Jeg har desværre ikke prøvet Flyvergrillen endnu
Dog havde jeg (for nu at returnere til trådens tema) - og apropos stan-lande (god tur
@jefi99!) - i 2010 den tvivlsomme ære at rejse med Tajik Airs gamle æsel af en flyver, An-26
![[IMG]](https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/5/5a/Tajikistan_Airlines_Antonov_An-26_KvW.jpg)
Så skidt da - I får historien bag: Min rejsemakker og mig skulle fra Dushanbe til Khujand og videre til Uzbekistan (der går ingen fly direkte mellem landene, de er ikke ligefrem de bedste naboer), og var pænt trætte af svedige marshrutkaer i 40 varmegrader. Løsningen var oplagt: Tadsjikistansk indenrigsflyver!
Efter 'sikkerhedskontrol' i indenrigsterminalen, hvor en sikkerhetsbetjent tog en slurk af min vandflaske og derefter smed vores tasker ud af et hul i veggen, kørte vi i en EU-financieret bus ud til stålrøret med vinger. Der blev vi mødt af smadre-Olga, vores noget tyngdekraftbesværede stewardesse i en liiiige lovlig tight uniform. Både Olga og sidstnævnte var formentlig sidste skrig i 1987. Olga nedlagde veto mod at tage billeder af flyveren, og da jeg ikke har sort bælte i noget som helst var jeg ikke rigtig parat til at diskutere. Priority boarding - kvinder, børn og lyshårede rygsæksturister fra skandinavien først
Ind i <strike>flyveren</strike> saunaen, hvor temperaturen var lige til at brænde keramik og Olga hurtigt udviklet nuancer af kogt hummer. Ingen AC - juhu. Et par svedige amerikanere på sæderne foran spurgte, hvorvidt vi tit rejse med Tajik Air, og gav os et par lovlig bløde M&Ms mens Olga kommanderede safety-instruktioner.
Lige pludselig brød ragnarok løs, dvs motorerne blev startet. Hurtigt afsted, måske? Nej - vi blev lige nødt til at vente lidt, således at de kunne pumpe op tryk i kabinen
Vel vel, intet hastværk, fra klapsæde (!) 14D var der frit udsyn til de mange tusind metalbolte som holdt vingerne, motoren og maskinen samlet (end så længe). Med kabinetrykket i top og optimismen i bund skranglede vi afsted mod startbanen, hvor køerne og cyklisterne var ved at bevæge sig væk.
Fra vi skød fart til hjulene forlod startbanen tog det afsindigt lang tid, og jeg har aldrig oplevet et fly stige så langsomt. Det føltes som om vi sad i en flyvende traktor, som kravlede fra +40 grader til -40 grader. Stadig ingen effektiv AC kørende, så nu blev maskinen lige så stille konverteret til et køleskab. Olga forsøgte at hente vognen med drikkevarer og mad, men døren foran i kabinen (mod cockpit og galley og lasterummet) var gået i baglås. Synet af omkring 100 kilo sovjet-mama (stadig i tight, men nu også svedig, uniform) som forsøger at smadre en dør i 15000 fods højde er ikke helt nemt at fjerne fra hukommelsen. Hun lykkedes delvist, og kunne således åle sig frem og tilbage med drikkevarer. Vi fik serveret Tadsjikistans udgave af Squash, den var lige flad som Olga i døren. Resten af turen gik med til at kikke ud af vinduet og bede til en højere magt som vi stadig ikke tror på.
Vel, vi overlevede og landede silkeblødt i Khujand efter lige omkring en time. I ankomsthaven (intet tag, men mange træer) blev vi uden forvarsel mødt af en velkomstkomité bestående af syv smukke henrykte kvinder og et par chauffører, som forvekslede os med de halvgamle M&M-gnavende amerikanere. Vi fik fat i en taxa mod den uzbekiske grænse, hvor de troede vi spillede for Manchester United og derefter blev underlagt en meget, meget grundig toldinspektion. Men det er en anden historie!
Click to expand...
