Rejsebrev: Mai Chau & Phong Nha Ke Bang

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

I lyset af storbyoplevelserne fra Hanoi besluttede vi at komme på landet og lidt tættere på den vietnamesiske lokalbefolkning i Mai Chau. Efterfølgende besøgte vi nogle af verdens største grotter i nationalparken, Phong Nha Ke Bang. Velkommen til.

Rismarker, køer og vandring i Mai Chau

Det tager kun 3-4 timer at køre sydøst fra en af de mange busstationer i Hanois centrum til dalene i Mai Chau, og det er en af de mere seværdige busture, vi har været på. Kort efter at have forladt provinsbyerne begynder vejen at stige langsomt, og snart kører vi helt ude på kanten med frit udsyn til markerne placeret nede i de forskellige dale. Bussen har desuden sin egen version af moodlightning, hvor lidt sporadisk placerede lysdioder glimter i tempo til musikken.

I tusmørket når vi frem, bliver nærmest smidt af bussen og står i vejkanten med vores rygsække uden et sted at sove. Via den geniale Maps.Me -app med offlinekort finder vi frem til et homestay liggende nogle hundrede meter ude af en grusvej. Vi får et lille værelse lige ud til en andedam. Det er også det, der vækker os næste morgen: lyden af rappende ænder, galende haner og gøende hunde. Javist, vi var kommet på landet med alt, hvad der dertil hører med.

Udstyret med et håndtegnet kort fra familiens søn begiver vi os ud på en vandretur, som vi sjældent vil glemme. Der går ikke lang tid før, at det går op for os, at kortet ikke matcher de veje, som vi møder, så vi må improvisere. Det leder os ad grusveje og små stier igennem et nærmest ubetrådt område med klipper på begge sider og fritgående køer, som engang imellem indikerer at ville gå til angreb. Vi slår en stor bue udenom køerne og klatrer op ad en en bakke i den stegende varme og kan se ned til en lille landsby omringet af rismarker. Herfra finder vi vejen tilbage og støder bl.a. på en lokal skoleklasse undervejs.

En lokal skoleklasse hilste på.

Dybe, mørke og mudrede grotter

Længere mod syd gjorde vi holdt i byen Phong Nha, der ligger tæt på nationalparken af samme navn. En by der nok fungerer bedst til udflugter og mindre som et trækplaster i sig selv. Som resten af backpackerfolket bookede vi en tur ud i nogle af verdens største grotter krydret med lidt adventure. Det betød, at dagsturen startede med en rask vandretur ned til et mindre vandfald før, at vi traskede op til indgangen til Paradise Cave (også kendt som Thiên Đường). Når man står der i åbningen, er det ikke helt til at fatte, at denne grotte strækker sig hele 31 km ind i bjergmassivet og i højden måler op til 72 meter. Os turister fik lov til at udforske den første kilometer inkl. en masse drypsten inde i mørket. Ret surrealistisk at være vidne til.

Selve adventuredelen lå til slut og her skulle Dark Cave inspiceres. Det foregik sådan, at alle deltagere krøb i badetøjet, blev udstyret med en hjelm med pandelampe for så at blive hægtet fast til en 200 meter lang svævebane. Efter den sjove tur i svævebanen svømmede alle ind i grotten indtil, at der var fast fodfæste og tændte pandelamperne. Vi fortsatte ind igennem snørklede gange og langsomt skiftede underlaget til slæbrigt mudder, og pludselig kunne vi træde ud i en regulær mudderpøl. Et splitsekund senere kastede vores gruppe af velvoksne deltagere sig spontant ud i denne brune masse og flød ovenpå, smurt ind i mudder fra top til tå. Lidt mudderkast kom også på tale.

Turen tog sin afslutning med lidt sjov i kajak og en forhindringsbane over floden. En egentlig ret fortræffelig udflugt må vi sige, selvom vi flere dage efter stadigvæk kunne finde mudderrester i håret og i ørene.

Fra Phong Nha fortsætter ruten sydover til charmerende Hoi An. Mere om det i næste rejsebrev.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *