Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Cammi.DK er en personlig rejseblog henvendt til unge kvinder og andre rejselystne sjæle, der drømmer om at komme ud og opleve verden. Bloggen drives af 26-årige Camilla, der har base i Amsterdam.
Amsterdam har været basen de sidste to år sammen med sin franske kæreste, Olivier, som hun mødte for fem år siden, da hun tilbragte et semester i Arkansas i USA. Før sin flytning til Amsterdam har Camilla også været i praktik i 5 måneder i Hong Kong i forbindelse med sit studie.
På bloggen deler hun derfor en masse lækre insidertips til de bedste spisesteder og lokale oplevelser langt væk fra horderne af turister. Derudover kan man også læse om spændende rejser ud i naturen, unikke overnatningssteder og hyggelige storbyferier rundt omkring i Europa, ligesom man også finder tips til at holde sig skøn på farten.
Årets sommerferie
For Camilla begyndte sommerferien allerede i maj, hvor hun rejste tilbage til sit tidligere hjem, Hong Kong. Derefter tilbragte hun et par dage i Groningen i det nordlige Holland og er netop vendt tilbage til Amsterdam efter en lille måned “hjemme” i Danmark.
Juli kommer til at stå på nogle små ture rundt omkring Holland og Belgien, før sommerens helt store rejse begynder den 1. august. Her sætter hun sammen med sin kæreste og forældre nemlig kursen mod Canada. I 3 uger skal de rejse rundt på vestkysten, hvor de blandt andet skal besøge Vancouver, campere på Vancouver Island og også krydse grænsen til USA.
Den bedste rejseoplevelse
Camilla elsker alle rejseformer, og på hendes blog skriver hun både om store og små rejser såvel som ture ud i naturen eller rundt til verdens pulserende storbyer. For hende kan en campingtur i Sydfrankrig eller en tur til Bornholm være mindst lige så mindeværdig som at bestige den Kinesiske Mur eller at gå en tur ned ad 5th Avenue i New York. Det er derfor ikke helt let for hende at vælge én favorit ud af sine mange rejseoplevelser. Til det siger hun:
Til trods for, at det er et af de spørgsmål, jeg bliver stillet alleroftest, så er jeg endnu ikke kommet frem til et endeligt svar. Jeg har jo efterhånden så mange skønne rejseoplevelser at vælge imellem.
Eksempler:
- Da jeg i mine unge spejderdage brugte to uger i et par sommerferier på kanosejlads og vandring midt i den svenske og norske natur – langt væk fra al anden civilisation
- Da jeg var på roadtrip med min familie i de amerikanske sydstater efter et semester i Arkansas for fem år siden
- Da jeg brugte 10 dage på at sove i telt langs den islandske ringvej sammen med min kæreste sidste sommer.
- Da jeg vandrede op til Preikestolen i Norge sammen med min bedste veninde fra USA. Fælles for dem alle er dog, at jeg enten delte oplevelsen sammen med de mennesker, jeg holder allermest af, eller at jeg lærte nogle helt nye, spændende personligheder at kende
Største oplevelse
Oplevelsen over dem alle er nok, da jeg og min kæreste rejste rundt i Kina, før jeg flyttede til Hong Kong i 2015. I to uger rejste vi fra hektiske Shanghai over idylliske Hangzhou, til de betagende Huangshan-bjerge og den maleriske Li Flod, før vi til sidst endte i Hong Kong. Li Floden er et af de allermest turistede steder i Kina, men det var alligevel et af de få steder, som jeg absolut ville opleve på vores tur. Derfor valgte vi at booke et 150 år gammelt hus fra Qing-dynastiet, der lå i en lillebitte landsby ved Li Floden.
I de dage, vi boede her, så vi ikke et eneste andet vestligt menneske. Det var bare os, vores lille hus, naturen og de 20 andre indbyggere i landsbyen, som ikke kunne et ord engelsk. Og til trods for at mit kinesiske også var lidt rustent, så kom vi bare så godt ud af det med de lokale, som gjorde sit ypperste for at sikre sig, at vi følte os hjemme i landsbyen. Her kom vi med på indkøb på det lokale marked, vi drak te med naboen, mens nabokonen lavede mad til os, og så tog vi på vandretur i junglen sammen med vores udlejers gamle mor, som snildt kunne løbe fra os langsomme laowai. Det er virkelig en oplevelse, jeg sent vil glemme!”
Cammi.DKs bedste rejsetip
Camilla deler en masse af sine bedste rejsetips og -guides på Cammi.DK. Men skal hun kun give et enkelt tip videre til andre rejsende, er hun slet ikke i tvivl, om hvad det skal være:
Vær respektfuld – både over for andre mennesker, kulturer og for vores planet. Bagsiden ved at rejse så meget – og også ofte til turistede destinationer – er, at man virkelig indser hvor lidt respekt, mange turister viser over for de steder, de besøger.
Det er især efter, Camilla er flyttet til Amsterdam, at hun har indset, hvor meget masseturismen kan påvirke en by som Amsterdam.
Jeg elsker Amsterdam så utroligt højt, og derfor gør det mig så ked af det, når jeg ser, hvordan mange turister opfører sig her. Rigtig mange mennesker kommer nemlig hertil for at kunne bruge en hel weekend på at feste og nyde godt af de mange barer, de letpåklædte damer og ikke mindst ryge lidt sjov tobak. Hvor de festglade besøgende vender hjem igen, når festen er ovre, skal vi lokale desværre være vidne til, at vores smukke by weekend efter weekend bliver fyldt med bræk, tis og skrald fra weekendens fester og polterabender. Det er et utroligt trist syn, og det har da også gjort, at kommunen har været nødt til at komme med en masse tiltag for at kunne redde byen, før den ender som Venedig.
Netop disse tiltag har Camilla kommenteret på på sin blog, hvor hun også gør det klart, at man ikke bør lade sig skræmme og holde sig væk fra Amsterdam.
Der er nemlig en masse andre og bedre måder at opleve byen og resten af Holland på, hvilket hun deler i dine mange lokale insidertips til Amsterdam. Derudover gør hun det klart, at det ikke blot er i Amsterdam, man skal udvise respekt for sine omgivelser. Det gælder uanset, hvor i verden man rejser hen:
Der er mange måder at være respektfuld på sine rejser – udover naturligvis bare at opføre sig ordentligt. Beskyt naturen ved at tage dit affald med dig videre. Udvis respekt når du besøger hellige steder eller mindesmærker, som kan have en stor betydning for mange mennesker. Og prøv for guds skyld at bevæge dig væk fra turistfælder og horderne af turister og i stedet opleve de mere lokale steder eller ukendte byer rundt omkring i verden. Generelt bør du behandle resten af verden, som du vil behandle dit eget hjem. Benytter du dig af disse tips, vil jeg også kunne garantere dig, at du vil blive en masse gode rejseoplevelser rigere – og så er der større chance for, at de lokale vil være mere imødekommende, når du kommer på besøg.
Tak for besøget
InsideFlyer siger tak til Camilla og hendes besøg. Det var et godt eksempel på en personlig rejseblog, hvor passionen for rejser og oplevelser skinner igennem. Hold øje med det næste rejseblog besøg her de næste dage.
Se listen over rejseblogs her:
- OnTrip
- Gemmesteder
- Cammi <- denne artikel
- Danish Adventurer
- Afterglobe
- Two Danes On Tour
- A World of Backpacking
- Miss-World
- En familie der rejser
- Afoot
- RejseTanker
- Komastaj
Michael Gimm Holdensen siger
Hej Henrik
Jeg faldt lige over din artikel om rejsebloggere her og synes jeg ville fortælle dig om vores, thegimms.com.
Vi er en familie fra Ry bestående af far, mor og 3 børn på 3, 9 og 11 år, der har solgt alt for, at rejse ud og opleve verden. Vi forlod DK i august 2021.
Jeg håber du vil overveje at tilføje os til din liste også.
De bedste hilsner
Michaael