Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Tre dage efter at jeg deltog i den officielle åbning af Radisson RED Aarhus, havde jeg aftalt en rundvisning med Cluster General Manager Helene Hallre, så jeg kunne se hotellet under lidt mere normale forhold. Den norske hotel manager er heldigvis meget begejstret for, at vise rundt på Radisson´s nye hotel i Aarhus. Og med rette!
Fredag 31. juli var jeg mødt op til den officielle åbning af Radisson RED Aarhus. Dels for at opleve stemningen når hotellet nu endelige kunne slå dørene op for gæster, fire måneder forsinket på grund af COVID-19. Men ligeså meget fordi jeg var spændt på, og nysgerrig efter, at se om det nyeste hotel i Aarhus kunne leve op til hypen. Nu var det tid til en mere grundig gennemgang af hotellet og ikke mindst høre mere om de udfordringer teamet har oplevet frem til åbningen.
Varm velkomst
Jeg kom i god tid og kiggede lidt rundt i lobbyen på egen hånd. Lad mig bare slå fast med det samme, at det søde personale også hilste venligt og smilende, da jeg ankom på egen hånd, uden hotellets ledelse ved min side!
Lidt før kl. 13.00 gik jeg ud på gaden for at få nogle billeder af hotellet, og da jeg på slaget 13.00 igen tog de røde rulletrapper op til lobbyen, tog Cluster Manager Helene Hallre varmt og glædestrålende imod.
Jeg blev budt på en kop kaffe og kort efter stødte Hotel Manager Jeppe Jørgensen til. Herefter havde vi en god snak om vejen fra ide til færdigt hotel, opstartsfasen, inklusiv udfordringerne med COVID-19 og filosofien bag Radisson RED. Både Helene og Jeppe udstråler stor glæde og stolthed over deres team og ikke mindst deres nye hotel.
En sprudlende design filosofi
Radisson RED adskiller sig fra f.eks. Radisson BLU hotellerne ved, at have en legende og kreativ tilgang til hoteloplevelsen. Vel at mærke uden, at gå på kompromis med et højt serviceniveau.
Hvid du kommer til hotellet i bil, mødes du i parkeringskælderen af store fotostater på væggene med motiver fra Aarhus. Allerede når du parkere din bil vil du altså fornemme hvilket hotel du er ved at tjekke ind på.
Noget af det første du ligger mærke til når du kommer ind i hotellets store lobby og atrium, som er hotellets hjerte, er nogle fantastiske dukker og mannequiner, udført af Marianne Phillipsen fra Aarhus Teater. Efter min mening har hun med sit bidrag i den grad ramt RED´s design ånd og filosofi.
Ovenstående bidrager blandt andet til, at du som gæst på hotellet i meget høj grad vil opleve, at byens DNA indgår i hotelles design og i skiftende udstillinger og installationer i lobbyen. Flere steder, blandt andet i restauranten, vil du også finde kunst udført af lokale kunstnere, eller sågar hotellets ansatte.
Som Cluster Manager Helene Hallre sagde under vores snak:
Vi har fokus på kultur, kunst og sjæl – rigtig meget at det som giver Aarhus sin puls.
Hotellet er meget urbant i udtrykket, med elementer af beton og stål, som brydes flot af stave af lyst træ som pryder væggene i lobbyen, og ikke mindst af den karakteristiske røde Radisson RED-farve, som er en, ja, rød tråd i designet.
Lobbyen i sig selv vil nu også tage pusten fra de fleste: Den atrium gård der var en del af den eksisterende ejendom er nu overdækket med et glastag. Det giver en fem etager høj lobby / atrium gård med masser af naturligt lys.
Jeg kan selv kun tilslutte mig noget andet Helene sagde under vores snak:
Alle stopper op når de kommer op ad rulletrappen og ind i lobbyen. Man kan se at de tænker WOW!
I det hele taget er det meningen, at du som gæst på Radisson RED Aarhus skal trække på smilebåndet når du kommer rundt på hotellet. Du skal have det sjovt og du skal få lyst til, at udforske byen omkring hotellet.
Værelserne
Mange nye by-hoteller har ofte ret små værelser. Hos Radisson RED Aarhus er de mindste værelser 25-27kvm. og hotellets suiter er op til ca. 48kvm. Med andre ord, får du et ganske rummeligt værelse uanset hvilen kategori du booker.
Hotellet råder i alt over 78 værelser fordelt på Standard og Superior værelser samt Junior Suiter og Suiter. Godt en tredjedel af værelserne har egen balkon.
Alle værelser har blandt andet air condition, fladskærms TV med Chrome Cast så du kan streame dit eget indhold direkte til fjernsynet, rigeligt med strømudtag og USB-stik, skrivebord samt kaffe og the faciliteter.
Værelserne er holdt i mørke og rolige toner, men langt de fleste værelser har gulv til luft vinduer og har derfor et godt lysindfald. Mange af værelserne byder desuden på en fantastisk udsigt ud over Aarhus.
WIFI er gratis på hele hotellet.
Mad og drikke
Skal du have stillet din sult, eller fugtet ganen, så skal du søge mod midten af lobbyen hvor hotellets bar er placeret. Fortsætter du ind bag baren finder du restauranten Fred & Co.
Fokus på Fred & Co er “god stemning, god mad og godt selskab”. Ambitionen med restauranten er, at kunne tilbyde god mad og drikke, blandt andet gode cocktails, i afslappede omgivelser.
Inspirationen til menukortet hentes fra det meste af verden og de første gæster har rost maden. På sigt er det meningen, at hotellets egne multinationale ansatte, skal komme med input til menukortet.
Har du mere brug for en hurtig bid eller noget at drikke på farten, så findes der i lobbyen en selvbetjeningsbar med et udvalg af snacks, sandwiches og drikkevarer. Der afregnes i receptionen.
Interaktivt og personligt på samme tid
Det høje service niveau på hotellet suppleres med en række kreative løsninger. For eksempel findes der ved siden af receptionsskranken en stor interaktiv skærm hvor du som gæst selv kan søge efter ting at tage dig til i Aarhus og omegn. Eller du kan tage en selfie! Personalet bruger også skærmen som en uformel og informativ måde, at kommunikere med gæsterne på, mens de viser dem hvad de kan bedrive tiden med mens de besøger Aarhus.
På samme måde bruger personalet et stort Aarhus kort, lige på venstre hånd når du kommer op ad rulletrapperne, til at vise gæster hvor restauranter, barer, butikker og andre seværdigheder er placeret i forhold til hotellet.
Både skærm og kort indbyder til interaktion. Ikke kun mellem personale og gæster, men også mellem gæster og lokale.
Det faktum at ingen af de ansatte har navneskilte på, forstærker blot ovenstående og indbyder til at der kommunikeres uformelt gæster og personale imellem. Målet er at gæster skal opleve en mere personlig service.
Som Hotel Manager Jeppe Jørgensen sagde under vores snak:
Vi vil jo gerne have interaktionen med gæsterne.
I lobbyen findes desuden et bordtennis bord til fri afbenyttelse og i restauranten finder du et billiard bord. Begge dele indbyder til leg og mon ikke nogle af hotellets gæster tager sig en dyst med en medrejsende, eller måske en lokal de har mødt i baren?
Fokus på et stærkt og dedikeret team
Oprindeligt var det planen, at Radisson RED Aarhus skule have slået dørene op for gæster 1. april 2020, men som med så meget andet, kom COVID-19 på tværs.
Tilbage i januar 2020 afholdt Radisson et stort rekrutterings-show og man havde altså et stærkt team klar da COVID-19 lukkede hele verden ned. Ingen af de ny-ansatte nåede dog at arbejde på det nye hotel.
Hos Radisson var troen på, at tingene nok skulle vende dog stor, så i stedet for at afskedige det nye RED-team i Aarhus, så sendte man alle hjem på lønkompensation.
Hotel Manager Jeppe Jørgensen fortalte mig i den forbindelse blandt andet, at:
Vi ringede til alle medarbejdere en gang om ugen. Vi spurgte ind til om folk havde det godt og hvad de måtte have af bekymringer. Og vi som ledelse kunne forsikre teamet om, at der også var et job til dem når verden åbner igen.
Der arbejder 8-9 nationaliteter på hotellet og både Helene og Jeppe giver udtryk for, at den atypiske og usikre opstarts fase, har rystet teamet endnu bedre sammen.
Perfekt beliggenhed
Det nyåbnede hotel ligger meget centralt i Aarhus midtby, lige over for både byens rådhus og Ridehuset og blot et par minutters gang til Strøget, Musikhuset og AROS Kunstmuseum.
Parkering i denne del af byen kan være lidt af en udfordring, men hotellet råder i kælderen over cirka 50 parkeringspladser.
Det er oplagt at udforske Aarhus på en cykel og her kan Radisson RED Aarhus naturligvis også hjælpe. Det er muligt at leje cykler for dkr. 125 per dag. Prisen inkluderer en hjelm.
Stor fokus på sikkerhed
Som er vi efterhånden er vant til at se det i det offentlige rum, så er der også hos Radisson RED Aarhus stor fokus på sikkerheden i relation til COVID-19.
Overalt på hotellet er der håndsprit tilgængeligt og alle ansatte i baren og restauranten bære mundbind. Ved receptionsskranken er der opsat en plexiglas plade som skærmer personale og gæster fra hinanden.
Plancher og piktogrammer minder om at holde afstand og om hyppigt at afspritte og vaske hænder.
Konklusion
De første gæster tjekkede ind ganske få minutter efter at dørene blev åbnet for første gang fredag 31. juli og de efterfølgende uger viser gode salgstal og en god belægning.
Hotellet tiltaler rejsende som sætter pris på godt design, teknologi, god service og en afslappet atmosfære og som Helene Hallre siger, så findes den slags gæster i alle aldersgrupper.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at Radisson RED Aarhus går en strålende fremtid i møde – COVID-19 eller ej. Helene og Jeppe har sat et stærkt hold og de har fået ansvaret for et spændende hotel som bringer noget klasse og kant til den aarhusianske hotel scene.
Et hurtigt kig på Tripadvisor viser allerede en håndfuld 5-stjernede anmeldelser.
Endnu en gang tillykke til Helene, Jeppe og hele teamet på Radisson Aarhus. Og tillykke til Aarhus med et nyt hotel af international klasse!
Fotokredit: Roar Paaske, Radisson Hotel Group og forfatteren.
Skriv et svar