Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Lukningen af stort set samtlige rejseaktiviteter har medført at mange har svært ved at optjene status i flyselskabers og hotellers loyalitetsprogrammer. Derfor har mange programmer forlænget medlemmernes status med et år. Men giver det nu også automatisk loyale kunder? Og hvad skal du gøre for at beholde din status?
Dette spørgsmål er svært at svare på. For det afhænger også af kundernes rejsemønstre og alternativer. Og også hvorvidt kunderne værdsætter fordelene ved status. Nu begynder verden igen at åbne op – og vi kan i bagklogskabens klare lyse vurdere situationen.
Flyselskaberne har håndteret problemet på forskellige måder. Nogle selskaber har under henvisning til COVID-19 pandemien forlænget medlemmers status med et år – andre har reduceret optjeningskravet til status med eksempelvis 30%. Begge løsninger er lette at kommunikere – men der vil garanteret altid være nogen, der føler de blev uretfærdigt behandlet. Det ses eksempelvis af diskussionerne om SAS EuroBonus på forskellige fora. Derfor vil jeg bruge mig selv om eksempel
Kan jeg beholde min status i SAS EuroBonus?
Jeg er diamantmedlem og mit optjenings år løber fra 1. maj til 30. april. Desværre havde jeg 2 måneders sygeorlov med rejseforbud i januar og februar. Da lægen raskmeldte mig i begyndelsen af marts, holds SAS op med at flyve. Så 4 måneder på landjorden gjorde, at jeg ikke kunne genoptjene min diamantstatus. Men heldigvis forlængede SAS min status endnu et år og jeg er også diamantmedlem fra 1. maj 2020 til 30. april 2021.
Jeg skulle også gerne optjene status for næste år. D.v.s. perioden fra 1. maj 2021 til 30. april 2022. Derfor skal jeg i år optjene 90.000 basis- og statuspoint. De 12.000 statuspoint kommer fra mit SAS EuroBonus Mastercard Premium. De resterende 78.000 point skal hentes ind på flyvninger. Det ser ud til, at mange ruter igen er optaget i september, men det giver mig kun 8 måneder at hente de nødvendige basispoint. Eller sagt på en anden måde: Jeg skal optjene knap 10.000 point om måneden. Det bliver nok svært med mine 1 – 2 månedlige rejser indenfor Europa. Også selvom jeg rejser på de billigste plusbilletter.
Jeg tror, at en nogle medlemmer i EuroBonus, hvor bonusåret starter i marts, april, maj eller juni, kan få svært nok ved at optjene point nok til at genoptjene status til næste år. Specielt hvis disse medlemmer normalt kun lige kommer over grænsen. Disse kunder skal i løbet af året overveje, om de ønsker at beholde deres status hos SAS. Eller om optjeningsmålet er så svært at opnå, at de allerede nu opgiver at genoptjene status for det næste år.
Tips til de ekstra loyale
Nogle vælger måske at være specielt loyale over for SAS (og andre selskaber i Star Alliance, hvor man også optjener basispoint i EuroBonus). De vil gøre alt for at få de nødvendige point på det korte år. Til dem er min anbefaling:
- Få et SAS EuroBonus World Mastercard Premium. Det koster godt nok 1.495 kroner om året. Du får 1.000 statuspoint hver måned (hvis du bruger kortet). Disse point kan ikke bruges til at betale for bonusrejser. Men de tæller med sammen med de basispoint du får for at flyve for at få status. Desuden får du 10.000 ekstrapoint i velkomstgave.
- Rejs altid med Star Alliance – det giver næsten altid basispoint (vær dog opmærksom på, at du ikke nødvendigvis får point på de billigste billetter).
- Tjek altid, om du kan hente flere point ved at købe en lidt dyrere billet. Somme tider er forskellen mellem prisen på en billet på økonomiklasse og plus så lille, at du får pænt mange bonuspoint for en lille merpris. Vi har tidligere skrevet om dette i denne artikel.
- Undersøg, om du kan få flere point ved at vælge en anden rute.
- Lave et mileage run, hvor du tager en billig flyrejse for at tjene mange EuroBonus point. Du kan læse mere om det i denne artikel.
- Køb basispoint. Ja, det er dyrt. Basispoint koster enten en krone eller 10 bonuspoint. Men det kan være løsningen, hvis du blot mangler få point.
Du kan naturligvis bruge se samme overvejelser i andre flyselskabers loyalitetsprogrammer.
Dette er en liste med muligheder for at hente flere point, så du kan beholde din status. Jeg anbefaler, at du altid nøje vurderer, om du får tilstrækkelig værdi for de ekstra omkostninger. Guld kan købes for dyrt. Derfor bør du regne efter, om de enkelte forslag er pengene værd for dig.
Skal jeg skippe EuroBonus?
Flere af de destinationer, som jeg flyver til, bliver kun betjent af selskaber i Star Alliance. Derfor har jeg reelt set kun i begrænset omfang benyttet mit medlemskab i loyalitetsprogrammet OK Plus hos Czech Airlines. Det har heller ikke hjulpet på min loyalitet, at jeg et par gange har følt mig snydt, når jeg ikke har fået “miles” på mine business rejser hos Air France, der også er med i Sky Team
Men personer, der rejser så meget, at de har status i flere programmer, har et lidt andet problem: Kan de genoptjene status i begge programmer? Eller skal de til at vælge mellem programmerne? I så fald, skal de nok analysere situationen lidt mere.
Hotelprogrammer
Jeg er medlem af 2 hotelprogrammer. Marriott Bonvoy og Radisson Rewards. Begge programmer har kalenderåret som optjeningsperiode. Og jeg har en høj status begge steder.
Radisson Rewards meldte hurtigt ud, at de ville forlænge min plantinum status i et år. Men i lang tid hørte jeg ikke fra Marriot Bonvoy. Så min konklusion i denne tid var: Nu skal jeg overnatte på Marriott hoteller for at generhverve min titanium status. Ellers ville jeg miste den. Jeg var med andre ord i den situation, at jeg ville være loyal overfor det program, der ikke havde forlænget min status. For jeg ville intet opnå med at være loyal overfor Radisson.
Nu har Marriott Bonvoy også forlænget min status. Det betyder med andre ord, at jeg har høj status i begge programmer i kalenderåret 2021. I 2021 skal jeg så optjene min status for 2022. Jeg går ud fra, at mine rejseaktiviteter er tilbage på normalt niveau efter nytår. Og jeg igen kan have tilstrækkeligt mange overnatninger i begge programmer til at genoptjene min status.
Men hvilke overvejelser har du gjort dig? Du kan deltage i debatten på vores fora:
- Vi har en del tråde om SAS EuroBonus
- Radisson Rewards
- Marriott Bonvoy
Skriv et svar