Verdens største rejsemesse ITB Berlin 2020 aflyst grundet Coronavirus

ITB Berlin

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

I næste uge den 4-8. marts 2020 skulle verdens største rejsemesse, ITB, have fundet sted i Berlin i Tyskland. Men grundet udbruddet af Coronavirus er messen nu blevet aflyst.

I løbet af de seneste par uger har ITB rejsemessens arrangører forgæves forsøgt at få svar på, om verdens største rejsemesse skulle finde sted eller aflyses helt, grundet den øgede spredning af Corona-virus. Og her fredag den 28-02-2020 kl. 18:27 blev det så endeligt udmeldt, at ITB rejsemessen i Berlin 4-8. marts 2020 er aflyst.

Såfremt rejsemessen skulle have været gennemført, ville det have været for omstændigt at lade deltagerne komme ind på messeområdet. De ansvarlige sundhedsmyndigheder i Charlottenburg-Wilmersdorf i Berlin havde bl.a. krævet, at hver enkelt messedeltager over for messecentret Messe Berlin skulle bevise, at deltageren ikke var kommet fra et område med smittefare, eller havde været i kontakt med en person fra områder med smittefare. Messe Berlin har dog været ude af stand til at implementere sikkerhedsforanstaltninger for at kunne håndtere situationen, her kort før rejsemessen skulle begynde den 4. marts 2020.

Messe Berlins administrerende direktør, Dr. Christian Göke, siger i en pressemeddelelse på ITB messens hjemmeside:

Med mere end 10.000 udstillere fra over 180 lande, er ITB Berlin af afgørende vigtighed for den globale turismeindustri. Vi tager vores ansvar meget alvorligt angående vores gæsters, udstilleres og ansattes sundhed og sikkerhed. Det er derfor med tungt hjerte, at vi er nødt til at aflyse ITB Berlin 2020.

Den internationale rejsemesse har været afholdt i Berlin siden 1966 og for første gang nogensinde i rejsemessens historie har en aflysning fundet sted. Inden for de senere uger har flere og flere udstillere aflyst deres deltagelse grundet Coronavirussens udbrud. Aflysningen er ikke kun kommet fra Kina, men også fra andre lande rundt omkring i verden.

ITB messen afholdes 4 gange om året i forskellige dele af verden: Berlin, Singapore, Mumbai i Indien og Shanghai i Kina. Det vides ikke, om rejsemesserne udover Berlin også vil blive påvirket af Coronavirussens udbrud.

Trackbacks & Pingbacks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *