Rejsebrev: Med Ukraine International Airlines til Kiev

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

InsideFlyer var ombord på det første Ukraine International Airlines fly fra København til Kiev Borispol lufthavnen. Ruten starter med 9 ugentlige afgange.

Ukraine International Airlines (UIA) satser nu på at flyve fra København til den ukrainske hovedstad Kievs Borispol lufthavn, som ligger 30 km øst for Kiev. Herfra er der gode forbindelser til både resten af Ukraine og videre til Asien.

Mandag, onsdag, torsdag, fredag og søndag flyves der fra København 13:50 med ankomst i Kiev 17:10. Mandag, tirsdag, onsdag og søndag er der en meget tidlig morgenafgang fra København kl. 4:55 med ankomst kl. 8:00

Mandag, onsdag, torsdag, fredag og søndag flyves der fra Kiev 11:30 med ankomst i København 13:00. Mandag, tirsdag, lørdag og søndag flyves der fra Kiev 21:05 med ankomst 22:40.

Til premiere flyvningen onsdag den 25. april var flyet meget bekvemt placeret ved gate C26, som ligger lige under Eventyr loungen. UIA er ikke med i en flyalliance, men der er adgang til Eventyr loungen både med Diners og Priority Pass.

Afgangen var sat til 13:50 og boarding til at starte 13:10. Så jeg kunne lige nå, at se domsafsigelsen i retssagen mod Peter Madsen i Eventyr loungen.  Det gjorde, at jeg gik glip af den officielle åbning, hvor et bånd blev klippet over og hvor Ukraines ambassadør holdt tale.

Til gengæld kunne jeg forsyne mig ved en lille buffet ved gaten med croissanter, kaffe og juice inden ombordstigningen.

Ombordstigningen i dagens Boeing 737-800 med plads til 180 passagerer foregik hurtigt, da flyet ikke engang var halv fyldt. De første tre rækker var Business, hvor det midterste sæde var blokkeret. På række 4 lige bag gardinet var der sat nogle gule puder, som fortalte at det var comfort zone, som koster 35 euro ekstra, men ikke giver ekstra benplads.

48 timer før afgang fik jeg en mail om, at jeg kunne tjekke ind og fik derfor en plads fremme på 8A. Heldigvis blev midtersædet ikke optaget under flyvningen. Sæderne er beklædt med læder og ganske behagelige at sidde i, selv om lommen med tidsskifter sidder foran knæene. Med mine 172 cm i højden, sad jeg ganske behageligt.

Der var push-back fire minutter før planlagt afgangstid og vi var snart i luften. Kort efter vi var kommet op i flyvehøjden, kom to venlige stewardesser rundt med en vogn. Herfra kunne man forsyne sig med kaffe eller et glas vand. Der var også mulighed for at købe sodavand, øl, vin og champagne. Desuden kunne man købe chips og sandwich, som var pakket ind i noget ugennemsigtigt pap.

Det var ikke muligt at se priserne på udvalget, men jeg valgte at købe en ukrainsk øl, som kostede 2 Euro og kunne betales med et kreditkort. Der var også mulighed for at købe en Heineken øl, men den var i en 33 cl dåse, mens den ukrainske Lvivske øl var på 50 cl og smagte ganske udmærket.

Eneste underholdning ombord er flybladet Panorama (ikke at forveksle med SAS Scanorama), som har tekst både på ukrainsk og engelsk.

Efter kun to timer landede vi i Borispol, hvor det kun tog få minutter at komme igennem paskontrollen og videre ud til en taxa ind mod Kiev.

Ikke første rute mellem København og Kiev

Det er ikke den eneste flyforbindelse mellem Kiev og København – det ungarske flyselskab Wizz Air åbnede i august sidste år fra Kievs sekundære lufthavn, Zhulnany, til København med tre fly om ugen.

Tilbage i 2007 åbnede SAS en rute til Borispol, som holdt nogle år. Cimber Sterling forsøgte i 2011 sig som feeder selskab for det Ukrainske flyselskab AeroSvit , som havde flyruter til Asien . Også UIA har tidligere kortvarigt betjent ruten, men måtte opgive på grund af for få passagerer.

 

 



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Kommentarer

  1. Jonas Westh siger

    Det er vist en tilsnigelse at kalde dette en anmeldelse. Nærmere en beskrivelse af en ganske almindelig flyvetur. Jeg kan forstå at den ukrainske øl smagte udmærket. Bortset fra det, er artiklen blottet for stillingstagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *