Sommerens Mastercard kampagne: Flere EuroBonus point på betalinger i udlandet

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Så er der godt nyt til ejerne af SAS EuroBonus Mastercard Premium. Fra 15. juni til 15. august får du 10 ekstra point ud over de 20 point, du normalt optjener for hver 100 kroner du bruger kortet i udlandet. Det er værd at tage med – men du skal ikke overvurdere værdien af kampagnen.

Så er der igen kommet en god besked i mail-boksen: Du kan få flere ekstra point på dit SAS EuroBonus MasterCard Premium på betalinger i udlandet i perioden 15. juni til 15. august 2019. I stedet for de normale 20 point pr. 100 kroners forbrug, så får du 30 point. Men du skal melde dig til kampagnen inden 22. maj. Så det er bare at finde mailen i indbakken og trykke på linket, så du også får del i de ekstra point.

De ekstra point svarer til en rabat på 0,8 – 1%

Men før vi falder helt i svimer over denne kampagne, så skal vi nok lige regne lidt på værdien: Hvis du betaler 10.000 kroner i udlandet for hotel, restaurationsbesøg og entre til seværdighederne, så giver kampagnen 1000 flere point, end du ellers ville have optjent. Da mange her på InsideFlyer mener, at eurobonuspoint har en værdi på 8 – 10 øre, vil de 1000 point være 80 – 100 kroner værd. Altså en rabat på 0,8 – 1% af betalingen på 10.000 kroner. Det er naturligvis værd at tage med – men nok ikke noget, der skal animere til at øge forbruget væsentligt under ferien.

Hvis dine point er væsentligt mere værd, så er resultatet af regnestykket også bedre. Hvis du eksempelvis har optjent så mange point i det seneste år, at du kan købe bonus billetter til USA eller Asien på business for GO-priser, så kan værdien af dine point ligge på 25 øre eller mere – og dermed svarer kampagnen til en rabat på mindst 2,5%

Kun betalinger i udenlandsk valuta er med i kampagnen

På de tidligere kampagner, har vi fået ekstra point på betalinger i danske kroner, betalinger i fremmed valuta og på indkøb af flybilletter på SAS’ hjemmeside. Denne gang er det kun betalinger i fremmed valuta, der udløser ekstra point. Derfor skal du også være opmærksom på, at du ikke betaler hotellet eller restauranten i danske kroner. Dels går du glip af ekstra point, dels kan du risikere at få en meget dårlig omregningskurs. Vi har tidligere skrevet om de dårlige valutakurser her

Vi skal også understrege, at hvis du betaler i danske kroner for en pakkerejse hos et dansk rejsebureau, så vil du ikke mærke noget til kampagnens ekstra point. Men du vil til gengæld være beskyttet af rejsegarantifonden. Og denne forsikring kan være meget mere værd, end de ekstra bonuspoint.

Du skal også være opmærksom på, at du slet ikke optjener point på kontanthævninger.

Også kampagne på SAS EuroBonus MasterCard

Der er en tilsvarende kampagne på SAS EuroBonus MasterCard. Her optjener du 25 ekstra point i stedet for de normale 15 point pr. 100 kroners køb. Alle vurderinger og overvejelser i denne artikel gælder derfor også dette kort.

Skal du skubbe betalingerne?

Tidligere kampagner har kun varet en week-end. Her skulle vi have fokus på, at betalingerne faldt i den korte periode. Denne kampagne løber over 2 måneder – og derfor vil det kun være ved kampagnes start og afslutning, du lige skal være opmærksom på, at betalingen bliver registreret i perioden. Du kan læse mere om vores anbefalinger fra tidligere kampagner her 

Hvorfor har du ikke fået invitation til kampagnen?

Nogle læsere på InsideFlyer har ikke fået invitation til kampagnen. Den mest oplagte forklaring er, at du i din profil har bedt om ikke at få tilbudsmails fra SAS. Skulle dette være sket for dig, skal du rette i din profil – og så ringe til SEB kort for at høre, om du kan komme med i denne sommers kampagne.

Konklusion

Husk at melde dig til kampagnen. Et gammelt ordsprog siger, at mange bække små ….  Og det vil nok også være tilfældet her.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Kommentarer

  1. Frank siger

    Det er sjovt som i kan få alt fra SAS til at lyde negativt og alt fra norwegian til at lyde positivt.

    Jeg må sige at i har en MEGET underlig måde at regne på. 30 point pr. 100 kr. mod normalt 20 point pr. 100 kr. er da en stigning på 50%.

    At sætte en kr. værdi på EB point er temmelig tåbelig. Du kan f.eks. købe revenue billetter med point hos SAS. En tur på plus mellem CPH og ARN ligger på mellem 500 kr. og 4.000 kr. alt efter hvornår du flyver og hvornår du booker. EB prisen er altid 33.000 ligegyldig hvornår du flyver, hvornår du booker billetten, og billetten kan købes lige indtil check-in lukker.

    Hvis i endelig vil sætte en kr. værdi på EB point, så bør man bruge den sats som SAS bruger når man køber ekstra point. Her koster 1000 point 200 kr. når der ikke er kampanger. Altså mere end de dobbelte af de 8-10 øre bruger i jeres regne eksempler. At bruge SAS salgs pris for point er den eneste rigtige værdi, da man her sammenligner 1-1 hvad det koster at skaffe flere point.

  2. Henry Jørgensen siger

    Undskyld det sene svar, men jeg ser først nu din kommentar.

    Jeg er meget uenig med dig i, at dette er en negativ omtale af SAS. Den første sætning i artiklen er: “Så er der godt nyt til ejerne af SAS EuroBonus Mastercard Premium.” Og konklusionen er: “Husk at melde dig til kampagnen. Et gammelt ordsprog siger, at mange bække små …. Og det vil nok også være tilfældet her.”

    Hvis du i øvrigt ser mine andre artikler, vil du se, at jeg tidligere har haft positive omtaler af EuroBonus. Både i forbindelse med omtale af andre MasterCard kampanger, kampagner med ekstra point hos Avis og Hertz samt en artikel om, hvordan man beholder sin status hos EuroBonus: https://insideflyer.dk/tips-saadan-beholder-du-din-status-hos-eurobonus/

    Og så til dit andet kritikpunkt: Skal man forsøge at vurdere, hvad en kampagne er værd – og dermed sætte værdi på sine EuroBonus point. Det mener jeg, man skal gøre. Og værdien bør være, hvad man sparer ved at bruge point i stedet for at købe billetter (og hvis point kan købes til en lavere pris, så har du ret i, at det er denne). Det fremgår også klart af artiklen, at værdien af disse ekstra point afhænger af, hvilken værdi du giver dine point.

    I alle mine artikler her på InsideFlyer, vurderer jeg altid værdien af de forskellige kampagner (jeg har skrevet en del om hoteltilbud). Jeg har altid forsøgt at vurdere de forskellige rabattilbud på hoteller, men også værdien i de kampagner, hvor man kan købe hotelpoint med rabat.

    Endelig tror jeg, der er en slåfejl i din kommentar om billetprisen mellem CPH og ARN. En returbillet på Plus koster 30.000 Bonuspoint – og hvis du har Fly Premium status på SAS EuroBonus MasterCard, så slipper du med 20.000 point.

    Men jeg vil takke dig for at pege på et meget centralt punkt: Er vi objektive i artiklerne på InsideFlyer? Jeg mener, at vi altid forsøger at bevare objektiviteten., men gør os endelig opmærksom på, hvis du mener, at dette ikke er tilfældet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *