Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
De umiddelbare fordele ved medlemskab af Radisson Rewards svarer ofte til mindst 10% af værelsesprisen. Noget mere, hvis du tit overnatter på hoteller i Radisson Hotel Group. Dertil kommer muligheden for at få en opgradering til et bedre værelse, rabatter i hotellets restaurant samt velkomstgaver og gratis vand.
Jeg har været medlem af Radisson Rewards i ret mange år (tidligere hed programmet Club Carlson, men det skiftede navn i marts i år). Generelt har jeg været glad for mit medlemskab. Hvis du bare overnatter på et hotel i Radisson Hotel Group et par få gange hvert år, kan du få et rimeligt udbytte af et medlemskab af Radisson Rewards.
Kort om programmet
Radisson Rewards er loyalitetsprogrammet for mere end 1400 hoteller i Radisson Hotel Group, d.v.s. de forskellige Radisson kæder samt hoteller i kæderne Park Inn, Park Plaza, Country og Prizeotel. Hotellerne ligger primært i hovedstæder og større byer i Europa. Desuden er kæderne repræsenteret i USA, Sydamerika, Afrika samt nogle af hovedstæderne i Asien.
I Radisson Rewards optjener du point på dine betalinger for værelset og køb i restauranten på hotellet. Disse point kan efterfølgende bruges til at betale helt eller delvist for hotelophold. Dertil kommer, at du optjener status efter hvor mange ophold eller overnatninger, du har på hotellerne. Hos Radisson Rewards har man fire niveauer:
- Club
- Sølv
- Guld
- Platin
Jo højere status du har, jo flere fordele får du ved medlemskabet af Radisson Rewards.
Fordele
Radisson Rewards giver en række fordele til medlemmerne. Jo mere du bor på hoteller i Radisson Hotel Group, jo flere fordele får du. Det er dog en betingelse, at reservationen foretages på Radissons Rewards hjemmeside eller direkte i hotellets reception. Du får ingen fordele, hvis opholdet reserveres gennem et rejsebureau. De væsentligste fordele er listet her:
- Medlemsrabat, gratis vand og rabat i restauranten
- Optjen status og point
- Optjen point på møder
- Opgradering, hvis du har mindst sølvstatus
- Velkomstgave, hvis du har mindst guldstatus
- Gratis morgenmad til medlemmer med plantin status
En deltaljeret oversigt over alle fordele findes her Nedenfor gives et overblik over fordelene
Medlemsrabat, gratis vand og rabat i restauranten
Alle medlemmer får en række fordele allerede fra den første reservation. Radisson Rewards bryster sig af, at medlemmer får op til 10% rabat på alle reservationer, der foretages på programmets hjemmeside. Jeg har gennem flere år lavet adskillige reservationer på hjemmesiden – og min erfaring er, at rabatterne ofte er i størrelsesordenen 2 – 3 %. Det er da også værd at tage med – men et godt stykke fra de 10%
Desuden skulle alle medlemmer gratis få 2 flasker vand under opholdet. Det er en fordel, der blev introduceret for et halvt år siden, da programmet skiftede navn fra Club Carlson til Radisson Rewards. Jeg har haft adskille ophold på Radisson Hotel Group siden da, men ikke lagt mærke til denne fordel før her i august. Måske har jeg blot været uopmærksom – eller måske er denne fordel ikke fuldt ud implementeret på alle hoteller. En detalje er, at medlemmer af Radisson Rewards ikke får gratis vand på alle hoteller i Amerika.
Endelig kan medlemmerne få rabat på regningen fra restauranter på nogle af hotellerne. Alle medlemmer kan få 5% rabat – og jo mere du bruger hotellerne i fordels programmet, jo højere rabat kan du få. Helt op til 20% for medlemmer med den højeste status. Rabatten gives dog ikke på alkoholiske drikkevarer (der er en række andre betingelser, som kan findes på Radisson Rewards hjemmeside). Det skal bemærkes, at ikke alle hoteller tilbyder denne rabat. Jeg har selv fået den ved ophold i Warszawa og Wien, men har ikke kunnet få rabat i Danmark og Prag. Hvis du vil være sikker, så spørg i receptionen, før du bestiller den største menu.
Optjen status og point
Alle medlemmer optjener point på deres ophold. Man får mindst 20 point på hver USD brugt på hotellet (både på overnatningen samt køb fra hjemmebaren, roomservice og regning fra restauranten). Medlemmer med sølv, guld eller platin status får et højere antal point. Pointene bruges til at betale for bonus ophold. Det kan være lidt svært at vurdere værdien af point – men min erfaring fra ophold på hoteller i Danmark er, at man som medlem uden status skal have 12 – 14 overnatninger for at optjene en gratis nat på et tilsvarende værelse. Dette svarer altså til en “rabat” på 7 – 8%. Medlemmer med platin status kan nøjes med 7 – 8 overnatninger for at få en gratis nat, hvilket svarer til en rabat på 12 – 13 %
Jo mere du bor på hotellerne knyttet til Radisson Rewards, jo højere status får du – og dermed flere fordele. Af skemaet fremgår, at det er forholdsvis let at få et sølvkort. Man skal ikke have mange rejser, for at have 9 overnatninger indenfor et kalenderår – og hvis du normalt har korte rejser, vil blot 6 ophold give dig sølvkortet.
Derimod vil optjening af platin kortet enten kræve, at du indenfor et kalenderår har mindst 30 ophold (d.v.s. i gennemsnit 2½ ophold hver måned) eller 60 overnatninger (i gennemsnit 5 overnatninger hver måned)
Hvis du er med i en rejsegruppe, som overnatter på flere værelser, kan du optjene point og status på op til 3 værelser. Det er dog et krav, at værelserne er på samme reservation – og at hotellet bliver gjort opmærksom på, at alle point skal tilskrives én af gæsterne senest ved check in. Jeg havde en forlænget weekend til Wien med min bror. Jeg fik de 3 dages ophold på begge værelser registreret på min konto hos Radisson Rewards. Så i løbet af den week-end fik jeg godskrevet 2 ophold og 6 nætter hos Radisson Rewards. D.v.s. jeg var hurtigt på vej til sølvstatus. Og så fik jeg også alle point for begge værelser på min konto.
Du skal også være opmærksom på, om du kan bruge nogle af de pakker, som hotellerne somme tider tilbyde. Eksempelvis en pakke, hvor du ud over værelset også får eksempelvis billetter til Tivoli, entre til et museum eller transport til/fra lufthavn. I givet fald, får du også point på disse ekstra ydelser, da de er inkluderet i prisen på værelset.
Hos Radisson Rewards får man også godskrevet overnatninger, der er helt eller delvist betalt med point. Dette gør det lettere at opnå en højere status.
Optjen point på møder
Du kan også optjene point, hvis du organiserer møder eller booker værelser til andre (eksempelvis i forbindelse med konferencer). Her er optjeningen dog noget mindre end ved dine egne ophold på hotellet. Men det vil hjælpe dig med at finansiere overnatninger betalt med point. På møder får du 5 point for hver USD, der er på regningen, mens hotelovernatninger giver 10 point pr. USD.
Lige nu har Radisson Rewards en kampagne: Hvis du tilmelder dig, kan du få op til 100.000 point på møder og arrangementer, der bookes inden 15. september og afholdes inden 15. december. Disse point kommer oven i de normale point man kan optjene.
Opgradering, hvis du har mindst sølvstatus
Medlemmer med mindst sølvstatus kan få tilbudt en opgradering til et bedre værelse ved check in, hvis hotellet har ledige værelser, der er bedre end det, man har reserveret. Dette har jeg oplevet adskillige gange. Somme tider er opgraderingen kosmetisk – eksempelvis til et værelse med bedre udsigt eller et værelse med en Nespresso kaffemaskine. Men jeg har også prøvet at blive opgraderet til suiter, der er væsentlig større end det værelse, jeg oprindeligt havde reserveret. Jeg har i Østeuropa endda fået en undskyldning ved check in, hvor receptionisten forklarede, at man desværre var fuldt booked – og derfor ikke kunne tilbyde en opgradering. Det kalder jeg service.
Velkomstgave, hvis du har mindst guldstatus
Medlemmer, der har haft mindst 20 ophold eller 30 overnatninger indenfor det seneste optjeningsår, får et guldkort hos Radisson Rewards. Med denne status, får man en velkomstgave.
På Hotel Radisson Blu i Ankara, består gaven typisk af nødder, mandler, tørrede abrikoser og Turkish Delight.
Ved et ophold i Prag, fik jeg lidt forskelligt frugt.
Jeg har dog også en enkelt gang fået en flaske vin eller et par øl. Jeg sætter altid pris disse små gaver, som viser, at hotellet værdsætter gæsterne, som ofte kommer på kædens hoteller. Det er dog også min erfaring, at de danske hoteller somme tider glemmer gaven.
Gratis morgenmad til plantin
Hvis du har det højeste niveau hos Radisson Rewards, får du gratis morgenmad. Det betyder, at du kan nøjes med at reservere et standardværelse uden morgenmad. Det sparer man ofte 100 – 150 kroner på. Desværre giver platin-kortet kun morgenmad til en person. Så hvis du har reserveret et dobbeltværelse, må skal der betales for ægtefællens morgenmad.
Hvordan skal du bruge dine point?
Point kan bruges til helt eller delvist at betale for en overnatning. I dette eksempel på et ophold i Bukarest kan du:
- for 850 kroner leje et værelse uden morgenmad
- for 940 kroner leje et værelse med morgenmad
- for 38.000 point leje et værelse med morgenmad
- for 537 kroner + 10.000 point leje et værelse uden morgenmad
Til alle priser skal lægges 10% moms
Nu bliver beregningen af værdien af disse point lidt teknisk:
- 38.000 point har samme værdi som en overnatning med morgenmad, 1034 kr (940 kr + 10% moms), d.v.s. et point er 2,7 øre værd
- 10.000 point har samme værdi som besparelsen på et værelse uden morgenmad. D.v.s. 344 kroner (850 kr – 537 kr tillagt 10% moms). D.v.s. værdien er knap 3,9 øre
Dette eksempel viser, at det sommetider kan betale sig at betale delvist med point. Men resultaterne varierer fra hotel til hotel – og også over tid. Derfor anbefaler jeg, at du laver tilsvarende beregninger / vurderinger, når du skal reservere værelser for point. Det vil sikre dig, at du får mest muligt ud af dine point.
Radisson Rewards eller EuroBonus?
Du har mulighed for at få ekstra point på din EuroBonus konto for ophold på Radisson Blu, Park Inn eller Park Plaze. Skal du så vælge EuroBonus Point eller fordelene ved Radisson Rewards? For du kan ikke få begge dele.
Først skal du være opmærksom på, at du kun optjener point på Radisson Blu, Park Inn og Park Plaza – Ikke på de andre hotelkæder som eksempelvis Radisson Red. Så valget mellem loyalitetsprogrammer er reelt kun et dilemma for overnatninger på nogle af hotellerne, der er med i Radisson Rewards.
Du kan få 500 EuroBonus point for hver nat. Dog højst for 3 nætter for hvert ophold på Radisson Blu og Park Inn. For ophold på Park Plaza kan du få EuroBonus point for op til 5 nætter pr. ophold.
500 EuroBonus point har normalt en værdi på 35 – 45 kroner. Dette skal holdes op mod fordelene i Radisson Rewards, som alle medlemmer får: Medlemsrabat, point i Radisson Rewards og 2 flasker vand. Jeg har tidligere nævnt, at medlemsrabatten ofte er 2 – 3% og at værdien af point i Radisson Rewards for personer med mit rejsemønster på basisniveauet svarer til 7 – 8% rabat. Dette vil ofte have en værdi, der langt overstiger værdien af sølle 500 ekstrapoint.
Så min konklusion er klar: EuroBonus point skal kun vælges, hvis
- Du har så få overnatninger på hoteller i Radisson Hotel Group, at du aldrig får brugt dine point i programmet
- Din medlemsrabat er så lille, at de optjente EuroBonus point er mere værd
Radisson Rewards eller Hotels.com Rewards?
Hvis du reserverer hotellet via Hotels.com, kan du få fordele ved at være med i Hotels.com Rewards. Også her må du vælge, hvilket loyalitets program, du vil bruge. Hos Hotels.com Rewards, kan du få en gratis overnatning efter 10 betalte overnatninger. Det kan man populært sige er 10% rabat. Dette er på niveau med værdien af medlemsrabatten og pointene hos Radisson Rewards på værelsesprisen. Så min konklusion er ligesom før: Du skal kun bruge Hotels.com Rewards, hvis du har så få overnatninger på Radisson Hotel Group, at du ikke kan bruge de optjente point i Radisson Rewards. Hvis du har mindst sølvstatus eller forventer at få mange point på køb i hotellets restaurant, skal du bruge Radisson Rewards.
Hvis du vil være helt sikker på, at du tager det bedste valg, så skal du måske tjekke priserne på dit ophold både hos hotels.com og Radisson.
Konklusion
Hvis du somme tider overnatter på et hotel i Radisson Hotel Group, kan du få ganske gode fordele ved at være medlem af Radisson Rewards. Disse fordele får du dog ikke, hvis du laver reservationen gennem et rejsebureau. Men du bør under alle omstændigheder undersøge priserne og vurdere, om du får det bedste samlede tilbud ved at reservere dit værelse via et rejsebureau eller på Radissons hjemmeside.
[…] af loyalitetsprogrammet Radisson Rewards optjener naturligvis point for ophold på hotellet, ligesom medlemmer med status kan håbe på en […]