Rejsebrev: En uge på eksotiske Zanzibar

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Mange forbinder Zanzibar med lækre strande, palmetræer og azurblåt hav. Det er så meget mere. Vi landede i Tanznia i starten af november, brugte et par dage på at vænne os til kulturen, den fugtige varme og drog herefter ud til den sagnomspundne ø. Her følger en beretning om vores oplevelser. 

Dét at komme ud til Zanzibar var en udfordring. Ved færgeterminalen i Dar es Salaam stod en sværm af folk klar; folk tilbød at kunne skaffe billigere billetter eller at bære din bagage ned til færgen. Den bedste strategi var simplethen at skære igennem mængden og afvise enhver menneskelig kontakt for ikke at blive tabt i et inferno af mylder. Ombord blev en sikkerhedvideo afspillet, og i den blev der bedt til Allah om en sikker rejse på havet. 7, 9, 13. Vi nåede frem i et stykke og med vores bagage i behold.

Et sus af kolonisme

Hovedbyen Stone Town emmer af levn fra historien. Specielt i den gamle bydel ses bygninger, som blev brugt til slavehandel, og paladser der husede sultanen og hans følge. Desuden er stort set hele Zanizbars befolkning muslimer, og vi måtte derfor ty til at holde hænderne adskilt på vores gåture, ligesom skuldre og knæ helst skulle dækkes til. Det rykkede heldigvis ikke ved oplevelsen af en helt særlig charme i de snørklede gader, der lå lige op og ned af en smuk strand med cafeer og barer.

Liv i Stone Towns kringlede gader

Det store Darajani-marked i udkanten af Stone Town er noget helt for sig. Inddelt i kategorier kunne man gå på jagt efter alverdens krydderier, købe frisk frugt til en slik og besøge slagterne, som hænger kødet op på kroge midt i den stegende varme, omsværmet af fluer. Sidstnævnte er nok ikke det mest delikate, men bestemt et kig værd.

Darajani Market

Spicetour

En af dagene begav vi os i en udtjent mini-van ud i markerne midt på øen for at se nærmere på krydderier. Zanzibar har et ret perfekt klima til at gro meget af det, vi selv bruger i madlavningen hjemme i Skandinavien, og nu fik vi muligheden for at se, hvor alt sammen kom fra. Vores karismatiske guide tog os rundt i plantager med bananer, jackfruits, gurkemeje, frisk kanel og muskatnødder og fortalte os om, hvordan de forskellige planter kunne bruges til madlavning og som naturmedicin mod diverse sygdomme. Undervejs fik vi lov til se, dufte og føle, hvordan krydderierne er inden, at de bliver forarbejdet og sendt mod supermarkederne i Europa. Vi stod tilbage med følelsen af, at det burde være obligatorisk for alle at komme på sådan en tur, så vi ikke kommer til at tage for givet at have adgang til verdens krydderier helt ubesværet.

En frisk muskatnød.

Jozani Forest

Midt inde på Zanzibar ligger en lille nationalpark med røde colubus-aber. Disse tilhører colubus-familen og  er karakteriseret ved deres røde hår på ryg og hale – og for en særdeles overkommelig pris, kunne man komme på rundtur med en guide. Det var en ret fugtig affære at gå rundt i regnskoven og forsøge at spotte disse aber, men heldet var med os. Ud af det blå hoppede de fra træ til træ lige over hovderne på os med deres lange haler dinglende efter sig. Takket være abernes nysgerrighed, fik vi mulighed for at se dem helt tæt på og kunne blandt andet opleve, hvordan en forholdvis nyfødt abe plukkede blade og balancerede på de tynde grene som om, at det var en leg. Til trods for at vores guide talte lidt som en båndoptager under afspilning, var det spændende at høre nærmere om denne truede dyreart i stedet for udelukkende at inspicere dem for os selv.

En nysgerrig colubus-abe.

Som afslutning på sådan nogle udflugter, tog vi et par dage med afslapning på en lodge med pool, hængekøjer og en lækker sandstrand. Dér skuffer Zanzibar aldrig.

Glæd Jer til næste rejsebrev, hvor jeg tager Jer med op til kaffeplukning i skyggen af Kilimanjaro.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Trackbacks & Pingbacks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *