Nordic Choice vil give ansatte mulighed for at bytte arbejdspladser midlertidigt

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Med fokus på innovation for hotelgæsterne og personlig udvikling for de ansatte starter Nordic Choice Hotels nu udvekslingsprogrammet Boomerang gennem sin digitale udviklingsvirksomhed eBerry.

Initiativet til projektet kommer fra medarbejderne selv, og formålet er, at man som ansat skal have mulighed for at bytte arbejdsplads med en anden et stykke tid. Effekten af Boomerang forventes at blive nye idéer, erfaringer og øget viden samt personlig udvikling hos deltagerne.

Det er tre år, siden Nordic Choice Hotels startede den digitale udviklingsvirksomhed eBerry. Formålet var at udvikle innovative oplevelser og ydelser for hotelgæster. I dag består virksomheden af 180 specialister på hovedkontorerne i Stockholm og Oslo. eBerry tager nu næste skridt i at udvikle sin forretning og skabe en endnu mere dynamisk og innovativ arbejdsplads for sine ansatte. I samarbejde med andre innovative virksomheder rundt om i verden starter man udvekslingsprogrammet Boomerang.

eBerrys CEO Lisa Farrar udtaler:

Vi er en virksomhed, der har som sin fornemste opgave at omforme ord som innovation og udvikling til praktisk handling i det daglige. Det kræver også, at vi har medarbejdere, der har det sjovt på arbejdet og som hele tiden udvikles og udfordres. Boomerang bliver en vitaminindsprøjtning i det arbejde.

Projektet starter her i foråret 2019. I den nærmeste tid vil der blive indgået samarbejdsaftaler med andre virksomheder rundt om i verden.

Farrar fortsætter:

Vi håber og tror, at vi vil finde et spændende miks af virksomheder, også gerne fra andre brancher end vores egen. Vi har faktisk bare to krav, og det er, at de præcis ligesom os selv skal stræbe efter at gå forrest, når det kommer til at være en god arbejdsgiver, og at de skal have et meget højt ambitionsniveau, når det gælder udvikling og innovation.

Ambitionen er, at første udveksling finder sted i løbet af efteråret 2019. Det er meningen, at udvekslingen skal kunne omfatte alle i virksomheden.

CEO Lisa Farrar fortæller afslutningsvis:

Jeg håber, at vi vil opleve mange hos eBerry, der melder sig som interesserede. Det er en helt særlig mulighed, og jeg håber selv på at blive en af dem, der inden for de nærmeste år får mulighed for at bytte arbejde med en anden i verden i en periode.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *