Norwegian - 2015-03-07 14:15 CET Siden pilotkonflikten mellem Parat, Norwegian Pilot Union og Norwegian ASA begyndte for over en uge siden, har mediebilledet været fuld af fejlagtige beskyldninger mod Norwegian. Her redegør selskabet for de faktiske forhold. Påstand: Norwegian ønsker at skille sig af med sine skandinaviske piloter Fakta: Etableringen af de nye selskaber er et forsøg på at give piloterne i hvert enkelt land mulighed for selv at påvirke deres fremtid. De skandinaviske piloter har allerede en overenskomst med Norwegian Air Norway (NAN), og denne videreføres med eksisterende rettigheder og vilkår i de nye selskaber – inkl. retten til at strejke. Norwegian har tilbudt samtlige skandinaviske piloter jobsikkerhed, stillingsgaranti i tre år, samme lønbetingelser og ikke mindst en tilknytning til moderselskabet, som var ønsket. Påstand: Norwegian ønsker at splitte fagforeningerne Fakta: Det står piloterne i NAN helt frit for, om de ønsker at forhandle i fællesskab eller hvert land for sig. Vi kan imidlertid ikke acceptere krav, som resulterer i, at selskabet får underskud, eller at fagforeningerne forsøger at overtage den kommercielle styring af selskabet. Påstand: Norwegian nægter piloterne i NAN en overenskomst Fakta: De skandinaviske piloter har allerede en overenskomst med Norwegian Air Norway (NAN). Vi ønsker at fortsætte dette i NAN. Det, selskabet ikke godtager, er, at NPU skal have en overenskomst med moderselskabet – hvor de ikke har nogen medlemmer. Påstand: Norwegian vil have mulighed for at leje de billigste piloter ind til en hver tid Fakta: Alle piloter har fast ansættelse – enten direkte af os eller et selskab, vi samarbejder med. Ingen har enkeltmandsvirksomhed. Norwegian rekrutterer gode, erfarne piloter på alle sine baser. Pilotlønninger er næsten ens i alle markeder. Vi går efter kompetence, når vi søger piloter. Påstand: Norwegian vil forringe vilkårene for piloterne i NAN og tilbyder dårlige løn- og arbejdsvilkår Fakta: En gennemsnitlig nordisk kaptajn har en millionløn før alle tillæg. Norwegian tilbyder sine piloter solide løn- og arbejdsvilkår og vil fortsætte med det i fremtiden. Overenskomstaftalerne med eksisterende rettigheder og vilkår videreføres i de nye selskaber, inkluderet retten til at strejke. Dette har piloterne i NAN fået tilbud om, men har takket nej til: - Stillingsgaranti fra moderselskabet i tre år for samtlige piloter i Skandinavien (dvs. en garanti mod nedbemanding i pilotselskaberne) - koncernanciennitet for alle B737-piloter (kortdistance). Solide karrieremuligheder også på langdistanceflyvningerne (B787) - Uændrede lønvilkår (gennemsnitsløn kaptajn godt 1,1 mio. NOK pr. år før forsikring og pension, styrmand godt 740.000 NOK før forsikring og pension) - Minimum 184 fridage om året, dvs. minimal ændring - Helt marginale ændringer i arbejdstid og fleksibilitet - Pension – højeste sats på indskudspension, samt en lukket ydelsespension for dem, som har 10 pr eller mindre igen til pensionsalder (65 år) - Skattefri udbetaling på ca. 3,5 millioner NOK ved tab af flycertifikat (Loss of License-forsikring 40G) - Fælles forhandlingsret for de norske, danske og svenske piloter Påstand: Norwegians selskabsstruktur er særegen og problematisk Fakta: Norwegians bestyrelse besluttede for flere år siden, at selskabet skulle bestå af et moderselskab på toppen og drift i datterselskaber herunder. Mange netværksselskaber har samme struktur inkl. SAS, British Airways, KLM/Air France og Lufthansa. En sådan struktur er helt nødvendig for at minimere risici i koncernen, og dermed være med til at sikre alle 5000 arbejdspladser i selskabet.