Norwegian - 2015-07-09 10:15 CEST Norwegians internationale satsning fortsætter, og for første gang lancerer selskabet nu indenrigsflyvninger i Spanien fra de spanske storbyer Madrid, Barcelona og Malaga til De Kanariske Øer. Fra og med oktober tilbyder Norwegian syv indenrigsruter mellem det spanske fastland og Gran Canaria, Tenerife og Fuerteventura med i alt 56 flyvninger om ugen. De nye ruter giver en række muligheder for at kombinere rejsemål i Spanien. Dette efterår kan Norwegians passagerer enkelt kombinere en tur til det spanske fastland med Gran Canaria, Tenerife og Fuerteventura. Norwegian kommer til at tilbyde daglige flyvninger fra Madrid til Gran Canaria og Tenerife. Fra Barcelona vil Norwegian tilbyde flere ugentlige afgange til Gran Canaria, Tenerife og Fuerteventura. Fra Malaga vil der være to ugentlige flyvninger til Gran Canaria og Tenerife. I alt vil Norwegian fra den 25. oktober tilbyde 56 ugentlige flyvninger mellem fastlandet og De Kanariske Øer. ”Det er glædeligt, at vi nu kan tilbyde rejsende gode forbindelser mellem det spanske fastland og De Kanariske Øer. Selvom der er betydelig konkurrence i det spanske marked, er vi klar til at møde denne med god service, gratis WiFi og nye, mere komfortable og moderne fly,” siger administrerende direktør Bjørn Kjos. Mange nye kombinationsmuligheder ”Norwegian har nu 133 ruter mellem Spanien og resten af Europa – både til Norden, England og Tyskland. Desuden tror vi, at mange vil benytte sig af de nye kombinationsmuligheder, man nu får. For eksempelvis skandinaver og briter vil det nu være muligt at rejse til Madrid, Barcelona og Malaga med Norwegian, tilbringe nogle dage der og flyve videre til De Kanariske Øer med os og flyve direkte hjem derfra,” siger Bjørn Kjos. Bare fra Skandinavien tilbyder Norwegian direkte flyvninger til 13 destinationer i Spanien. Med de nye indenrigsruter i Spanien tilbyder Norwegian over 10.000 sæder ugentligt til og fra De Kanariske Øer. Norwegian bliver nu det første selskab, som tilbyder gratis WiFi på indenrigsflyvninger i Spanien.