Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Lufthansa LH450 fra Frankfurt til Los Angeles bød på endnu mere exceptionel service end First Class Terminalen. Hele vejen sad jeg med en følelse af, at jeg skulle have den ypperste service. Dog var jeg næsten for lille til den megen plads i en af de i alt otte sæder på Lufthansa First Class.
I sidste kapitel nåede jeg til limousinen, som skulle fragte mig fra Lufthansas First Class Terminal ud til min afgang mod Los Angeles med Lufthansas Boing 747-8i – et af flyselskabets ret nye fly. Jeg og én passager mere, der skulle flyve på First med samme afgang, blev vist ind i bilen, og vi satte kursen ud mod flyveren.
Passagerer på første klasse benytter på de internationale afgange deres egen elevator fra jorden og op til gaten, som fører ud til flyet. Men af en eller anden årsag kunne chaufføren ikke få den til at virke, så vi måtte tage trappen op og kom til at stå lidt i kø med andre passagerer, der var ved at boarde. Eller kø er måske for meget sagt, for chaufføren fik hurtigt gelejdet mennesker foran os væk, og i løbet af 20-30 sekunder stod vi ved indgangen til flyet.
Der er to gate-tilslutninger til flyet for at boarding kan foregå hurtigere. Vi benyttede den forreste, eftersom førsteklasse hos Lufthansas B747-8i er helt forrest i flyet. Man kunne godt forestille sig, at førsteklasse var på Jumboens førstesal. Men hos Lufthansa har man altså valgt en indretning, hvor de otte pladser på førsteklasse ligger i stueplan og helt ude i spidsen af flyet. På første etage er der i øvrigt business klasse.
Med det samme, jeg kom ind i flyet, kom en stewardesse og bød mig velkommen. Hun har formentlig set chaufføren og vores tur forbi den resterende kø. Jeg blev vist hen til sæde 2A, som jeg havde valgt af den årsag, at der er en lille bardisk i midten af flyet her. På den måde er der lidt mere privat atmosfære over til naboen på den anden side, selvom Lufthansa har en afskærmning, der kan køres op og på den møde gøre ens sæde mere privat.
Med det samme fik jeg forklaret lidt om sædets funktioner, vist de forskellige opbevaringsrum – inklusiv et lille skab, der er placeret præcist mellem førsteklasse og serviceområdet lige bag. Her var der masser af plads til både jakke, tasker med videre.
Jeg fik sat mig lidt til rette, og kort efter kom samme stewardesse, der havde budt mig velkommen, og spurgte, om jeg kunne tænke mig noget at drikke. Jeg bad om lidt champagne og fik samtidig en skål med nødder – de velkendte macadamia-nødder. Champagnen var en Tattinger årgang 2007, der var dejlig kølig og ikke alt for tør.
Stewardessen, som skulle tage sig af mig, var vel sidst i 40’erne. Meget flink, ydmyg og virkede dedikeret til at give mig en perfekt tur. Ud fra hendes væremåde kan jeg huske, jeg tænkte, at det nok blev en god tur. Og det blev det. Man har nogle gange hørt om folk, der har haft en blandet oplevelse på First. Vel har maden og sæderne måske være ok, men flyver man på førsteklasse betyder den personlige betjening utrolig meget. At min tur her fra Frankfurt til Los Angeles var så vellykket, tillægger jeg i høj grad den personlige service.
Jeg endte dog faktisk med at skifte sæde inden afgang. Det var et par, som var blevet placeret i hver sit hjørne af kabinen, og hvor kvinden sad foran mig. Jeg blev spurgt, om jeg på nogen måde havde noget imod at flytte til bagerste sæde i højre side, tror det var 4K. Det havde jeg såmænd ikke. Jeg så ingen grund til at være snobbet, bare fordi jeg fløj på First, og jeg har det egentlig sådan, at jeg tror, man får god service, hvis man er høflig og imødekommende over for personalet om bord på et fly – indtil det modsatte gør sig gældende naturligvis!
Sædet næsten for stort
Lidt før afgang fik vi besøg. Det var såmænd kaptajnen, der kom rundt og hilste på os alle. Jeg fandt ud af, at det åbenbart er en fast gestus fra Lufthansa. Service eller ej – jeg synes nu det var meget pænt gjort.
Jeg nød min champagne og fik en lille ekstra påfyldning. Først da vi var undervejs ud til startbanen, samlede personalet glasset ind, og vi lettede i fint vejr og uden problemer.
Når det gælder selve kvaliteten af stof, læder, materialer og design af selve First Class-kabinen, så er jeg ret stor fan af Lufthansa. Jeg har ikke rejst med andre selskaber på første klasse, men har selvsagt læst og set masser af videoer af de forskellige selskabers formåen. Kvaliteten af materialevalget virker lækkert, og kabinen er stilren og enkel, hvilket for mig får det hele til at fremstå mere eksklusivt. Jeg er dog også mere tilhænger af det simple frem for en masse lir og gejl. Og som jeg nævnte tidligere, så er kabinen forholdsvis åben, hvilket får den til at virke mere rummelig. Men har du brug for privatliv, så kan du bare køre den specielle skærm op, der hindrer naboer i at kigge på dig på turen.
Så snart skiltet med sikkerhedsbæltet blev slukket, var personalet med det samme forbi for at høre, om jeg manglede noget. Jeg var helt ok – og havde travlt med at lege lidt med de mange knapper på sædet. For mig, der ikke har fløjet First før, så var der ret mange indstillingsmuligheder. Det tog lige lidt tid at få forståelsen på plads, eftersom sædet lidt afhængig af dets position ikke altid gør det samme, når man trykker på en tast. Men det gik nu fint. Sædet var rigtig bredt, og der var masser af plads, hvilket var skønt.
Men foran mig var en beholder til opbevaring, som samtidig fungerede som fodskammel og nederste del af sengen, når stolen var stillet om til dette. Fodstøtten kan man elektrisk køre frem og tilbage efter behov, men selv når jeg havde fodstøtten så tæt på sædet som muligt, så kunne jeg kun lige nå den med det nederste af mine fødder. Jeg kunne godt køre sædet lidt frem, men i så fald, så var det i form af en begyndende operation til at lave sædet om til seng, hvilket gjorde, at ryglæn med videre ændrede vinkel, hvilket jeg ikke var interesseret i. Det sagt, så kan der selvfølgelig også have været en funktion til at rykke sædet, som jeg ikke fandt.
Som at spise på restaurant
En del af at tage turen på første klasse er naturligvis også maden om bord. Det er noget lidt specielt at spise i 35.000 fod – vel at mærke mad, der normalt er i en liga, hvor det serveres på en forholdsvis fin restaurant. Alle selskaber, der har førsteklasse, leverer en form for mad på interkontinentale flyvninger – om end det selvfølgelig kan svinge afhængig af selskab.
Den helt korte historie for min madoplevelse på turen var positiv. Ret kort tid efter vi var kommet i luften fik jeg udleveret menu- og vinkort for turen. Lufthansa er kendt for at have kaviar med tilhørende Grey Goose vodka og ristet toastbrød blandt forretterne. Faktisk skulle Lufthansa være den største enkeltaftager af kaviar på verdensplan netop på grund af dette.
Jeg fik dog ikke valgt mad og drikke, for jeg endte med at blunde hen, eftersom jeg havde været oppe siden kl. 04.00 om morgenen – og ikke havde sovet meget natten før. Så efter en god times tid vågnede jeg op og kunne se, hvordan de andre passagerer havde sat tænderne i maden. Så jeg måtte hellere i gang med bestillingen.
Jeg valgte dog ikke kaviaren, men i stedet en carpaccio af poulard (høne) med en sauce og æblekompot. Det smagte fint, men var måske lidt kedelig i anretningen. Jeg valgte en Cháteauneuf du Pape 2014 fra Jerome Quiot. Jeg ikke den store vinspecialist, når kommer til hvidvin, men for mig personligt synes jeg den smagte fint. Før forretten kom der for resten en lille appetizer i form af noget laks med et lille stykke brød. Det smagte ganske udmærket.
Mellem forret og hovedret serverer Lufthansa en sorbet med champagne for at rense munden, såfremt man altså spørger om den. Det gjorde jeg ikke. Jeg glemte den helt, selvom den stod på menukortet, så den sprang jeg altså over. Men jeg må indrømme, jeg gerne ville have smagt den. Og jeg kunne egentlig nok have bestilt den senere, uden jeg dog fik det gjort.
Blandt hovedretterne på menukortet gik jeg efter et sikkert valg: Tenderloin Beef med æggestand ragout og krydret kartoffelmos. Det smagte himmelsk må jeg sige, og kødet var særdeles mørt. Jeg smagte to forskellige rødvine til bøffen – bare fordi jeg kunne – og til dessert snuppede jeg en chokolademousse med hindbærcreme til sammen med en kop kaffe. Også desserten var god, og det gik generelt rigtig stærkt med at komme igennem retterne. Måske var det fordi jeg var omkring halvanden time forsinket i forhold til de seks andre rejsende på First. For på min tur hjemad tog det væsentlig længere tid at komme gennem måltidet.
Da jeg var færdig med mit måltid, som alt sammen blev serveret på et stort foldeudbord ved sædet, snuppede jeg en kop kaffe for at runde det hele af. Og så var det tid til at se flyet en tur. Det var min første tur på Boing 747, så jeg ville gerne kigge mig lidt omkring. Jeg gik op på 1. sal, hvor en del af business-klassen er placeret, og da jeg havde vendt rundt forrest i flyet og bevægede mig bagud igen for at komme ned ad trappen igen, blev jeg mødt af en yngre stewardesse, som pænt spurgte, om jeg havde problemer med at finde min plads. Hun skulle sikkert henvende sig til mig for at sikre, det ikke var unødig vandren rundt i business af rejsende på økonomi.
Jeg fortalte hende, at jeg sad nede på førsteklasse og blot gerne ville se, hvordan flyet så ud, da jeg ikke havde fløjet med en 747 før. Hun svarede meget smilende og høfligt, at det var helt i orden, og at jeg naturligvis kunne bevæge mig frit rundt på flyet os se, hvad jeg havde lyst til – samt at jeg måtte sige til, hvis der var noget, hun kunne gøre. Her fik jeg igen fornemmelsen af, at Lufthansas førsteklasses rejsende er noget specielt og skal have førsteklasses betjening samt første prioritet. For i situationen her og i øvrigt en række efterfølgende, så var det som om, at alt kunne lade sig gøre og fik førsteprioritet, hvis man var rejsende på første klasse. Jo, det skal man jo også til den pris. Men det var alligevel en lidt ubeskrivelig følelse.
Da jeg kom tilbage fra min rundtur, var resten af kabinen ved at gå til ro. Jeg var næsten den eneste, der endnu fik lidt lys ind af vinduerne, som havde to styrker så at sige. Der var rullegardiner i ruderne, som jeg kunne betjene elektrisk, og mens det første lag blot tog den værste sol, så virkede næste lag som mørklægningsgardiner. Det var ret lækkert at kunne blænde lidt af, og det benyttede jeg en times tid, indtil jeg besluttede mig for at hoppe i min pyjamas.
Når du rejser på førsteklasse med Lufthanasa, og i øvrigt også business på flere selskaber, får man som regel udleveret en toilettaske med tilhørende produkter samt en pyjamas. Min af slagsen var fin og sad godt på kroppen. Mens jeg skiftede tøj bad jeg personalet om at lave mit sæde om til seng, og med det samme jeg var tilbage, var der redt op med dyne og ekstra pude. Sengen var rigtig fin at ligge på, og jeg bad om en vækning om to timer. For jeg ville ikke gå glip af for meget på turen. Men jeg endte faktisk med ikke at sove ret meget eftersom jeg rodede lidt med flyets tv med tilhørende film og diverse. Jeg fandt noget stille musik – og lige præcis dér fandt jeg ud af, hvad gode høretelefoner kan gøre…
Til hvert sæde på første klasse på Lufthansa hører der et sæt Bose Quiet Comfort 25 høretelefoner. Og da jeg ikke gør meget i den slags normalt, så var det lidt af en speciel følelse at få dem på (Ja, grin bare!). De tager nærmest al støjen fra flyet, og det eneste, jeg nærmest hørte ud over musikken, var en svag hvislen som en sikkerhed for, at der trods alt stadig var gang i motorerne på Jumboen. Det var en meget positiv overraskelse.
Efter to timer kom personalet som lovet og vækkede mig, og jeg bad om en kop kaffe. Den kom prompte. Jeg så noget mere tv gik lidt mere i dybden med teknikken omkring underholdningssystemet ombord. Og efter nogen tid begyndte flere i kabinen at røre på sig, og jeg bad om at få min seng møbleret tilbage til sæde igen. Jeg skiftede samtidig tilbage til lidt en lidt mere normal beklædning.
Efter nogen tid var det morgenmadstid. Jeg var egentlig ikke specielt sulten, og min mave var ved at mærke de mange timer, jeg ikke havde sovet. Så jeg tog lidt frugt og noget vand, og slappede igen lidt af og nød egentlig bare de sidste par timer af turen.
Klokken 13.45 amerikansk tid, cirka 20 minutter før planlagt, satte vi hjulene ned på landingsbanen i Los Angeles lufthavn, som for mit vedkommende skulle blive lidt af en mavepuster. Fremover vil jeg virkelig overveje det grundigt, om jeg skal lande i Los Angeles, for det er virkelig ikke nogen god lufthavn – i hvert fald i mit tilfælde. Det hører du nærmere om i næste kapitel. Men for at lægge niveauet, så startede vi med at måtte vente i flyveren, da ankomsthallen simpelthen var fyldt. Det var første gang i en af stewardessernes 30-årige karriere, at det var sket, fortalte hun, da vi ventede.
Tidligere kapitler:
1. kapitel – Rejsebeskrivelse: Lufthansa First Class tur/retur – for dummies
2. kapitel – Rejsebeskrivelse LH First: Søg grundigt og spar tusindvis af kroner
3. kapitel – Rejsebeskrivelse LH First: Review af SAS Lounge OSL og LH OSL-FRA på Business
4. kapitel – Rejsebeskrivelse LH First: Test af Porsche First Class Excitement i Frankfurt
5. kapitel – Rejsebeskrivelse LH First: Test af First Class Terminal – Frankfurt
Skriv et svar