Hyatt lancerer deres JDV brand i Europa

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Hyatt meddelte den anden dag, at et datterselskab af Hyatt har indgået franchiseaftaler med Story Hotels Holding AB om, at bringe tre hoteller i Sverige ind under JDV Hotel-brandet, hvilket øger tilstedeværelsen for Hyatts uafhængige brand i Europa. Med aftalen kommer Hyatt også tættere på Danmark!

De tre boutiquehoteller – Story Hotel Riddargatan og Story Hotel Signalfabriken i Stockholm samt Story Hotel Studio i Malmö – bevarer alle deres individuelle hotelnavne og unikke identiteter. De tre Story Hotels vil være tilgængelige for reservation gennem Hyatts bookingkanaler og medlemmer af World of Hyatt kan optjene og indløse point for ophold fra 15. april 2021.

Story Hotel Riddargatan, Stockholm

Story Hotel Riddargatan er en ejendom med 83 værelser, der i vid udstrækning betragtes som værende et af Stockholms første boutiquehoteller.

Bygningen har et industrielt design, der repræsenterer dens tidligere liv som lejlighedskompleks, barberbutik og garage. Ejendommen er centralt beliggende i Östermalm-området med nem adgang til livlige restauranter, caféer og barer. Hotellet har også en restaurant, Ling Long, der er specialiseret i sydøstasiatiske retter og en inden- og udendørs bar.

Fotokredit: Hyatt.

Story Hotel Signalfabriken, Stockholm

Story Hotel Signalfabriken har 83 individuelt designede værelser og en pulserende bar og restaurant, der er vært for regelmæssige DJ-forestillinger. Med et tidligere liv som brandstation og rådhus vil denne fredede ejendom i Sundybergs Torg-kvarteret tiltrække forretningsrejsende med møder i de omkringliggende områder som Solna, Bromma og Kista. Fritidsrejsende vil nyde den hyggelige stemning og overfloden af restauranter i nærheden samt hurtig adgang til Stockholms centrum på mindre end ti minutter via de nærliggende sporvogns-, bus- og metrolinjer.

Fotokredit: Hyatt.

Story Hotel Studio, Malmö

Story Hotel Studio Malmö har 95 unikke gæsteværelser, som alle har et kreativt og legende udtryk i deres design for netop at afspejle den unge og dynamiske lokalbefolkning. Hotellet ligger på de øverste etager i et højhus og tilbyder en spektakulær udsigt over byen og vandet.

Hotellet er en del af STUDIO-bygningen, som også rummer konference- og mødefaciliteter, virksomhedskontorer, detailforretninger, flere restauranter og en café. Med sin unikke beliggenhed ved vandet på Universitetsholmen og tæt på Malmøs centralstation kan gæster let udforske byen og nærliggende København. Hotellets restaurant og cocktailbar, Kasai in the Sky, byder på mad og drikke på Malmøs højeste udendørs terrasse med udsigt over havet og byens skyline.

Fotokredit: Hyatt.

Story Hotel Riddargatan, Story Hotel Signalfabriken og Story Hotel Studio Malmö forventes at øge antallet af Hyatt-hoteller i Sverige til fire efter åbningen i 2020 af Stockholms Hotell Reisen, som er en del af brandet The Unbound Collection by Hyatt. Drevet af gæsternes voksende ønske om unikke, differentierede oplevelser, der fremmer ægte forbindelser med mennesker og kulturer, annoncerede Hyatt for nylig sin ambition om at vokse med mere end 30 procent i Europa med et betydeligt fokus på at udvikle sine livsstilsbrands.

Det bliver spændende at se hvornår Hyatt indtager det danske marked. Måske allerede indenfor de næste par år?

Fotokredit: Hyatt.
Artiklen er oprindeligt bragt på vores amerikanske site af Steffen Hager.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *