre til den anden fløj i terminalen og til gate F33 hvor der var total kaos. Det viste sig at afgangen var blevet forsinket, men alle passagerer forsøgte alligevel at komme først ombord. Den forventede afgangstid blev flyttet et par gange mere og boarding startede omkring en time for sent.
På jetbroen skulle vi vente lidt mere til de var helt klar i kabinen. Af ren kedsomhed kom jeg til at kigge på papirboardingkortet. Til min store overraskelse stod der sæde 22C og ikke 10D som på mit elektroniske boardingkort. Der var ingen der havde gjort mig opmærksom på at pladsen var ændret, men jeg måtte nok antage at papiret var rigtig. Det var altså rent held at jeg ikke sætte mig på 10D og skabte endnu større forvirring under boarding af det fyldte fly. Jeg gjorde kabinepersonalet opmærksom på problemet og han lovede at purseren ville komme forbi efter vi kom i luften.
Kaptajnen forklarede at forsinkelsen skyldtes vejret omkring Paris og der var god nok en del turbulens. Resten af flyvningen var dog uden de store overraskelser og der var igen gratis forplejning, inklusiv øl og vin. Purseren kom forbi for at undskylde at jeg ikke havde fået den plads jeg havde betalt for og lånte mig sin iPad for at udfylde en klage. Allerede dagen efter blev jeg ringet op af kundeservice og blev tilbudt en voucher på det dobbelte beløb. Det er helt normalt at der kan opstå problemer, der er dog stor forskel på hvordan man håndterer dem. Her klarede Air France sig helt perfekt.
Ankomst til Madrid Bajaras var omkring en time forsinket. Der var ikke ret langt at gå til bagagebåndet og kufferten kom hurtig frem, og så var det bare at finde vej til hotellet.
Vejen hjem
Hjemrejsen lignede udturen på en prik, bare uden forsinkelse og med de rigtige sæder. Der var igen en lang kø ved priority check in, men der kom hurtigt ekstra personale der åbnede flere skranke. VIP loungen var stor med mange sædepladser, og ikke mindt en fantastisk udsigt over landingbanen. Udvalg af mad var ikke overvældende, men acceptabelt for en kontraktlounge. Der var dog overraskende mange forskellige vine, de fleste af dem spanske. Wifi var hurtigt og lænestolen med udsigt på Norwegian’s busboarding føltes ventetiden kort.
Flyvningerne var begge til tide og madudvalget efterhånden velkendt. Der var ingen paskontrol i Paris, så skiftet gik hurtigt. Landing i Kastrup var til tide og så var det bare at vente på kufferten ved den velduftende pølsevogn i ankomsthallen.
Konklusion
Alt i alt en fin rejse uden dikkedarer. Lige som det skal være på sådan en kort tur. Lidt forsinkelse på udrejsen på grund af vejret og lidt forvirring omkring sædevalg, håndterede Air France lige som det skal. Det er dejligt med gratis forplejening selv på de korte ture, ikke så meget på grund af prisen, men det er trods alt væsentlig nemmere uden at alle passagerer skal til lommerne for at finde penge eller kort i de allerede alt for små sæder. Jeg vil helt klart overveje Air France igen til næste tur.
Skriv et svar