Flyvefiskens rejselog 2017

Flyvning nr. 1 og 2.


Her burde have stået en hel masse stats, men eftersom det hele gik op i hat og briller, undlader jeg dette denne gang. Turen gik til London med BA fra BLL.


Jeg var jo blevet advaret om lange køer i security, så vi var tidligt på færde i Billund lufthavn. Heldigvis var der kun 4 foran os, så det gav godt med tid til planespotting. I afgangshallen, mødte jeg flere der skulle til London. Der var forsikringsmægleren som bare håbede på at han snart ikke skulle flyve så meget mere. (Uforståeligt) Så var der en god vestjysk bedstefar der glad fortalte om barnebarnet i London, (Hyggelig fætter) og ireren med flyskræk, der allerede havde klaret nummer 2 store fad kort før klokken 09.00. (Han var VÆLDIG hyggelig) På pladsen foran terminalen, stod der en fem seks DAT fly og en enkel gammel Boeing 737-300 fra Jettime. Den sidste fra den serie, rullede ud af samlehallerne i 1999. Altså noget gammelt lort.


Ca. 20 min før forventet landings tidspunkt, dukkede der pludselig en BA A-319 op i mit højre synsfelt, og forsvandt lige så hurtigt ud af mit venstre synsfelt. Så gik alarmen. Alt hvad der kunne krybe, kravle, køre og gå, røg afsted ud imod rullebanen. Til at starte med, tænkte jeg ikke nærmere over det, men så begyndte tandhjulene i min hjerne langsomt at rotere lidt, og jeg besluttede mig for at drikke en cola oppe i gastronomien.


Der oppe fik jeg mine værste forudanelser bekræftet. Den BA maskine jeg skulle med, stod parkeret på tværs af rullebanen med næsehjulet i græsset. Så var jeg jo godt klar over at den maskine ikke kom ud og flyve mere idag. Jeg gik ned og fortalte et par af de medrejsende om det, og vi besluttede at overfalde BAs agenter. I deres ansigt stod kun. Problem med flyet. Status: uløst. Problem nr. 2. Passagerene har opdaget det. Status: ubelejligt. De vidste ingenting. Herefter gik der et par timer hvor der bare stod, Delayed, på skærmen, men så pludselig begyndte groundcrew at tø den gamle Jettime vaskebalje op.


Hvad det drejede sig om, var helt klart for mig, men for lige at få den bekræftet, gik jeg over i rygekabinen og røg en smøg sammen med en gut der lige var stoppet hos Jettime men stadig havde forbindelser i firmaet. Han ringede lige et par gange på telefonen og jeps, det var den maskine vi skulle med. Så gik det stærkt. Der kom et bedaget Jettime crew forbi os. De så rigtig glade ud, og i guder hvor jeg under dem det. Det har været et hårdt år for alle i Jettime. Vi blev læsset i nogle busser, og kørt ud til skrammelkassen. Alt var som jeg regnede med.


Alt var gammelt og havde den her tunge følelse af træthed over sig. Selv cabincrew havde set bedre dage, men inden jeg bliver beskyldt for alders racisme, vil jeg gerne lige fastslå at jeg absolut ikke har noget imod bedagede stewardesser. Det kan godt at de ikke er så kønne at kigge på, men de kan deres kram til perfektion, og det er A og O på en flyvning. Jeg fik sat mig og overvejede om de stadig lavede disse jump starts som de plejede i firserne? For de var altså ikke specielt behagelige.


Så kom kaptajnen på PAen. Det gik vældig godt på dansk, men kneb lidt på engelsk. Det var helt tydeligt at de var vant til at flyve charter med danske gæster. Bortset fra det, var det okay. Vi kørte ud til deiceing, og rullede så ud på startbanen. Der blev fyret helt op for motorerne, alting raslede og hoppede, larmen var øredøvende og jeg nåede lige at tænke ”nej, ikke igen” så slap han hende og med et YDRK gik mit torso i et med stoleryggen. Den gamle dame røg forbi V1 og nåede rotate i et hyl og et skrig. Så blev der trukket kraftigt i pinden oppe foran, og samtlige af mine indre organer forsøgte at finde en plads derned hvor solen aldrig skinner. Fucking fighter jockey siger jeg bare.


Og han ville op, altså ham cowboyen ved pinden. For det sneede, og det gad han ikke at være i, hvilket man jo godt kan forstå. Så efter 2500 fod hvor jeg forventede at han ville flade lidt ud, fortsatte han op. Faktisk passede det ham først at flade lidt ud da vi nåede derop hvor solen altid skinner. På det tidspunkt var mine ører noget lort. Jeg har medfødte øre problemer, som gør at jeg trykudligner lige så godt som en baby. Derfor bryder jeg mig ikke om den slags rockin roll starter. Vel oppe, sprang cabincrew i aktion. Frem med den gamle kendte rullevogn. Sandwich? Ja tak. Kaffe? Ja tak. Mælk og sukker? Nej tak. Punktum. Jeg elsker det. God solid service lige ud af hoveddøren og uden pis. Ikke noget køb Stansted tickets, køb lodsedler eller køb noget fra vores katalog presse, presse, presse.


Resten af turen bød ikke på noget specielt. Mad Max oppe foran undlod at smide ankeret over London, hvilket jeg er ham ret taknemmelig for, han gav også lige en sightseeing tour over London, og jeg nåede at få nogle billeder af LCY. En kop kaffe mere blev det også til, og så lidt senere lød det. Cabincrew take your seats, men på det tidspunkt havde de allerede haft måsen i sædet i et stykke tid. Et synligt bevis på deres effektivitet og professionalisme. Vi landede med et bump i Heathrow, bare for at sidde der og sidde, for der var ingen ledig gate. Ud slap vi da, og kørte med en bus ind til terminalen.


Hjemturen et par dage senere var nærmest begivenhedsløs i forhold til udturen. Piloten fortalte at vi ville blive ca. 50 min forsinket pga. manglende bagagefolk, så vi havde ikke fået læsset bagagen. Det fremkaldte en lidt stiff upperlip hos piloten der ikke lød helt tilfreds. Flyvning i en A 319 er luftfarts industriens svar på curlingbarnet. Nåede vi V1? Nåja, det gjorde vi da. Rotate? Ja du kan da mærke det, men der er ingen indre organer der forskyder sig og du kan koncentrere dig om din samtale med din rejsepartner. Så op over det nordlige Holland, Ribe på højre side og let bump. Billund. Det mest ophidsende jeg oplevede på den tur, var da stewardessen sagde £ 4.10 for en kop kaffe og en flaske vand. Og det er ikke så meget prisen jeg hidser mig lidt op over, men derimod det faktum at lige meget hvor mange kontanter du har, er det lige meget. BA accepterer kun kort, og det gav noget bøvl. Så ved man det.


Nu glæder jeg mig til den næste tur som er med SAS over ARN til PRG.

 

Tak for en super beskrivelse. Grintet så kaffen brændte på hånden. Glæder mig allerede til de næste ture. Håber BA fortsætter at være gode ved os der læser her.

 

Sådan @Flyvefisken - en ny rejselog og hvilken start, kan da kun love godt for denne rejselog... men hurtigt reageret af Jettime, rettidigt omhu med lige at bikse en ny gammel maskine... godt skrevet!

 

Jettime gjorde det rigtig godt, og det er jo ikke pilotens skyld at jeg har problemer med ørerne. Tak for roserne.

 

Sgu da skøn underholdning en lørdag aften! Konen sidder inde i stuen og råber Netflix - næææ, du får uddrag fra IF læst op - gør du!

Og hurra for provins lufthavne - hvad er lige sandsynligheden for en tidligere medarbejder står ved siden af og... laver nogle opkald, jov Billund kan!

 

Fantastisk beskrivelse!

 

Fantastisk underholdning, tak

 

Flyvning nr: 3
Selskab: SAS
Route: BLL-CPH SK 1280
ETD: 06:20 ETA: 07:10
Gate: 2 tror jeg nok. (Det gik lidt stærk)
Sæde: Langt nede.
Load: 100%
Fly: ATR 72-600
Point: EB 250

Og jeg kom for sent op. Alt for sent, med det resultat at jeg slog adskillige huller i lydmuren op af den sønderjyske motorvej. Så glemte jeg nøglen i bildøren i min hast, og måtte halse ud til bilen for at få fat på den. Det kostede en tur mere i security, og jeg var allerede bagefter. En smøg blev overvejet og droppet ligeså hurtigt igen, for bording var igang. Så jeg tæskede ned igennem gangen, hvilket mine rygerlunger slet ikke kan lide. Ned af trappen, også opstod det næste problem.

Min nye Iphone og jeg, har ikke rigtig vænnet os til hinanden endnu. Jeg prøvede at behandle den som en Samsung Galaxy, og den strittede heftigt imod. Så er der det med SAS appen. Pille pille rode rage nåååeh nææ joh aj altså okay DER BIIP. Damen ved skranken kiggede overbærende på mig, og slap mig ud i det helligste. Og der stod hun så. Den lille lækre dame, som jeg var lidt forbeholden overfor. Forbeholdet bunder i en erindring om en mareridtstur fra CPH til Berlin Tempelhof i en Fokker 50 tilbage i 90erne. Der var ikke plads til mine ben, og blodomløbet var helt lukket af da jeg kom til Berlin.

Til min store glæde, er det ikke tilfældet i ATR maskinen. Piloten fik budt velkommen, stewardesserne kørte lige sikkerheds showet, og så blev der startet op. ATR 72-600 er et behageligt møde når sammelignings grundlaget er en Fokker 50. Den larmer ikke så meget som jeg havde regnet med. Der er pænt med plads til skankerne, men vigtigst af alt.........Der blev serveret kaffe.

Vel oppe begyndte det langsomt at blive lyst, og jeg begyndte langsomt at glæde mig til resten af turen. At den følelse så blev totalsmadret en lille halv time senere vidste jeg ikke på det tidspunkt. Vi landede nord fra i et overskydet København, og taxaede hurtigt ind til vores plads. Derefter blev vi sluppet ud, og helvede på jord tonede frem for mine øjne.

 

Cliffhanger...?!

 

Naturligvis. Et eller andet må jeg jo gøre for at lokke kunderne til.

Okay. Jeg skynder mig med den næste.

 

Flyvning nr: 4

Selskab: SAS

Route: CPH-ARN SK 1418

ETD: 09:00 ETA: 10:10

Gate: Husker det ikke mere.

Sæde: 30A

Load: 90%

Fly: A-320 NEO

Point: EB 250


Jeg HADER HADER FUCKING HADER når jeg ikke kan se forskel på om jeg er i Kolding storcenter eller en lufthavn. Og CPH airside har forandret sig radikalt siden jeg var her sidst, men ikke til det bedre, for kapitaliseringen af lufthavnen er nu så kraftig at det ikke er kønt mere. Smøgsyg som jeg var, ledte jeg efter rygekabinerne i B2 området. Som gammel marketingmand ved jeg godt hvad slalom føringen af butiksområdet skal gøre godt for. Den skal sørge for eksponering, samt lede kundestrømme, og det virker. Således befandt jeg mig næsten inde i en Georg Jensen butik, der havde potentialet til at lave min beskedne økonomi om til en frådende græsk statsbankerot, før jeg fandt ud af at jeg skulle dreje til højre for at komme udenom butikken.

Jeg småløb afsted, og fandt så endelig B2 med de forjættede rygekabiner. Her opstod det næste problem, for rygerkabiner bliver stavet i ental i CPH!!! Det er 1, skriver EN rygekabine til HELE lufthavnen. Armenforhelvededaosse…..Okay. En hurtig omgang handelsregning. CPH havde sidste år 28 mio. gæster. I Danmark ryger 17 % af befolkningen dagligt. Lad os antage at flygæster er lidt mindre rygende pga. uddannelse olign, så vi siger at 10 % af CPHs gæster gerne vil have en smøg. Det giver 2,8 mio. smøghungrende passagerer i CPH som skal passe ind i EN rygekabine. Do the math.


Næste problem var jeg selv skyld i. Som diabetiker skal jeg have min morgenmad til mine piller. Morgenmaden lå hjemme i køleskabet, og regningen hos Åmanns lød på dkr 122,- for et overstegt stykke pita med et flot navn, og en kop kaffe. Det fik jydegenet til at te sig som en spasser. Efter jeg havde fået slugt morgenmaden + tilbehør, og havde hørt på jydegenets fornærmelser omkring min infantile mangel på rettidig omhu, gik jeg ned i B fingeren og forbi den stinkende rygekabine. At CPH vil byde sine gæster det, er over min beskedne fatteevne.


Jeg kom ned i gaten, hvor jeg legede lidt med SAS appen. Den er faktisk utrolig nem at bruge, når man ikke er under pres og appen er ukendt for en. Så startede boarding. Og der var ikke noget med airbridge til Flyvefisken, for han havde købt bookingklasse T, og den berettigede til en tur ned af trappen og ind af bagdøren. Efter det store indkøbshelvede, rygekabinen, morgenmads katastrofen og nu en tur over betonen, var jeg nu ved at være et plukkemodent prospect for DGSM enterprise. Det ændrede sig på et splitsekund. For var det ikke ???? Neeej, det ku da ikke, joh! DEEET EN NEO Flyvefisken 5 år.


Så blev der knipset, og jeg røg op af trappen, for at gå ind i SE-DOX, Thorave Viking der blev leveret til SAS 4/3-2017. Der sad en svensk kvinde på mit sæde som lynhurtigt blev viftet væk, og så slangede Flyvefisken sig ellers i det spritnye Recaro sæde. Jeg ved godt at ikke alle kan lide det, men jeg er begejstret. Sikkerhedsshowet blev kørt, også var det eller ud på fartbanen. Og der er smæk på de nye LEAP motorer. Det lover godt for fremtiden, da der skulle være endnu mere smæk på A350 motorerne, og allerede nu er jeg henført. Vi røg ud af CPH, lavede en vending, og kravlede op imod Arlanda. Det er bare en dejlig maskine. Den er ikke voldsom hård ved mine baby ører, og den er STILLE. Der er godt nok ikke meget larm i den maskine.


Kaffen kom, uden en regning på £ 1,70 og Flyvefisken gik næsten i trance. Stockholm kom, og Flyvefisken knipsede. Thorave Viking lagde an til landing. Flyvefisken ærgrede sig over at turen var ved ar være til ende. Jeg kiggede ned, og tænkte at man skulle være svensker for at elske det syn, og med min begejstring for den nye NEO og alle mine svensker fordomme blafende om ørene på mig, landede vi i Arlanda. Paradis.

 

Malende beskrivelse af vi rygeres helvede i CPH

Men jeg er sikker på at vi "snart" får vores ryge terrasse tilbage, så vi også slipper for at lugte som et "Morgenværtshus på Vesterbro" efter 2 min i rygekabinen i CPH.......

Nye medlemmer modtages med kyshånd (nåååh nej, med en FLAD )

/DSGM

 

Hele CPH er en katastrofe. Den burde omdøbes fra CPH til ZOO. Jeg mener det var Jacob der forundret spurgte om der var nogen der var villige til at bruge 22.500 kroner på lounge og fast track. Efter at have oplevet "glæderne" ved CPH, tenderer jeg til at sige ja.

 

Irritationer prioriteret liste for CPH:

1) Ingen Champagne i lounge
2) Sikkerhedstjek - selv i fast track mangel på køkultur til kød sledsken.
3) Joe and Juice og deres modbydelige høje musik.
4) Andre passager JA DIG OG DIG SELV DIG DEROVER BAG I

1 kan diskuteres af nogen.

 

Ohhhh flere potentielle "kunder i butikken" - gnæk gnæk!!

Måske man snart skulle få designet et rygmærke til DSGM Inc.