København-Houston-Californien med B737

Med udsalg på "olieruten" var der jo en mulighed for at kombinere indsamlingen af en god stak bonuspoint og samtidig få en forhåbentlig behagelig transport på årets sommerferietur til en forhåbentlig fornuftig pris. Den lidt kryptiske titel dækker over at alle 4 flyvninger på denne tur ville blive ombord på B737 maskiner i forskellige afskygninger.

Turen indledtes med en kort flyvning fra København til Oslo (SK1458) ombord på en B737-600 (LN-RPS) som bestemt ikke er af ny dato. Pladsen i et af standardsæderne er ikke mere end lige at det rækker til en person med meget lange ben (svarer vel nogenlunde til en højde på 189 cm.). Ikke at det var det mindste sæde som jeg har siddet i, men det var da ikke lige mere end at det ikke var ubehageligt. Boarding var lettere kaotisk, måske på grund af mange passagerer med meget håndbagage. Selvom jeg sad på 2A måtte jeg helt ned omkring række 17 for at få plads til bagagen. Jeg var måske 5 minutter for sent til starten på boarding men jeg havde alligevel ikke forestillet mig dette scenarie. Hvis SAS startede boarding måske bare 10 minutter før kunne man måske gennemføre en mere prioriteret boarding, men på den anden side er det rart nok at ikke skulle møde op til boarding halve og hele timer før afgang, så det er måske en afvejning mellem de forskellige scenarier. Men bagagen kom på plads og flyet kom da også afsted til fastsat tid (+/- et par minutter). Servicen og crewet ombord var meget standard, ikke dårlig men heller ikke ovenud god. Der blev gennemført én runde servering (flyvetid ca. 60 minutter) og ellers så man ikke så meget til crewet. De smilede dog allesammen og så ud til at være i ret godt humør. Men ellers ikke meget at berette, serveringen ombord var i hvert fald intet at skrive hjem om.



Vel ankommet til Gardermoen var næste "udfordring" så at finde vej til indenrigsterminalen og flyet som skulle tage mig til Stavanger. Har man været på Oslo Gardermoen ved man at den består af flere endeløse gange. Hen, ud, frem, og tilbage. Skal man videre med et indenrigsfly i Norge er det tillige nødvendigt at hente sin bagage, bringe den igennem tolden og herefter tjekke den ind igen. Det tog faktisk ret lang tid før min bagage dukkede op på båndet selvom den var mærket med Priority. Der har været snak om at lave disse regler om så transfer-passagerer i Norge ikke behøver at skulle hente bagagen men det skulle dog blive implementeret i en pilottest til efteråret. Jeg håber da at den norske regering vil lave dette om permanent så man ikke skal igennem et sådan lidt molbo-agtigt foretagende. Nå, men efter at have checket bagagen ind endnu engang (self-service bag-drop kunne ikke benyttes) gik turen ud af endnu en lang gang mod indenrigsterminalen og flyet til Stavanger. Flyet skulle afgå fra gate 13 som er helt ude i enden af terminalen og herude findes også en SAS indenrigslounge. Lille og ikke noget specielt, men ellers meget fin og med mulighed for at få lidt frugt og snacks samt drikkevarer (vand/øl/vin).



Flyvningen til Stavanger (SK4031) var også ombord på en helt fuld B737-600 (LN-RPB) i en anden variant end den første. Sædepladsen er heller ikke overvældende generøs på denne flytype, men vel meget standard. Igen kunne denne skribent godt ønske sig at SAS ville øge mængden af benplads i Plus kabinen med bare en tomme eller to, specielt fordi sædeopstillingen er 3-3. Alternativt kunne de måske overveje at ændre deres servicekoncept på en eller anden måde således at man som business/plus passager kunne vælge sæde overalt i kabinen, herunder ved nødudgangene. Serveríngen kunne i det tilfælde være selvbetjening i gaten eller ombord, eller måske kunne ens Plus/business billet være "betaling" ved indkøb fra salgsvognen ombord. En anden ting som kan undre denne skribent er hvor SAS finder logikken i at man på en indenrigsflyvning i Norge som varer ca. 45 minutter kan nå at gennemføre servering af mere end kaffe og the, mens det samme ikke kan lade sig gøre på en tilsvarende indenrigsflyvning i Danmark, f.eks. CPH-AAL. Men nu er det jo selvfølgelig ikke første gang at SAS er inkonsekvente i deres servicekoncepter. Også på denne flyvning var crewet helt okay, og jeg tror ovenikøbet at nogle af dem også havde været med på flyet fra København. Det var noget et skifte at ankomme fra et solbeskinnet Oslo/Gardermoen til Stavanger Sola hvor det var gråt og overskyet og til tider regnfuldt. Jeg tror sågar at der var noget is og sne at se på bjergene øst for Stavanger, hvilket ikke lige var hvad jeg havde forventet at se.





Ankomsten til Stavanger var planmæssig, og omtrent 40 minutter inden næste afgang så der var god tid til at nå ned i den anden ende af lufthavnen. Her kommer man som bekendt ind i et lille særskilt lounge-område ved gaten hvilket dog absolut ikke er noget specielt. Men der er da mulighed for at få en lille smule at spise og drikke og så ellers slå sig ned i de bløde sofaer.

Til afgangen mod Houston var vel omtrent 23 passagerer, herunder en håndfuld småbørn. Ombord kom det derfor først til at minde lidt om en charter-flyvning, mere end en business class flyvning. Men der faldt da efterhånden nogenlunde ro på, og det meste af turen foregik da også uden en helt masse skrig og skrål men helt lydefri var de ikke (nu vil jeg nødig lyde som en sur bitter mand, men sommetider kunne man godt ønske sig at forældrene ville være lidt mere opmærksomme når man er i samme rum som andre mennesker som måske gerne vil sove). Pushback fra Stavanger Sola var lige på minuttet og ca. 12 minutter senere var vi i luften. Man kan godt mærke at man er ombord på en ganske almindelig B737 maskine, og ikke eksempelvis en B787 eller lignende fly af nyere dato. Man oplever i hvert fald en del mere støj og resonans ombord på dette fly. Sædet er jo heller ikke af nyeste dato, og til en langbenet person som undertegnede er sædet ikke så komfortabelt fordi det ikke er fully-flat modellen og det heller ikke kan indstilles individuelt i alle led. Jeg var derfor nødt til at bøje lidt i knæene for at sidde i sædet (jeg er godt nok kun 183 cm. høj men har nogle uproportionalt lange ben), hvilket heller ikke er specielt befordrene for at kunne sove godt.


Crewet på denne flyvning bestod af 6 personer. Kaptajn, styrmand og 4 cabin crew. Styrmanden og den ene stewardesse var af skandinavisk oprindelse mens de øvrige havde anden nationalitet. Som andre også har bemærket er cabin crew på denne rute noget over hvad man ellers oplever hos SAS, og det er næsten lidt ærgerligt at andre ting på denne rute er noget middelmådigt. Kunne man opleve dette crew i et up-to-date servicekoncept og på et mere moderne fly ville det jo nærmest være helt outstanding. Alle var de smilende og servicemindede og også ret så opmærksomme. Så her er der i hvert fald næsten fuld plade på pointtavlen til SAS/PrivatAir.

Serveringen ombord er også helt OK hvad angår selve maden og drikkevarerne. Til forretten spiste jeg blot en salat som dog savnede noget dressing eller vinaigrette.



Til hovedretten valgte jeg bøffen med kartoffelmos og asparges til. Det smagte ganske okay og bøffen var også mør men den havde dog lidt for mange sener i sig. Hvad jeg til gengæld ikke synes så godt om er at hovedretten serveres i en dyb serveringsskål fremfor på en flad tallerken. Det gør det dels lidt svært at skære i en bøf når man heller ikke får udleveret en særskilt steak-kniv, og det ødelægger også den måde som maden tager sig ud på. Serveringen sker fra en serveringsvogn, hvilket jeg også synes virker lidt forkert. Jeg kan forstå at også Lufthansa er på vej væk fra denne form, så forhåbentlig følger SAS også snart i fodsporerne på andre selskaber som eks. United og Air Canada som jeg også har erfaringer med.



Til dessert valgte jeg Valrhona chokoladeis som også smagte ganske udmærket, men det ser ikke helt så fikst ud at isen bliver serveret direkte i bægeret i stedet for i en lille skål.



Udvalget af drikkevarer er ganske godt, og jeg nåede at få serveret både øl, rødvin og champagne. Både for at se om øllet var så godt som andre har sagt, men også for at give en anmeldelse af de forskellige muligheder. Øllen (Mikkeller Sky High Blue) faldt dog ikke helt i denne skribents smag, men jeg er heller ikke den helt store øldrikker. Den har en meget frugtagtig duft og smag men savnede lidt styrke og fylde. Derudover har de åbenbart heller ikke tænkt alt for meget over at den også skal kunne serveres i 36.000 fods højde, med tanke på den forskel i trykket som er i de luftlag. I hvert fald brusede den godt over når man åbnede dåsen. Rødvinen var af Sydafrikansk afstamning (Cluver & Schaal Syrah Reserve, 2013) og smagte til gengæld rigtigt godt (igen, det er jo som altid en subjektiv vurdering ;-) ). Rund og ret blød som den var faldt den meget godt i undertegnedes smag og burde kunne drikkes af de fleste. Champagnen (Henriot 2007) smagte også rigtigt godt, så det blev til mere end et glas af den (og jeg drikker ellers normalt meget lidt alkohol). Herefter var der mulighed for at forsyne sig med lidt drinks og snacks fra en vogn opstillet bagerst i flyet.

Halvanden time før ankomst blev der serveret et lille let måltid med roastbeef og kartofler samt frugt og dessert med tilhørende kaffe.

 

(Fortsættelse)

Ankomsten til et varmt og solbeskinnet Houston skete cirka 45 minutter før planmæssig ankomsttid så her var der i hvert fald ikke noget at klage på. Det var der så derimod med hensyn til at komme igennem lufthavnen og ud på den anden side. Turen gennem Immigration gik smertefrit og tog ca. et kvarter (tror jeg, jeg var ikke lige så opmærksom på tiden). Men turen gennem Customs var derimod latterligt lang. Det tog nok omkring en halv time, hvis ikke mere, at komme igennem køen og afleveret den lille seddel. Her burde nogen skride ind... Kom til at stå sammen med en familie som lige var landet med en international flyvning og nu skulle videre hjem til North Carolina. Om de nåede deres fly ved jeg ikke, men det så lidt sort ud. Så jeg var lykkelig over blot at skulle ud på den anden side og finde en shuttle til mit hotel.



Jeg havde booket en overnatning på Best Western JFK Inn & Suites som ligger ikke ret langt fra lufthavnen. Hotellet er ikke noget særligt, men til prisen var jeg ganske godt tilfreds. Hotellet ligger godt nok nærmest lige for enden af nogle af landingsbanerne, men jeg synes ikke at trafikken var så slem så støjmæssigt var det ikke det helt store issue. Sengen var blød og komfortabel, badeværelset helt OK, og med i prisen var morgenmad og shuttle til og fra hotellet.



Så dagen efter drog jeg tilbage til IAH for at checke ind på mit fly til Santa Ana, Californien. Check-in sker ved en automat hvor man får boardingkort og bagage tag. Ved aflevering af kufferten blev den også mærket med Priority-tag da jeg har *A Guld. Jeg var ankommet i god tid og havde derfor tid til at besøge KLM Crowne Loungen som ligger i terminal D (mit fly afgik fra terminal E) hvor man blandt andet også kan få adgang med et Diners Club kort. En OK komfortabel lounge, men Wifi virkede ikke rigtigt og udbuddet af mad oog drikke var ikke prangende (men dog stadig over United Clubs).

Ombordstigning på United flyet foregik pænt og ordentlig som det nu gør hos United (her kunne SAS også lære noget, men det vil de nok ikke). Jeg havde booket en Economy Plus billet men fik med *A Guld plads i boarding gruppe 2. Her ser man en fordel ved at have status i alliancen, ikke uvæsentligt hvis man gerne vil have plads til sin håndbagage. Flighten var helt fuld og de havde også søgt frivillige til at tage en anden afgang. Jeg spurgte til alternativerne men de var ikke helt så attraktive tidsmæssigt, så jeg valgte at holde fast i min oprindelige billet.

Selve flyvningen og servicen ombord er der ikke så meget at sige om. Opgraderingen til Economy Plus havde kostet ca. 550 kroner og det eneste man får er ekstra benplads. 5 ekstra tommer siger jeg dog ikke nej til da jeg som tidligere nævnt har nogle uproportionalt lange ben. Hvad der er derimod ikke var så behageligt var en fejl på air condition anlægget i den foreste del af kabinen. Fejlen betød at passagererne her, og specielt de med vinduesplads, oplevede en meget kold luft komme ud fra sidepanelerne ved gulvet. Det er bestemt ikke behageligt at sidde i sådan en frostboks i 3½ time. Men vi ankom næsten planmæssigt til John Wayne Airport som godt kan anbefales som alternativ til LAX.

 

Som et lille efterskrift på denne historie kan det berettes at jeg for cirka en uge siden skrev en e-mail til United for at gøre opmærksom på de kolde forhold ombord på flyet fra Houston. I dag har jeg så fået en e-mail fra United med en undskyldning og løftet om at få tilsendt en travel voucher i løbet af en dag eller to.

Uanset hvad så er det altid rart at en henvendelse bliver besvaret og taget seriøst, og at de viser tegn på at ville give kunderne den bedste oplevelse. Det er selvfølgelig muligt at *A status og købet af en dyrere billet (Eco+) også har indflydelse på svaret, men om ikke andet så tilføjer det da noget værdi til selvsamme.

 

Fed trip report! Sjovt at det hele lige faldt sammen med 737´ere, og sjovt at se den kæmpe forskel på hvordan den samme type fly er indrettet - også selvom det er fra samme selskab! Tak for god læsning!

 

Alt godt har som bekendt en ende, og således også denne tur.

Onsdag morgen stod jeg op efter at have overnattet på et BW Plus hotel i nærheden af John Wayne Airport (SNA). Et hotel som egentlig var ganske okay men værelset kunne dog godt snart trænge til en opdatering. Det allerstørste minus var al den støj som kom ind udefra samt fra køleskabet på værelset. Sidstnævnte blev derfor slukket mens resten stort set kunne lukkes ud med ørepropper.

Også ved afrejse er SNA en væsentlig nemmere lufthavn at komme igennem sammenlignet med LAX. Lufthavnens parkeringshus rummer også alle biludlejningsselskaberne og ligger lige overfor terminalerne, så bilen blev hurtigt afleveret og så var der jo kun ganske få skridt over til check-in skranken. Ruten var den samme som udturen, dvs. SNA-IAH-SVG-OSL-CPH. Flyvningerne fra Houston til Santa Ana med United var på et separat PNR fra resten, så jeg spurgte i skranken om det var muligt at få tagget min bagage hele vejen til København så jeg ikke behøvede at skulle samle den op i Houston og checke den ind igen. Efter længere tids arbejde lykkedes det for agenten bag skranken at få det hele på plads og jeg sagde tak for indsatsen. Det er åbenbart ikke noget man sådan bare lige gør, det tog hende vel omkring en halv time at få plads, men hun må åbenbart alligevel have fået trykket på alle de rigtige knapper for min kuffert dukkede i hvert fald op på bagagebåndet i Kastrup. Alle bonuspoint er også dukket op på kontoen, så hvad mere kan jeg næsten forlange

Jeg havde god tid inden afgang og der kunne derfor lige nå at blive tid til et besøg i Uniteds Club lounge på 1. sal med udsigt over terminalen.



Loungen er ikke så stor men der er hvad der skal være, og det var da også muligt at få blandt andet lidt yoghurt og frugt (morgenmad, klokken var omkring halv elleve om formiddagen) samt drikke samt en okay behagelig stol at sidde i.



Flyvningen til Houston forløb helt uden nogen problemer og med afgang til tiden. Denne flyvning adskilte sig i øvrigt fra alle de andre ved at foregå ombord på en Airbus 320. På denne tur havde jeg opgraderet min billet til Business class for en meromkostning på ca. 1500 DKK og fik her serveret frokost samt alt hvad man kunne ønske sig af drikkevarer. Sædet var af lidt ældre dato og i læder, men behageligt og med rigelig benplads. På en 3½ times flyvning vil jeg mene at det er alle pengene værd når man oveni også får ekstra bagage og højeste prioritet ved boarding. Alt i alt havde min billet IAH-SNA kostet ca. 3800 DKK t/r. Personalet så ud til at være i rigtigt godt humør og servicen var der i hvert fald intet at udsætte på. Med ombord var også 4 CC trainees som alle blev ønsket velkommen og held og lykke med karrieren.

Vel ankommet til Houston havde jeg cirka 5 timer at skulle slå ihjel inden turen gik videre mod Europa ombord på "olieskibet" til Stavanger. SAS benytter selv HAS Executive Lounge i terminal D, men med *A Gold kort har man også adgang til Uniteds Club lounges. Jeg besøgte derfor først den ene af Uniteds lounges i terminal E, hvor der blandt andet også er mulighed for at få et bad hvilket var meget rart. Et par timer før afgang forlod jeg loungen for at lige slå et smut omkring SAS' check-in skranke og få verificeret at jeg rent faktisk også var checket ind på flyet til SVG. Det betød selvfølgelig at jeg skulle ud "landside", men der var ikke ret mange passagerer i terminalen på dette tidspunkt (klokken var omkring 20.00) så det fornyede sikkerhedscheck var meget hurtigt overstået.

Jeg kunne derfor også lige besøge HAS Executive loungen som ligger ikke så langt fra gaten for dagens flyvning (D2). Loungen er sådan set OK. Der er ikke det helt store udvalg af mad, men lidt forskelligt var der da at vælge imellem. Denne lounge er lidt anderledes ved at den ikke har hverken vinduer eller toiletter. Men jeg slog mig ned og fik lidt at spise så jeg eventuelt kunne springe noget af serveringen over på flyet og i stedet prøve at sove/hvile. En god halv time før afgang gik jeg mod gaten for at være klar til ombordstigningen. Der var flere pax på hjemturen end der havde været på udturen, men stadig, med kun omkring 38 pax er boarding jo hurtigt overstået.

Pushback var til tiden og snart efter var vi i luften. Flyvetiden til Stavanger var beregnet til 9½ time som i udgangspunktet så det ville ikke blive en specielt hurtig flyvning (når man skal hjem vil man jo gerne bare hjem hurtigst muligt, og med en lidt kortere flyvetud havde det måske været muligt at blive booket om til en tidligere afgang mod København). Servicekonceptet var ikke anderledes end på udturen men menukortet dog ændret. Med tanke på at ville forsøge at sove på turen bad jeg om at nøjes med at få serveret forretten og salaten samt en dessert (Ben & Jerrys chokoladeis), da det ikke er så nemt at komme til at sove på en helt fuld mave, og forude ventede jo også et morgencomplet inden landing. Min oplevelse af personalet var at de måske ikke var helt så rutinerede eller måske var de lidt trætte. I hvert fald så virkede det som om at servicen ikke kørte helt på skinner for dem. Specielt ved serveringen af pre-landing måltidet gik der meget lang tid, hvilket betød at os som sad nede på de sidste rækker fik serveret maden kun en halv time inden at det ville være tid til at gøre kabinen klar til landing. Det til trods for at de var startet på at gøre serveringen klar ca. 3 timer inden landing så man skulle tro at der ville have været tid til nok til at gøre det klar. Ellers var crewet såmænd venlige og servicemindede nok som det også havde været det på udturen.

Hvad angår sædet så er det efter min smag fint nok til en dagsflyvning. Men på en natflyvning er det ikke helt så behageligt, også fordi at der er så lidt plads når to sæder ved siden af hinanden er slået ned. Igen fungerer dette sæde heller ikke så godt for en langbenet fyr som mig da det således ikke "knækker" de rigtige steder når man slår det ned. Et flat-bed sæde havde absolut været ønskeligt.

Ankomsten til Stavanger var stort set lige på minuttet i forhold til tidstabellen. Jeg havde ca. halvanden time inden den næste flyvning så der var god tid til at komme igennem lufthavnen. Også hjemturen til København havde jeg planlagt til at gå via Oslo, da ankomsten kun ville blive en time senere i forhold til at tage det direkte fly og man jo alligevel skal holde sig vågen helt til aften. Med det in mende kan man jo lige så godt bruge tiden på noget fornuftigt, såsom at at hænge i luften og tjene nogle ekstra bonuspoint Ombord på flyet til Oslo opstod i øvrigt den eneste form for dramatik på denne lange rejse. Ca. halvvejs mellem Stavanger og Oslo røg flyet pludseligt ind i et større lufthul. Lige i det øjeblik havde jeg sat mig ned og taget en kop kaffe i hånden. Jeg havde dog ikke fået spændt sikkerhedsbæltet så jeg røg op af sædet. Først troede jeg lige at jeg kunne styre kaffekoppen og få mig sat ned. Men umiddelbart efter røg jeg helt op og slog hovedet op i et af de bløde paneler over mig. Kaffen røg først op i panelet og derefter ned i min computer som stod på bordet. Først kunne jeg ikke forstå hvorfor computeren var blevet så våd af kaffe i bunden. Men kaffen er åbenbart løbet lige igennem, og det ser heldigvis ud til at også computeren overlevede dette kaffebad.

Sidste del af turen fra Oslo til København var helt uden dramatik. Afgangen var godt nok forsinket et kvarter og ankomsten således også, men udover det var det en begivenhedsløs tur og som SAS flyvninger er flest. Fik lidt vand og snacks serveret men ellers havde jeg nu mest lyst til at hvile øjnene. Ankommet til København var jeg spændt på om min kuffert nu også dukkede op efter at have været i transit i 3 andre lufthavne. Men jo, efter længere tids venten som det jo er kutyme i Kastrup dukkede også min kuffert op.

Så således kan der nu gøres status på denne tur. Ville jeg benytte "oljeruten" igen? Jeg tror at svaret må være "Njarh". Sammenlignet med andre selskaber og ruter har denne jo ikke noget som de andre ikke har foruden nogle ulemper, hovedsageligt på komforten ombord. Så med mindre at man kun skal rejse direkte mellem Houston og Stavanger ser jeg ingen grund til at vælge denne rute. Servicen ombord har heller ikke noget man ikke ville kunne få andre steder, og det føles en smule uselt at hovedretterne serveres i dybe tallerkener/skåle i stedet for på en tallerken og at isdesserterne serveres direkte i emballagen i stedet for på en asiet. Så nej SAS, der er ikke så voldsomt mange pluspoint at komme efter for denne oplevelse.

 

En anden ting, omend meget lille, er at de til serveringen ombord serverede noget af det mest tørre rugbrød jeg har længe har smagt. Det var nærmest så tørt så at jeg næsten ikke vil tøve med at kalde det uværdigt for selv et måltid i Eco. Et skandinavisk flyselskab burde vel ellers nok kunne finde ud af at servere noget ordentligt rugbrød. Men det var nærmest så tørt så det var som at trække sandpapir henover tungen. Lidt skuffende...