Skal du købe point og miles nu?

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Rejsebranchen er desperat i jagten efter penge i øjeblikket. Flyselskaber og hoteller bliver drænet for likviditet, da de stadig bruger flere penge end de får i kassen.

Vi har set firmaerne bruge flere forskellige muligheder for at generere likviditet. Med en reduceret efterspørgsel, kan vi nok forvente at der kommer flere af disse tilbud, som eksempelvis:

Hvorfor skal man købe Miles or Points?

Nogle køber et par tusinde point eller miles for at få supplere saldoen på kontoen, så der er nok til at købe en bonusrejse eller et hotelophold. Men hvis du lavet et storkøb, så gør du det for at spare penge. Det har nemlig aldrig været en god ide at købe et stort antal point for blot at lade dem stå på kontoen. Risikoen for, at du aldrig får brugt dem på et rigtigt god tilbud er nemlig for stor. Men hvis du køber point for at indløse dem umiddelbart efter, kan du være heldig, at de har en stor værdi. Specielt, hvis du får pointene billigt og du finder en bonusbillet eller en bonusovernatning til en rigtig god pris.

Foto: gavilla, pixabay

Eksempel: SAS billet til Tokyo

Jeg vil give et eksempel for en billet med SAS til Tokyo. Jeg har valgt at holde eksemplet meget enkelt. Lige nu har SAS lukket for salget af ekstrapoint og flyver ikke til Tokyo, men mon ikke selskabet snart igen begynder at åbne op for salget og flyvningerne igen?

  • Jeg kan købe en fuldt fleksibel business billet for 30.350 kroner. Jeg vælger i første omgang at se bort fra de 18.000 bonuspoint, jeg kunne tjene på denne billet.
  • Alternativt koster en bonusbillet 60.000 point + 650 kroner i gebyr (jeg kan via mit MasterCard Premium få en bonus billet på business til prisen for en billet på økonomiklasse).

Ekstrapoint kan normalt købes for 20 øre, så hvis jeg skulle købe 60.000 point ville de koste 12.000 kroner. Eller med andre ord: Bonusbilletten koster 12.000 kroner + 650 kroner = 12.650 kroner. Nogle ville sige: “Jeg kan få en billet, til under halv pris: Den koster normalt 30.350 kroner, men jeg skal kun betale 12.650 kroner. BINGO, det er da en god handel.”

Hvis man ser sådan på det, så bliver man let snydt. En billet er kun det værd, som du er villig til at betale for den. Ville du oprindelig have købt den dyreste billet på business class til over 30 tusinde? Hvis ikke, så er besparelsen noget mindre. Og det aller vigtigste spørgsmål:

Ville du være villig til at betale 12.650 kroner for billetten?

Hvis svaret er ja, så skal du naturligvis købe pointene og få bonusbilletten, når SAS igen åbner for salget. Ellers skal du spare pengene og bruge dem på noget andet.

Skal du bruge pengene på at købe point i loyalitetsprogrammet? Foto: Assy, Pixabay

Ekstra overvejelser til regnestykket

Der er flere forhold, der ikke er taget med i den viste beregning:

  • Kan du få en bonus billet? Udbuddet af bonusbilletter er begrænset. Mange har oplevet, at det ikke har været muligt at finde en bonusbillet på det ønskede tidspunkt. Måske skal du flytte dit rejsetidspunkt, så du kommer til at bruge et par ekstra feriedage? Og hvis rejsen ender med at blive længere end oprindelig planlagt, så kommer der måske også et par ekstra hotelovernatninger. Det vil med andre ord betyde, at rejsen bliver dyrere. Disse ekstra omkostninger skal naturligvis med i beregningen.
  • Hvad er værdien af de 18.000 basispoint, du kunne have tjent på rejsen? Dette er naturligvis sværere at vurdere. Normalt bliver point værdsat til mellem 7 og 10 ører. Alt andet lige, burde du reducere prisen på en betalt rejse med dette beløb. Men hvis disse 18.000 basispoint er med til at sikre dig en højere status hos EuroBonus – og måske også kan få dig op på en højere status på dit MasterCard Premium, så er værdien nok lidt højere. Og dermed bliver “prisforskellen” mellem den købte billet og bonusbilletten mindre.
  • Hvad er værdien af de cirka 7.500 ekstra point, jeg kunne have tjent på at betale billetten med mit SAS Premium MasterCard. Ja, reelt er det jo samme overvejelser som førhen, bortset fra, at disse point er ekstra point, som ikke kan sikre dig en højere status på dit EuroBonus medlemskab.
Skal du betale din flybillet med kontanter eller point? Det kan blive et større regnestykke. Foto: Piqsels

Når kunderne svigter flyselskaberne

Jeg nævnte førhen, at man aldrig skal købet point, blot for at spare dem op på kontoen. Det er en konstant fare for, at flyselskaberne vil forringe deres loyalitetsprogram og dermed devaluere pointenes værdi. Derfor bør holdningen være: Hvis du ikke kan reservere en bonusbillet nu, så skal du heller ikke købe point til at betale billetten engang i fremtiden.

Den generelle afmatning i efterspørgslen og usikkerheden om fremtidens rejserestriktioner gør det sandsynligt, at du kan gøre en god handel senere på året. Muligvis kommer der et udsalg, hvor du kan købe point endnu billigere. Muligvis bliver billetterne solgt på et udsalg med virkelig gode priser. Der kommer også en “Black Friday” i slutningen af november. Jeg gætter på, at nogle af flyselskaberne har nogle gode priser til den tid.

Der kommer sikkert lave priser

Flyselskaber har ganske store faste omkostninger, som er meget trofaste. Hvad enten flyene er på vingerne eller ej. Den barske virksomhedsøkonomi siger, at et fly skal sendes på vingerne lige så snart, der er billetindtægter nok til at dække de variable omkostninger som brændstof, lufthavnsgebyrer, personale m.m. Dertil kommer, at nogle selskaber måske bliver tvunget til at udnytte deres slots i nogle lufthavnene – og derfor skal have fly på vingerne. I givet fald regner jeg med, at der også vil være billige billetter til salg på disse afgange.

Vi vil se tilbud med gode bonusser

Flyselskaberne kan også vælge at give godt med bonuspoint på deres rejser. For lang tid siden havde SAS nogle kampagner, hvor du fik pænt mange ekstrapoint, hvis du nåede op på et bestemt antal flyvninger. British Airways har selv i gode tider haft kampagner, der giver dobbelt miles. Og Turkish Airlines har haft en kampagne, hvor du fik en firdobling af miles i deres loyalitets program.

Men disse kampagner gælder kun for betalte billetter. Jeg er sikker på, at mange bonusjægere hellere vil betale for en billet og få rigtigt mange point frem for at reservere en bonusbillet, hvor pointene er købt for penge.

Der kommer sikkert også gode kampagner på hotellerne. Marriott havde et par gange i 2018 kampagner, hvor du hurtigere kunne optjene status (hver overnatning talte dobbelt). Radisson har haft kampagner, hvor du får rigtigt mange point efter eksempelvis 5, 10 og 15 overnatninger. Og Hyatts kampagne “Faster Free Nights” under finanskrisen i 2008 var fantastisk. Efter 2 betalte overnatning havde du optjent en gratis bonusovernatning. Det var en bonusjægers drøm. Med sådanne kampagner på betalte ophold, er der næppe fordelagtigt at bruge point på en bonusovernatning.

Kolde kontanter er bedre end point

Når du først har købt pointene, så har du stort set bestemt, hos hvilket selskab, de skal bruges. Dine point binder dig til et selskab (eller i bedste fald en alliance). Så længe pengene er på din bankkonto, har du et frit valg mellem alle selskaber og alle destinationer. Derfor giver de kolde kontanter også større handlefrihed end mange point i et bonus program.

Men hvilke overvejelser gør du dig? Del dine synspunkter i kommentarfeltet til denne artikel – eller i en af de relevante tråde i vores forum.

Artiklen er inspireret af en artikel skrevet af Craig Sowerby og bragt på vores britiske søsterside.

Kommentarer

  1. Frank siger

    De fleste flyselskaber har langtids kontrakter på brændstof som gør at brændstof pt. ikke er en variabel omkostning, da de har forpligtiget sig til at betale for en minimums mængde brændstof hver mdr. hvad enten de aftager den eller ej. Dette gør at vi her i starten af genåbningen vil se at mange fly går på vingerne med ganske få passager ombord. Senere når de er oppe og bruge minimums brændstof mængden, vil vi se at det går langsommer med genåbning af ruterne da de variable omkostninger da vil inkluder brændstof igen.

    • Henry Jørgensen siger

      Hej Frank. Takker for denne uddybende forklaring. Det betyder jo blot, at de variable omkostninger er ganske små. Derfor må vi også forvente, at kontantprisen på billetterne vil være ganske lave. I så fald giver det endnu mindre mening at købe point/miles til flyselskabernes bonusprogrammer. Med mindre man forventer at bonusbilletter også vil blive meget billige.

      • Frank siger

        Umiddelbart synes jeg ikke det ser ud til at billetterne er særligt billige pt. De priser jeg ser, er priser som du normalt kan købe billetterne til 3-6 mdr. før du skal afsted, men pt. kan de købes ned til 1 uge før afgang. Jeg er dog ret sikker på at det mere skyldes at der ikke er den store efterspørgsel, så de billigste billetter er ganske simpelt ikke blevet solgt, end at flyselskaberne har sat priserne ned.

        Hvis man først skal rejse om 6-12 mdr. kan det måske godt betale sig at købe point/miles med rabat nu, men man er nød til at regne på det, og jeg vil ikke kaste mig ud i at spå om prisudviklingen 6-12 mdr. frem i tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *