Norwegian - 2015-02-18 17:05 CET Repræsentanter for Norwegians amerikanske kabineansatte har i dag overleveret et formelt brev til Obama-administrationen, hvor de kræver, at datterselskabet Norwegian Air Internationals (NAI) ansøgning om permanent flyvetilladelse skal godkendes snarest. Der er nu gået mere end et år siden, at ansøgning blev sendt ind, og den har ligget ubehandlet som følge af politisk pres fra konkurrenter og fagforeninger, der ikke ønsker konkurrence velkommen. Norwegians helejede, EU-baserede langdistanceselskab, NAI, har søgt om permanent flyvetilladelse mellem USA og Europa. Med en bestilling på flere hundrede fly fra den amerikanske flyproducent Boeing indebærer en godkendelse, at der skabes amerikanske arbejdspladser – ikke bare inden for turist- og rejsebranchen, men også i luftfart og industri. En godkendelse støtter også Obama-administrationens mål om flere udenlandske turister til USA, påpeger de kabineansatte, som nu bruger fridage for at engagere sig i sagen. ”Norwegian bidrager stærkt til den amerikanske økonomi gennem øget turisme og har allerede sørget for job til 300 amerikanske kabineansatte. Norwegian er et fremtidsorienteret flyselskab, som ikke bare skaber arbejdspladser i selskabet, men i hele rejsebranchen ved at flyve flere hundredetusinde turister til USA hvert år. Det er på høje tid, at NAI godkendes, således at Norwegian kan fortsætte med at tilbyde amerikanerne direkte flyvninger og billige flybilletter til europæiske destinationer,” siger Joseph Gabriel, basechef for de kabineansatte i Fort Lauderdale. Gabriel flyver selv på ruter mellem USA og Europa og er en af de mange kabineansatte, som gentagende gange har krævet, at godkendelsen kommer på plads. I dag, onsdag d. 18. februar, samles 50 kabineansatte fra Norwegians baser i USA uden for det amerikanske transportministerium (United States Department of Transportation DOT) i Washington DC for at kræve en godkendelse af NAI’s flyvetilladelse, som nu har ligget ubehandlet i over et år. Norwegian har baser i Fort Lauderdale og New York. Læs brevet til Obama-administrationen her