Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Curve Card er et betalingskort, der er blevet populært blandt læserne på InsideFlyer. Men vi er lige blevet mindet om, vores store afhængighed af det valgte betalingskort.
Hvis du rejser meget, kan der være penge at spare på betalingskortet. Ofte kan du finde kort, hvor årsgebyret er lavere, valutakurserne er bedre eller du får bonus på dine køb (den såkaldte cash back). Det betyder, at du sparer penge sammenlignet med de kort, du kan få i danske banker. Læserne på InsideFlyer har især kastet deres kærlighed over Curve Card og Revolut. Curve Card var gevinst i vores julekalender i 2018, så du kan læse mere om kortet her samt se danske kortholderes erfaringer her. Allerede i 2018 kunne vi også beskrive fordelene i kortet fra Revolut. Jeg ved godt, at priserne i mellemtiden har ændret sig siden artiklen blev offentliggjort – men kortet er stadig fordelagtigt.
Forbigående problemer med at bruge Curve
Vi har et par sjældne gange i Danmark oplevet, hvor afhængige vi er af vores betalingskort. Enten når der har været problemer hos nets, så Dankortet ikke har kunnet bruges. Eller når lønoverførslen ikke er gået ind på kontoen, så der ikke har været dækning på debetkortet. Det sker heldigvis meget sjældent. Nu er turen så kommet til Curve Card. Her skulle brugerne have et andet kort i reserve over weekenden. For Curve Card kunne ikke bruges.
Curve har skrevet til alle kunder, at kortet og alle tilknyttede transaktioner og overførsler med øjeblikkelig virkning blev sat i bero. Dermed kunne kortet ikke bruges. Og det tog et par dage, før der blev rettet op på situationen. Fra mandag d. 29. juni skulle nogle af funktionerne i kortet dog være på plads igen. Curve har offentliggjort denne oversigt
Curve Cards er rent teknisk udsted af firmaet Wirecard Card Solutions Limited, der har fået inddraget sin tilladelse til at drive virksomhed af myndighederne. Selvom firmaet Curve har lov til at fortsætte aktiviteterne, kan dette ikke lade sig gøre, når Wirecard har indstillet driften. Derfor var Curve nødt til at finde en anden samarbejdspartner. Dette arbejdede man hårdt på over de seneste dage. Og Curve Card har nu kunne melde ud, at man er tilbage med nogle af funktionerne i kortet.
Hvad skal du gøre?
Det lykkedes Curve Card at finde en løsning ret hurtigt. Men indtil det var på plads, måtte du bruge et andet kort til dine betalinger. Også fremover skal du huske at tage et erstatningskort med på dine rejser.
Hvis du allerede har nogle godkendte forudbetalinger på dit Curve Card (eller du har nogle regelmæssige opkrævninger som betales via kortet), bør du også være ekstra opmærksom på, at disse betalinger er blevet gennemført.
Artiklen er inspireret af en indlæg skrevet af Joe Deeney bragt på vores britiske søsterside.
Skriv et svar