6 gode råd til den næste rejse

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Rejser du med fly, skal du være forberedt på en rystetur. Både, hvis du kommer afsted (og måske skal flyve gennem de mørke skyer på himlen, der varsler stormvejr) – men også hvis dit fly bliver aflyst, og du må blive i lufthavnen.

Situationen lige nu er, at der i flere lufthavne har været svært at finde personale til de ledige stillinger, nu der atter er kommet gang i trafikken. Problemerne i sikkerhedskontrollen er velkendte. Men der mangler også personale til bagagehåndtering. Dertil kommer, at der også mangler taxi chauffører i nogle byer. Flere fly-selskaber er ramt af strejker eller varslede strejker. I Danmark er vi mest optaget af SAS – men også lavprisselskaber som Ryanair og easyJet er ramt. Dertil kommer arbejdsnedlæggelser hos lufthavnspersonalet i eksempelvis Paris. Alt i alt lidt af en udfordring, hvis du overvejer at rejse.

Kø i service centret, når passagererne skal have ændret billetter ved forsinkelser og aflysninger

Lige nu er mange afgange udsolgte og flybilletterne rigtigt dyre. Det kan gøre det svært at finde en rejse, der passer både til kalenderen og pengepungen

Hvad kan du selv gøre?

Denne artikel giver en kort oversigt over, hvilke overvejelser, du kan gøre, når du planlægger den næste flyrejse.

  1. Skal turen aflyses?
  2. Flyv direkte – eller hvor du ikke forventer problemer
  3. Flyv på business
  4. Vælg selskaber efter, hvor du har status
  5. Planlæg, så du har plads til forsinkelser
  6. Fleksible hotelreservationer og billeje

Ad. 1. Skal turen aflyses?

Det aller første spørgsmål man skal stille sig, er naturligvis om den tur virkelig er nødvendig. Uanset om man skal på en forretningsrejse for at møde forretningsforbindelser eller på ferie med ægtefælle og 2 mindreårige børn. Der er altid alternativer. Og jo dyrere og mere besværlig turen forventes at blive, des mere attraktive er forretningsmøder på Zoom og familieture til danske forlystelsesparker og stranden.

Det er ikke sikkert, at den hårde cost-benefit analyse får familien til at juble. Slet ikke, når konklusionen er, at flyrejsen skal aflyses.

Ad. 2. Flyv direkte – eller hvor du ikke forventer problemer

I de gode gamle dage, tog jeg ofte en mellemlanding (specielt, hvis jeg havde tid). Billetterne var ofte billigere og det gav flere bonuspoint. Men det er historie. Nu gælder det om at planlægge, så man ikke får problemer. Jo flere mellemlandinger, du har, des større er risikoen for, at forsinkelser på den første del af rejsen resulterer i, at du ikke når det næste fly.

Alternativt, kan du planlægge at flyve med selskaber, hvor du ikke forventer problemer. Lige nu ser Turkish Airlines via Istanbul ud til at være en mulig løsning på de længere rejser. Turkish Airlines mangler ikke personale – og en strejke hos de ansatte i Istanbul Airport er næppe sandsynligt. Men også rejser med selskaberne i Mellemøsten eller de nye lavprisselskaber på Island kan overvejes.

De utraditionelle alternativer

Den lidt skæve mulighed er at flyve ud fra Billund eller Aalborg. For os, der bor i Aarhus har Billund altid været et godt alternativ. Specielt når flytider eller priserne fra Aarhus har været mindre tiltalende. Lufthansa har mange afgange fra Billund til både München og Frankfurt, ligesom både KLM/Air France også sender mange passagerer ud i verden via Amsterdam og Paris. Aalborg har rigtig gode forbindelser ud i verden med KLM. Begge lufthavne har gode hoteller, så hvis en overnatning er nødvendig, kan det sagtens arrangeres. InsideFlyer havde for et par måneder siden en anmeldelse af lufthavnshotellet i Aalborg i denne artikel.

Det forlyder, at der er rigtig mange problemer lige nu i Hamborg Airport. Derfor vil jeg anbefale, at man venter lidt med at flyve ud fra denne Nordtyske lufthavn.

Ad. 3. Flyv på business

Ingen tvivl om, at rejsende på Business får bedre service, når der er problemer. Jeg oplevede det selv i Frankfurt for en god uges tid siden, da mit aftenfly til Billund blev aflyst. Jeg fik hjælp i Lufthansas Senator Lounge, hvor jeg tilbragte ventetiden. Da mit fly blev aflyst kunne jeg snakke med personalet i loungen, som ændrede min billet til næste dag, gav mig en voucher til en hotelovernatning samt 2 taxi bonner. Alt i alt meget hurtig hjælp.

Jeg hørte næste morgen fra andre passagerer på økonomiklasse, at de fik meget begrænset hjælp. Service skranken var lukket, da flyet blev aflyst. De berørte passagerer måtte ringe til servicecenteret, som havde meget lange ventetider. De fik heller ikke tilbudt hotel. Så alt i alt var hjælpen meget begrænset.

Business billetter koster det samme som billetter på økonomi klasse

Med de nuværende priser, kan der være mikroskopisk prisforskel mellem billetter på økonomi-klasse og business . Jeg viser nedenfor 2 eksempler på rejser fra Billund via Frankfurt til Warszawa. Priserne er fundet d. 8 juli med afrejse tirsdag d. 12. juli.

På denne afgang koster en billet på økonomi klasse 50 kroner mere end en billet på business. Det skal dog bemærkes, at den billigere billet foran gardinet et den såkaldte “Business Saver”, hvor der er en række restriktion m.h.t. ændringer. Du vil tjene 2.600 EuroBonus point på økonomibilletten, mens rejsen på business vil give 4.200 EuroBonus point

Det skal for en god ordens skyld nævnes at denne billet fra Billund via Frankfurt og München har 2 mellemlandinger – og ret kort tid mellem flyene i de to lufthavne. Så der er højere risiko for problemer ved forsinkelser på turen fra Billund til Frankfurt.

På denne rejse koster den billigste billet på Business kun 150 kroner mere end billetten på økonomiklasse. Til gengæld giver billetten på business flere eurobonus point, du får et gratis måltid på turen (på økonomi skal du købe mad og drikke), der er adgang til lounge i lufthavnene og du kan tjekke din kuffert ind.

Hvis denne aftenafgang fra Billund med en overnatning i Frankfurt kan friste, så koster billetten på Business Saver (en ufleksible billet på business) kun 150 kroner mere end en billet på Economy light (den billigste billet på økonomi klasse, hvor du ikke kan tjekke kuffert ind)

Ad. 4 Vælg selskaber efter, hvor du har status

Hvis du får problemer undervejs, kan det være vigtigt, at du får hjælp i den bemandede lounge frem for at blive henvist til telefonservice. Jeg har diamantstatus hos EuroBonus (og dermed guldstatus i Star Alliance). Derfor vil jeg som udgangspunkt vælge at flyve med et selskab i Star Alliance. På mine ture, vil jeg altid have adgang til Star Alliance Gold Lounge (hvis der er en sådan i lufthavnen).

Men du skal naturligvis også tage alternativerne i betragtning. Og sammenholde pris og rejsetidspunkter. Det er muligt, at andre selskaber kan tilbyde væsentlig bedre vilkår.

Ad. 5. Planlæg , så du har plads til forsinkelser

Hvis man er lidt af en “Forsigtig Per”, kan man overveje at planlægge rejsen, så der er plads til forsinkelser undervejs. Det vil bl.a. indebære:

  • Komme i god tid før forretningsmødet, så en forsinkelse ikke automatisk vil betyde at mødet må aflyses
  • Have god til mellem ankomst og afgang ved mellemlandinger, så du er rimeligt sikker på at nå næste fly
  • Have god tid fra hjemkomsten til vigtige møder i Danmark eller næste flyrejse.

Langt de fleste af os kan tage noget arbejde med på turen, som kan klares i lufthavns loungen eller på hotellet. Det betyder med andre ord, at selvom der er lidt ventetid undervejs, så kan den bruges effektivt.

Tidligere tænkte jeg ikke nærmere over at komme hjem fra den ene rejse ved midnatstid, tømme kufferten, tage en kort nattesøvn og fortsætte på den næste rejse med en morgenafgang. Med den situation, vi har lige nu i luftfartsbranchen, vil jeg helt sikker lægge mere tid mellem ankomst på én rejse og afrejse på den næste tur.

Ud over problemerne med flyene, skal man også være opmærksom på, at i nogle lufthavne kan man komme til at vente længe på bagagen eller en taxi. I Warszawa kunne jeg før Corona altid stige ind i en taxi, når jeg kom ud fra ankomsthallen. På min sidste tur til den polske hovedstad måtte jeg vente en halv time i en lang kø. Og lufthavnen havde dette opslag:

Et eksempel på udfordringerne: Der mangler taxier i Warszawa. Det kan give lange ventetider, når man skal til/fra lufthavnen. Derfor skal man planlægge med noget længere køretid

Ad. 6. Fleksible hotelreservationer og billeje

Det aller sidste råd er have mulighed for at afbestille det reserverede hotelværelse eller den lejede bil, hvis din rejse bliver aflyst med kort varsel. De fleksible reservationer er ofte dyrere end dem, der ikke kan ændres. Så du må naturligvis afveje prisforskellen med risikoen for aflysninger. Det skal også bemærkes, at afbestillingen af hotel reservationen oftest skal ske senest samme dag ved middagstid (nogle gange endda dagen eller 2 dage før ankomst). Så her hjælper det ikke meget med fleksible reservationer, når flyet først bliver aflyst efter tidsfristen for at afbestille hotelværelset.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Kommentarer

  1. Jakob siger

    Desværre en meget aktuel artikel for de mange rejselystne danskere, som efter et par års Corona staycation alligevel må spejde langt efter sydens sol grundet strejken.

    Måske her værd at nævne de mange services, der (mod betaling) hjælper med at hente en fair kompensation hjem i forlængelse af aflyste flyafgange. Måske det trods alt kan sætte et lille sommerplaster på såret.

    • Henry Jørgensen siger

      Takker for de pæne ord.

      Jeg ville også hellere skrive om nye flyruter og lave hotelanmeldelser. Men desværre er situationen helt anderledes nu. Jeg er helt enig i, at en kompensation kan være et plaster på såret, hvis SAS ellers har mulighed for at honorere alle kravene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *